Partier undrer sig: Vil til bunds i Odeon-sagen

Søren Windell (K) mener at Odeons nye forklaring på aflysning af kinesisk show stiller teater- og musikhuset "i et unødigt dårligt lys".

Opdatering
Clock04. dec 2019, kl. 21:15
Artiklen er opdateret med en skriftlig udtalelse fra Enhedslisten Odense. Læs udtalelsen nederst i artiklen.

- Det undrer, at den ene forklaring afløser den anden.

Sådan siger rådmand i Odense Kommune, Søren Windell (K), efter bestyrelsesformanden for Odeon og H.C. Andersen Kongrescenter A/S, Jens Belling, i en pressemeddelelse har ændret forklaringen på, hvorfor et stort kinesisk danse- og teatershow blev aflyst.

Rådmanden mener, at er med formandens udmelding om, at aflysningen af arrangementet sker, fordi "Odeon har haft en overvægt af kunstneriske arrangementer i forhold til kommercielt mere interessante konference-arrangementer", skaber et behov for at komme til bunds i den mystiske sag.

- Vi står tilbage med et indtryk af, at vi ikke ved, hvad vi nu skal stole på, og det vil være rart at få klarlagt, hvad pokker der er sket, siger Søren Windell.

Han tilføjer, at Jens Bellings pressemeddelelse gør sagen mere mytisk, end den behøver at være.

- Og så stiller det vores allesammens teater- og musikhus i et unødigt dårligt lys.

Formand: Odense satser på konferencer

I pressemeddelelsen skriver Jens Belling blandt andet, at "når dansetruppen (Shen Yun Performing Arts, red.) kom i klemme og fik aflyst en aftale, der ellers var under et døgn fra at blive skrevet under, så hænger det sammen med, at man ønsker at lave om på, hvilke arrangementer man fylder Odeon med".

Jens Belling skriver videre, at Odeon har valgt at prioritere til fordel for konferencer på de ledige datoer i 2020, og at Odeon sammen med Comwell Hotels ønsker at øge møde- og konferenceaktiviteterne i fremtiden.

Driften af Odeon vil fra 1. januar 2020 blive varetaget af Comwell Hotels.

I pressemeddelelsen nævner bestyrelsesformanden ikke den første begrundelse for aflysningen med et eneste ord.

Det er endnu ikke lykkedes at få en kommentar fra Brian Dybro (SF), Jane Jegind (V) og Peter Rahbæk Juel (S).

Udtalelse fra Enhedslisten vedrørende Odeon-sagen

Oversigt

    Oversigt