HCA Airport bliver internationalt drone-center
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Danmark får i dag landets første dronestrategi, der udpeger indsatsområder, der skal gøre Danmark til et foregangsland for industrien for civile droner.
Regeringen vil hjælpe HCA Airport til at blive en international hub for test og udvikling med det formål at skabe en motor for den danske droneindustri.
Det sker som en del af Danmarks første nationale strategi for civile droner, der i dag bliver offentliggjort på Syddansk Universitet af uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V) og transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt (V).
En del af strategien indbefatter en helt ny task force, der skal arbejde med at udvikle HCA Airport til Danmarks første dronelufthavn med fortsat mulighed for anden flytrafik.
- Jeg vil godt rose regeringen for, at de med den nationale dronestrategi sætter en retning for det, der kan blive et nyt erhvervseventyr. HCA Airport kan nu arbejde videre med at udvikle et testcenter af international kaliber og være med til at drive udviklingen på droneområdet. I dag er der over 2.000 ansatte i robotvirksomhederne i Odense – og den samme udvikling kan skabes omkring droner. Potentialet er måske endnu større, siger Anker Boye (S), borgmester i Odense, der er en af ejerkommunerne af HCA Airport.
Nordfyns Kommune, den anden ejer af HCA Airport, ser den nye strategi som et vigtigt job- og vækstskabende element, der ikke kun rammer hovedstadsområdet.
- Når regeringen går ind og støtter vores testcenter i en national strategi, rykkes overliggeren for at skabe vækst og job bredere i Danmark, siger Morten Andersen (V), borgmester i Nordfyns Kommune.
It's fantastic: Fynsk droneprojekt får 64 millioner
Med et budget på 64 millioner kroner kommer SDU i spidsen for et stort forskningsprojekt, som skal sikre Danmark en førerposition i udvikling af droner.
Brmmmmmm, de små summende droner er et vigtigt vækstområde, og derfor har regeringen med dens nye dronestrategi afsat 30 millioner kroner til SDU-projektet UAS-ability, der dermed får et samlet budget på 64 millioner kroner. SDU skal samle landets forskningskræfter inden for området og gøre Danmark til en førende dronenation.
- It is fantastic! siger leder af SDU Dronecenter, Brad Beach.
Siden 2015 har amerikaneren stået i spidsen for dronecenteret på SDU, og han skal nu i gang med at anlægge to nye dronelaboratorier i forbindelse med HCA Airport i Odense.
Droneforskere fra fem af landets universiteter vil samarbejde i projektet, og universiteterne finansierer de resterende 34 millioner.
En stærk platform
- Vi har nu skabt en stærk forskningsplatform, hvor de bedste betingelser er til stede for at bringe droneforskningen op i verdensklasse. Sammen vil vi finde løsninger på de tekniske udfordringer, som skal løses, inden droner kan blive den kommercielle succes, alle forventer, siger institutleder Kasper Hallenborg fra Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på SDU.
De 30 millioner kroner kommer fra forskningsinfrastrukturmidlerne.
- Droner har et kæmpe potentiale for at styrke Danmarks produktivitet og grundlaget for vækst i hele landet. Det potentiale skal vi gribe og udvikle, og derfor er det en stor glæde at kunne bevilge 30 millioner kroner til Danmarks første nationale forskningsinfrastruktur for droneteknologi, siger uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V) og fortsætter:
- Forskningsinfrastrukturen vil være tilgængelig for forskere i hele landet, og vil styrke mulighederne for at omdanne viden om droner til konkret værdi for danske virksomheder.
Kan købe vigtigt udstyr
Bevillingen fra Uddannelses- og Forskningsministeriet sikrer, at droneforskerne fra landets universiteter nu kan købe det nødvendige udstyr.
- På SDU skal vi for eksempel købe en 3D-radar. Det er et redskab, som er helt nødvendigt i udviklingen af droner, som selv kan registrere og flyve uden om forhindringer i luften. Det er dyrt, og noget, vi ikke har haft råd til tidligere, siger Kasper Hallenborg.
På Aalborg Universitet skal forskerne blandt andet indkøbe en stor varebil. En kommandocentral på hjul, som kan overvåge dronerne i luften. Samtidig skal forskerne købe en helikoptertestdrone, hvor forskerne for eksempel kan afprøve nye sensorer, som kan detektere andre fly.
HCA Airport styrkes
SDU får med den nye bevilling mulighed for at integrere droneforskningen endnu mere i det dronemiljøet omkring HCA Airport, hvor for eksempel Boeing tester droner.
- Vi etablerer to nye dronelaboratorier i lufthavnen. Et testlaboratorium, som er udstyret med simulatorer, hvor forskerne kan teste droner i forskellige miljøer, for eksempel i forbindelse med, at droner skal inspicere havvindmøller, siger leder Brad Beach fra SDU Dronecenter og tilføjer:
- Men også et kompositlaboratorium, hvor der blandt andet kan eksperimenteres med dronernes opbygning og design i kompositmaterialer. Og når laboratorierne står færdige kan offentlige og private virksomheder benytte dem.
I task forcen, der blandt andet er repræsenteret af Transport- og bygningsministeriet, skal de arbejde med at udvikle et såkaldt specialiseret luftrum til at håndtere test af droner i HCA Airport, hvilket transport-og bygningsminister Hans Christian Schmidt ser store muligheder for.
- Droneområdet er i rivende udvikling, og jeg er glad for, at vi i foråret for første gang fik en lov på droneområdet. Hermed lagde vi et stærkt grundlag for vækst og arbejdspladser inden for dette felt. Det er min klare målsætning, at Danmark fortsat skal være førende på droneområdet. Og det er også en af grundene til, at vi fra regeringens side fremadrettet ønsker at HCA Airport skal være en international dronelufthavn, udtaler ministeren.