Kæmpe udvidelse af lufthavn - plads til flere fly og droner
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Der er stor interesse for dronevirksomheder i både ind- og udland, og samtidig er der brug for mere plads til bemandet flytrafik. Derfor udvider HCA Airport med fire hektar i erhvervsområdet mod Allesø.
- Virksomheder fra hele verden har fået øje på de unikke muligheder, der er i HCA Airport med testfaciliteter og et stort luftrum, og for at imødekomme den stigende interesse har vi brug for mere plads, siger bestyrelsesformand for HCA Airport, Kim Kinlev.
Formanden vil dog ikke løfte sløret for hvilke virksomheder, der nu rykker ind i HCA Airport, men siger:
- Det er virksomheder, der har brug for de faciliteter vi stiller til rådighed, og samtidig vil virksomhederne også tilføre værdi til HCA Airport, siger Kim Kinlev.
Udover interessen fra nye dronevirksomheder skal arealudvidelsen også bruges til hangarer og kontorer til private fly.
HCA Airports opgave er at byggemodne de 4 hektar nye arealer med el, vand, varme og adgangsveje, og de nye virksomheder skal så selv opføre de bygninger og veje de har brug for til deres virksomhed.
Bestyrelsesformanden forventer, at virksomhederne går i gang med at opføre deres lokaler i starten af det nye år.
Lufthavnen er ejet af Nordfyns og Odense Kommuner, og Økonomiudvalget i Odense godkendte tirsdag en kommunal lånegaranti, som HCA Airport har brug for.