Krybdyr må godt: Bisonfarm fik nej til motorvejskilte
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Terrariet i Vissenbjerg får tilladelsen til at skilte ved motorvejen. Det betyder, at Nordeuropas største bisonfarm Ditlevdal dermed ikke får lov.
Ditlevdal Bison Farm i Morud havde ligesom Terrariet i Vissenbjerg ønsket at få skilte op ved afkørsel 54 ved E20 Fynske Motorvej, men med valget af Terrariet i Vissenbjerg får bisonfarmen ikke tilladelse.
Vejdirektoratet tillader nemlig kun et sæt henvisningsskilte ved hver afkørsel.
Så det var en skuffet indehaver af bisonfarmen, der onsdag fik en mail fra Vejdirektoratet med den nedslående besked. Han havde håbet på, at der kunne findes en løsning, så begge attraktioner kunne få glæde af skiltene.
- Jeg var selvfølgelig skuffet, det skal ikke være nogen hemmelighed. Jeg havde virkeligt håbet på, at vi fik tilladelse til et eller to skilte derude ved motorvejen, siger indehaver Niels Henrik Ove fra Ditlevdal Bison Farm i Morud.
Terrariet i Vissenbjerg vandt kampen om de brune skilte
126.000 kroner koster det Terrariet i Vissenbjerg at sætte to brune infoskilte op ved afkørsel 54. Skiltene skal tiltrække 10.000 flere besøgende.
Terrariet i Vissenbjerg har fået tilladelse til at opsætte de brune turistoplysningstavler ved afkørsel 54 på E20 Fynske Motorvej.
Med skiltet forventer terrariet at kunne tiltrække flere turister og nævner selv tal på 10.000 flere besøgende.
Samtidig er der en forventning om, at henvisningen til Vissenbjerg vil smitte af på lokalområdet. Således har Terrariet, Udvikling Assens og Assens Kommune tidligere sagt, at skiltet vil skabe en positiv effekt på hoteller og restauranter i området.
Borgmester: Not bad at all
Borgmester Søren Steen Andersen glæder sig over tildelingen af skiltet og skriver ganske kort på Facebook: "Så lykkedes det for Terrariet - Reptile Zoo i Vissenbjerg at få tilladelse til brun henvisningstavle på motorvej E20, afk. 54! Not bad, not bad at all...!".
Han oplyser samme sted, at prisen for skiltene er 126.000 kroner. Terriariets leder har tidligere oplyst til Fyens.dk, at der er budgetteret med udgiften.
Det er særligt udvalg i Region Syddanmark som udvælger, hvilke seværdigheder, der må sætte turistoplysningstavler op langs motorvejene.
Udvalget består af de tidligere folketingsmedlemmer Jens Vibjerg (V) og Poul Andersen (S) samt Mogens Therkelsen, direktør og ejer af transport- og logistik-virksomheden HPT, og Jytte Reinholdt, direktør i Fynsk Erhverv.
Ditlevdal Bison Farm i Morud havde også ønsket at få skilte ved afkørsel 54, men med valget af Terrariet i Vissenbjerg får de ikke tilladelsen. Vejdirektoratet tillader nemlig kun et sæt henvisningsskilte ved hver afkørsel.
Håbede begge fik lov til at skilte
Niels Henrik Ove havde håbet på en løsning, så både Terrariet i Vissenbjerg og han selv, havde fået tilladelse til at skilte.
- Mit udgangspunkt havde fra starten været, at vi skulle have hver sit skilt. Vi var to ansøgere, så mit oplæg var, at vi begge fik et skilt. Det kunne være et i hver retning på motorvejen. Jeg har aldrig opfattet terrariet som en konkurrent, men mere som en kollega, siger Niels Henrik Ove.
Nordeuropas største
Ditlevdal Bison Farm er Nordeuropas største bisonfarm med over 400 dyr. Skilte ved motorvejen kunne have fået endnu flere til at lægge vejen forbi.
- Det er svært at sige præcist, hvor meget et skilt vil betyde. Men når det er et skilt, der kommer til at stå der i lang tid, så tror jeg, at det har temmelig stor betydning, siger Niels Henrik Ove.
Niels Henrik Ove vil nu overveje, om han vil klage over afgørelsen.