Renser sit drikkevand hver dag: - Jeg er bange for pesticider
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
En mudret situation på Nordfyn gør nogle borgere utrygge omkring drikkevandet. Ayoe Primdal har købt sit eget renseanlæg og kritiserer bestyrelsen i Nordfyns Vandværk.
Ayoe Primdal fra Krogsbølle på Nordfyn renser alt sit drikkevand for pesticidrester.
Muligt kræftfremkaldende stof lukker to vandboringer
For første gang på Fyn har man fundet stoffet chlorothalonil-amidsulfonsyre i to vandboringer. Boringerne er straks blevet lukket, fordi stoffet muligvis er kræftfremkaldende.
To vandboringer på Nordfyn blev straks lukket, da man opdagede stoffet chlorothalonil-amidsulfonsyre i en vandprøve. Begge boringer ligger tæt ved vandværket i den lille by Krogsbølle nær Otterup. Det skriver Fyens Stiftstidende lørdag.
Ved flere vandboringer på Nordfyn har man allerede problemer med en for høj mængde pesticider og andre stoffer i grundvandet. Men boringerne har stadig været i brug, til man får løst problemet, da man ikke har vurderet, at mængden er skadelig.
Med det nyopdagede stof er det dog en anden sag, idet Styrelsen for Patientsikkerhed har meldt ud, at en vandboring bør lukkes, hvis der findes bare en smule chlorothalonil-amidsulfonsyre i vandet. Det skyldes, at man har en stærk formodning om, at stoffet er kræftfremkaldende.
- Så snart, vi fik prøverne og analyserne fra instituttet, lukkede vi boringerne med det samme. Også inden vi kontaktede Styrelsen for Patientsikkerhed, siger Mette Højby Petersen, der er chef for Natur og Miljø i Nordfyns Kommune.
To boringer er rene
Vandværket i Krogsbølle får sit vand fra i alt fire vandboringer tæt ved vandværket. Det er kun ved to af de fire boringer, man har fundet det kritiske stof. Det kan skyldes, at de to boringer ligger lige op ad en mark, hvor der tidligere er blevet dyrket løg.
Chlorothalonil-amidsulfonsyre stammer nemlig fra svampemiddel, som især blev brugt til løg, kartofler, jordbær, porre og andre afgrøder. Det blev forbudt at bruge stoffet i år 2000 i Danmark, og i 2019 blev et forbud også vedtaget i EU, skriver Fyens Stiftstidende.
Nu får vandværket i Krogsbølle udelukkende vand fra de to vandboringer, som ligger længere væk fra den tidligere løgmark.
- Vi håber, at det ikke breder sig op til de andre boringer, siger Mogens Stougaard, som i mange år har siddet i vandværkets bestyrelse og selv bor omkring en kilometer fra den lukkede vandboring. Så længe det ikke spreder sig, kan vandværket sagtens nøjes med vand fra de to tilbageværende vandboringer, forklarer han.
Ingen grund til bekymring
Hvis stoffet spreder sig til de to rene vandboringer, vil man være nødt til at lukke dem også, siger Mette Højby Petersen fra Nordfyns Kommune.
- Det vil betyde, at der sker det samme, som man har set i Ledøje, hvor de i dag henter vand i en tankvogn, siger hun.
Hun hentyder til en by på Sjælland, hvor man var nødt til at lukke alle vandboringerne, fordi man havde fundet samme stof. Derfor måtte folk i byen hente vand fra tankvogne. Men det bliver formentlig ikke scenariet på Nordfyn, fortæller hun. Allerede i den kommende uge vil kommunen og vandværket holde et møde om situationen.
Mogens Stougaard frygter heller ikke, at han og naboerne ender uden vand. De har en plan om fortsat at pumpe vand op fra de lukkede boringer, som ikke skal ud til borgerne. Det skal sikre, at stoffet ikke siver over til de åbne boringer, som endnu er fri for stoffet.
Desuden undersøger vandværkets bestyrelse flere muligheder for at sikre alle rent grundvand. Blandt andet overvejer de at investere i et kulfilter til vanværket, der muligvis kan rense vandet, og de er igang med at finde nye steder at bore efter vand.
Resten af Fyn i farezonen
Ingen ved, hvor længe stoffet har været i grundvandet. Det er nemlig kort tid siden, at Miljøstyrelsen har indført kontrol af chlorothalonil-amidsulfonsyre. Men Mette Højby Petersen understreger, at man ikke behøver bekymre sig om stoffet nu.
- Lige nu er stoffet ikke i det vand, som kommer ud af vandhanerne, og det vil det heller ikke være i fremtiden, for hvis det spreder sig til de to andre boringer, så bliver de lukket med det samme, siger hun.
Det er første gang, at stoffet bliver fundet på Fyn, men netop fordi det er nyt, at vandværkerne skal være opmærksomme på stoffet, mener Mette Højby Petersen, at det er et tilfælde, det lige blev på Nordfyn, man opdagede det først.
- Alle vandværker er igang med at få foretaget de samme analyser, men jeg håber ikke, vi finder det andre steder på Fyn, for det er en rigtig træls situation at stå i for vandværkerne og for borgerne, siger hun.
Hun har købt et renseanlæg, så hun kan føle sig sikker på, at vandet, der kommer ud af hanen, er rent og uden giftstoffer.
- Jeg er bange for pesticider. Jeg ved godt, det ikke er noget, jeg skvatter død om af lige her og nu, men de er sundhedsskadelige på længere sigt. Det er der meget forskning, der viser. Det vil jeg helst ikke være ramt af, siger Ayoe Primdal til TV 2/Fyn.
Skylle grøntsager i rent vand
Tidligere er der blevet fundet nogle af landets største koncentrationer af pesticidresten desphenyl-chloridazon på Nordfyn.
Nordfyns Vandværk er derfor i gang med at undersøge, hvordan vandværkets 1.000 husstande kan få rent drikkevand i hanerne.
- Jeg er ked af det. Jeg vil gerne kunne give mine børn og mit barnebarn rent vand og spise mad, der er kogt i rent vand, og skylle mine grøntsager i rent vand. Det kan bare ikke lade sig gøre lige nu. Jeg har ikke adgang til en ren kilde eller en tryllestav, der kan rense vandet, forklarer hun.
Mudret billede
Hun er ikke den eneste. Nogle af hendes naboer gør det samme og renser vandet med et renseanlæg.
Det gør de, fordi de er bekymrede for den mængde af giftstoffer, der er i vandet.
En løsning på at sikre rent drikkevand var egentlig på vej, men en udskiftning i bestyrelsen i Nordfyns Vandværk har mudret billedet. Det fortæller Peter Stentoft Klemmensen, der også får sit vand fra Nordfyns Vandværk.
- Jeg bliver så ærgerligt, for der kunne have flydt rent vand nu, siger Peter Stentoft Klemmensen.
Rædselsfuldt og væmmeligt
Han var i september 2019 med til generalforsamlingen i vandværket, hvor den daværende bestyrelse blev væltet.
- Det var rædselsfuldt. Det var væmmeligt at se, siger Peter Stentoft Klemmensen.
Han og Ayoe Primdal frygter, at der kan gå flere år, inden de 1.000 nordfynske husstande igen får rent drikkevand i vandhanerne.
Stoppede boring
Nordfyns Vandværk opdagede sprøjtemidler i vandet i sommeren 2017. Herefter gik vandværkets daværende bestyrelse i gang med at lede efter nyt, rent vand, og den fandt også en kilde, der blev startet boringer fra. Efter planen skulle den nye kilde have været i drift i 2020.
En gruppe lokale storbønder satte dog en stopper for planerne. De blev valgt ind i bestyrelsen i vandværket og satte med det samme en stopper for boringen ved den nye kilde.
Af referater og e-mail-korrespondancer, som TV 2/Fyn er i besiddelse af, fremgår det, at storbønderne, som er store vandforbrugere, frygter, at den nye boring og medfølgende rørføring vil skrue prisen på vand voldsomt op.
Fakta om sprøjtemidler
Desphenyl-chloridazon er et nedbrydningsmiddel, som tidligere blev brugt som ukrudtsmiddel i produktion af roer, rødbeder og løg.
Midlet har været forbudt i Danmark siden 1996.
Grænseværdien for desphenyl-chloridazon i drikkevandet er 0,1 mikrogram per liter. Ifølge Sundhedsstyrelsen er den sundhedsmæssige acceptable daglige indtagelse af desphenyl-chloridazon 300 mikrogram per liter for voksne.
Peter Stentoft Klemmensen fortæller, at den nye bestyrelse med storbønderne i spidsen ikke ønsker, at prisen på vand vil stige, fordi det vil ramme dem ekstra hårdt, når de forbruger så meget.
- Det hørte vi også på generalforsamlingen, at der var én, der sagde. Han ville stige 80.000 kroner om året i forbrug af vand, siger Peter Stentoft Klemmensen.
Nordfyns Vandværk: Vi arbejder for det billigste og bedste drikkevand
Udlægningen preller dog af på Nordfyns Vandværks formand, Steen Madsen. Han afviser, at den nye bestyrelse tager sig af egne interesser på bekostning af de 1.000 husstande. Han er ikke en af de lokale storbønder, der er blevet valgt ind i den nye bestyrelse.
- Jeg kan garantere 100 procent, at vi arbejder for det bedste og billigste rene drikkevand, som overholder de dispensationskrav, som vi har på nuværende tidspunkt, og de grænseværdier fremadrettet, siger Steen Madsen.
Hvad er vigtigst - rent vand eller billigt vand?
- Vi skal overholde lovgivningen, men vi vil også stå på mål for, at vi får truffet de mest fornuftige løsninger. Den mest fornuftige løsning er at bruge under en million kroner på at redde vores nuværende kilde, hvis vi kan det, siger formanden.
Udvalgsformand: Vi har sendt et klart signal
Nordfyns Kommune har påbudt vandværket at finde en løsning inden sommeren 2022.
Tirsdag blev sagen behandlet politisk. Her blev der givet tilladelse til, at vandværket må gå videre med at rense de eksisterende kilder. Det er dog en plan, som både politikere og forvaltning er kritiske over for.
Derfor har formand for Teknik- og Miljøudvalget i Nordfyns Kommune Anders Thingholm også en klar forventning om, at vandværket sætter arbejdet med at finde en ny kilde i gang igen.
- Vi sendte et klart signal efter udvalgets beslutning om at følge administrationens henstilling, hvor vi ret klart siger, at der skal findes alternative muligheder, så vi får sikret en ordentlig forsyning og en ordentlig kvalitet i drikkevandet, siger Anders Thingholm.
Forventer du, at bestyrelsen i vandværket finder en ny kilde med noget rent vand?
- Absolut.
Der gives dog ikke nogen garantier fra Nordfyns Vandværks formand.
- Vores helt klare mål er at have rent drikkevand, inden vores dispensation udløber. Om det bliver vores nuværende kildefelt eller en anden boring, kan jeg ikke give nogen garanti for, siger Steen Madsen.
Sådan er udsigten til rent vand
Tilbage til Ayoe Primdal fra Krogsbølle. Hun har mistet tilliden til den nye bestyrelse.
- Jeg ville ønske, den ville tænke lidt mere på forbrugerne end på pengepungen, siger Ayoe Primdal.
- Vi får ikke rent vand foreløbig, forudser hun.
Underskriftsindsamling i gang
Hun og en gruppe lokale samler derfor underskrifter ind til en ekstraordinær generalforsamling. De forsøger at få Vandcenter Syd, der i forvejen leverer vand til Odense og dele af Nordfyn, til at overtage Nordfyns Vandværk.
- Jeg håber, at vores underskriftsindsamling kan være med til at give en ny bestyrelse eller få os ind under Vandcenter Syd. De ved, hvordan det skal håndteres, og hvordan det kan gøres billigst og bedst, siger Ayoe Primdal.
Nordfyns Vandværk er i gang med sin anden dispensation til at levere vand med pesticidrester. Den udløber i 2022, hvorefter der skal være fundet en løsning, hvor kvaliteten på vandet skal være forbedret.
Vandet, der kommer ud af hanerne på Nordfyn, er ifølge myndighederne ikke sundhedsskadeligt.
Kunstværker for skattekroner vækker debat - er det lavet i børnehaven?
kopieret!
Kunst har altid skabt debat, og udsmykningen i Nyborg Sundhedshus, der netop er offentliggjort, er ingen undtagelse.
Når man træder ind i det nye sundhedshus, så mødes man af kunst, der tager udgangspunkt i, at Nyborg Kommune er en kystkommune, fremgår det af et facebookopslag på kommunens hjemmeside.
Der er tale om et såkaldt integreret kunstprojekt, hvor kunsten er integreret i selve bygningen. Det er derfor ikke kun de kunstværker eller lamper, der hænger rundt omkring, men også udsmykning i form af maling, paneler, møbler og andet inventar.
Men tager man et kig på reaktionerne under opslaget, så lader det ikke til, at nyborgenserne falder på halen over den kunstneriske udsmykning.
Nogle er forargede over, at kommunen har brugt 700.000 kroner af skatteborgernes penge på udsmykningen, mens andre tilsyneladende mener, at kunsten kunne være lavet i en børnehave.
Hilser debatten velkommen
Blandt de 60 kommentarer, der er kommet, siden opslaget blev lagt op fredag aften, finder man også nogle, der kan lide, hvad de ser.
Formanden for Sundheds- og forebyggelsesudvalget i Nyborg Kommune, Jan Reimer Christiansen (V), hilser debatten velkommen, men håber, at kunsten vil vokse på folk.
- Jeg tænker, at det er lige meget, hvad man laver, så vil der væren nogen, der kan lide stilen, og andre der ikke kan. Der er ytringsfrihed i Danmark, så folk må have den holdning, de har, men jeg håber, de ændrer holdning, når de ser det med egne øjne, siger han til TV 2 Fyn.
Finansieringen af værkerne er - udover penge fra kommunen - kommet på plads via et tilskud på 500.000 kroner fra Statens Kunstfond.
Og selvom der er nogen, der give udtryk for, at de penge kunne være brugt bedre andre steder - eller at børnehaven kunne have gjort det billigere - så er Jan Reimer Christiansen meget tilfreds med det, han ser:
- Jeg synes, det er bundet godt sammen. Jeg ved godt, det kan dele vandene, og det er også okay. Men da jeg så det første gang, tænkte jeg “wow”. Jeg synes, det er flot og passer godt ind i sundhedshuset.
Jan Reimer Christiansen understreger, at ingen politikere har været involveret i processen med at udvikle kunstværkerne, og at kunstnerne bag har fået frie hænder.
Dødsfald og misbrug af skattekroner: - Vi er ligeglade, så længe det ikke koster for meget
kopieret!
Så længe, de ikke koster for meget, så accepterer vi som samfund, at udsatte mennesker ikke får det bedre på de bosteder, vi placerer dem på.
Sådan lyder den dystre analyse fra en af dem, der selv har været med til at lave den lovgivning, der skal sikre tilsynet med landets bosteder.
Knud Aarup er tidligere mangeårig kommunal leder og direktør i socialstyrelsen, og han har fulgt med i TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidendes afdækning af omsorgssvigt og kritisabelt forbrug af skattekroner på tre fynske bosteder.
- Det er virkelig skræmmende læsning. Det handler mere om ansvarsforflygtigelse end om de unge og voksne, som er udsat for de her vilkår på anbringelsessteder eller krisecentre. Så det får mig til at tænke: "Åh nej. Igen igen."
Ikke værdigt
Knud Aarup var selv med til at lave loven om sociale tilsyn i 2014. Ambitionen dengang var, at tilsynene skulle opdage og sætte en stopper for landets værste bosteder.
Men den ambition er fejlet. Stort. Det erkender Knud Aarup selv.
Det er der mange grunde til, mener han. Den primære er, at vi som samfund kort og godt har givet op på tanken om, at udsatte mennesker borgerne kan få det bedre på landets bosteder.
- Der er lidt en samfundsmæssig kynisme der går ud på, at vi accepterer det, hvis bare de her mennesker ikke ødelægger for meget for den store, brede middelklasse, siger han.
For det virker, i følge Knud Aarup, som om man politisk har besluttet, at udgifterne på det specialiserede område må koste 50 milliarder kroner om året - og ikke en krone mere.
Til gengæld har politikerne og samfundet givet op på ideen om, at de penge og den indsats rent faktisk skal hjælpe de børn og voksne med handicap og socialt udsathed, der bor på landets bosteder.
- Man har ligesom accepteret at, at de penge skal vi ikke have noget ud af. At det er et acceptabelt spild i samfundet. Et menneskeligt spild, siger Knud Aarup, og tilføjer:
- Det er ikke et velfærdssamfund værdigt.
Serien om de fynske bostedsbosser:
TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende har siden sommer afdækket kritisable forhold på tre fynske bosteder.
På Opholdsstedet Den Lille Gård døde en 18-årig kvindelig beboer i juli af en overdosis. Da socialtilsynet 10 dage senere kom på besøg, var det en pedel, som havde opsyn med selvmordstruede unge. Bostedet havde forinden fået fem påbud af socialtilsynet og var under skærpet tilsyn. Blandt andet kritiserede tilsynet stedet for manglende faglighed og direktørens høje løn på 1,1 millioner kroner i 2022. Direktør Peter Stausgaard valgte at lukke stedet efter beboerens død.
På bostedet Mellemstoppet kunne en af de tidligere beboere til TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende fortælle, hvordan hun ikke fik den rette hjælp. Mellemstoppet havde samtidig et meget højt overskud i 2023 på over seks millioner kroner, som ekspert kaldte "rigtig, rigtig usædvanligt".
Krisecentret TimeOut Fyn blev lukket i slutningen af 2023, efter direktøren indgik en kontrakt med sin søns vagtfirma, der kunne beløbe sig til op mod 162 millioner kroner. Efterfølgende kunne TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende fortælle, hvordan kvinder oplevede at blive udsat for social kontrol. Direktør Morten Lohmann Lauritzen og hans søn tjente samtidig millionlønninger og kørte i dyre luksusbiler. Efter lukningen af krisecentret startede de pornokonceptet Mansion Voyeur, hvor de ansatte aldrig fik løn. Selskabet er i dag gået konkurs.
I september kunne det nye Top Safe Krisecenter slå dørene op på TimeOut Fyns tidligere adresse - dog med samme bestyrelsesformand, samme daglige leder og flere at de samme ansatte. Beslutningen har mødt stor politisk modvind. Det er ejendomsinvestor Kurt Vindeløv, der er direktør i selskabet.
19 bosteder lukket på fire år
Siden august har TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende beskrevet kritisable forhold på de tre fynske bosteder Den Lille Gård, TimeOut Fyn og Mellemstoppet.
Alle tre steder er tidligere beboere stået frem og fortalt om omsorgssvigt og manglede hjælp – mens bostederne har haft store overskud og udbetalt høje lønninger til ledelsen.
Nye tal peger på, at de tre fynske bosteder langt fra er de eneste steder, hvor der er problemer. I forrige uge kunne Fagbladet FOA afsløre, at 19 private botilbud på godt fire år er blevet tvunget til at lukke, fordi de har fået inddraget deres godkendelse.
Begrundelsen er typisk 'alvorlige bekymringer' for borgernes trivsel og udvikling, viser Fagbladet FOAs gennemgang af sagerne. Samtidig har flere af ejerne tjent styrtende med penge, skriver fagbladet.
Statsministeren skal gribe ind
Sagerne og tallene fra FOA overrasker ikke Knud Aarup. For det ville kræve politisk slagkraft at ændre grundlæggende på området. En slagkraft, som Socialministeriet ifølge ham slet ikke har.
- Socialministeriet er i bund og grund et svagt ministerium. En god socialminister er historisk set en minister, der ikke vil for meget, og som får lukket problemerne ned.
TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende har i flere måneder forgæves forsøgt at få et interview med socialminister Sophie Hæstorp Andersen i forbindelse med afdækningen for at få svar på, hvad ministeren vil gøre for at forhindre lignende sager i fremtiden.
Den seneste besked fra ministeriet er, at vi muligvis kan få et interview i det nye år.
Men i følge Knud Aarup skal en helt anden minister træde i karakter, hvis der effektivt skal sættes ind overfor de omstridte bosteder.
- Hvis området skulle ændres, ville det kræve, at det var statsminister Mette Frederiksen, der selv sætter sig for at få ændret på det her og selv sætter sig for enden af forhandlingsbordet.
Knud Aarup: Derfor ser vi skandalesagerne om bosteder
Kommunerne har ikke den nødvendige faglighed til at vurdere, hvilken hjælp og hvilket bosted, udsatte borgere har brug for.
Knud Aarup: Da vi lavede loven om de sociale tilsyn, troede vi stadig på, at der var en vis grundfaglighed tilbage i kommunerne. Den mangler alvorligt.KL og kommunerne modarbejder et stærkt social tilsyn
Knud Aarup: KL og kommunerne har forsøgt at at modarbejde at de sociale tilsyn blev tilstrækkeligt stærke, fordi de enkelte kommuner vil ikke ses over skulderen. Det er en misforstået opfattelse af, hvad kommunalt selvsyre er. At der skal ikke komme nogen udefra og bestemme.Politikerne og samfundet har givet op på at den hjælp, udsatte borgere får, gør en forskel
Knud Aarup: - Det er som om vi som samfund har accepteret, at mennesker med særlige behov, uanset om de har en funktionsnedsættelse, er psykisk syge eller har sociale problemer, så må det koste 50 milliarder. Man har accepteret at, at de penge skal vi ikke have noget ud af.
Om sit eget ansvar som tidligere direktør i socialstyrelsen og medvirkende til at udforme lovgivningen om de sociale tilsyn siger Knud Aarup:
- Vi troede dengang, at når vi så 10 år frem, så ville vi se tilbage og sige at denne her lov var der, vi for alvor forbedrede indsatsen og løftede bunden (af de dårligste bosteder, red.). Det er vi ikke lykkedes med. Det er jeg ret træt af.
TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende har foreholdt kritikken for KL. I et skriftligt svar skriver formand for Socialudvalget, Ulrik Wilbek:
"Det billede, Knud Aarup tegner, genkender vi simpelthen ikke – så den kritik må stå for hans egen regning.
Vi og kommunerne er dybt bekymrede over de sager, der kommer frem. Og det understreger først og fremmest, at der er behov for både at styrke fagligheden og ledelsen på de tilbud, vi visiterer til, og sikre de rette kompetencer i sagsbehandlingen. Samtidig kalder det også på, at lovgiverne skaber rammer, som gør det sværere at etablere tilbud for egen vindings skyld"
Han tilføjer, at 98 procent af tilsyn på landets bosteder ikke giver anledning til bemærkninger, og at KL ønsker et mere "fokuseret" tilsyn.
TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende har desuden foreholdt kritikken for Social- og Boligministeriet.
Socialminister Sophie Hæstorp Andersen har ikke haft mulighed for at stille op.
Søndag byder på mulighed for både sne og sol
kopieret!
Det ustadige vejr fortsætter frem mod jul med en blanding af byger og flere fronter.
Søndag er ingen undtagelse, og det bliver en dag med lidt sol og spredte byger.
Temperaturen lander et sted mellem fire og seks graders varme med en let til frisk sydvestlig vind. Ved kysterne kan man vinden blæse op til hård vind.
De lave temperaturer gør, at det ikke kan udelukkes, at der kommer en byge forbi med noget hvidt i form af sne eller slud.
Den mulighed bliver ikke mindre som aftenen skrider frem og temperaturerne daler.
Vejdirektoratet forventer jævn juletrafik søndag
kopieret!
Vejdirektoratet forventer, at søndag bliver en rejsedag med jævn trafik på de danske veje.
Det oplyser Mark Sigvardt, vagthavende i Vejdirektoratets trafikcenter.
Mandag ventes til gengæld at blive den helt store rejsedag på vejene med mest trafik fra klokken 11 til 14.
- Vi regner ikke med, at i dag bliver den helt store juletrafikdag. Det bliver først i morgen.
- I dag kalder vi en "grøn dag", men lillejuleaften forventer vi, at der kan være stærk trafik særligt fra øst mod vest og omvendt mellem klokken 11 og 14, oplyser Mark Sigvardt.
Han tilføjer, at de største hjemrejsedage bliver juledag og særligt 2. juledag fra vest mod øst.
DSB forventer julens travleste dag
kopieret!
Søndag bliver julens travleste dag for DSB. Det fortæller DSB's informationschef, Tony Bispeskov, til TV 2.
Men selvom rekordmange julerejsende skal med toget i år, er der stadig afgange at få i dag såvel som de næste dage, lyder det.
- Togene kører, som de skal. Og sammen med Banedanmark vil vi selvfølgelig gøre, hvad vi kan for, at det også er tilfældet i morgen, siger Tony Biskeskov.
Han tilføjer, at DSB løbende holder øje med, om togafgange bliver fyldt op, og i de tilfælde kan tilføje ekstra togvogne.
Gymnasie indfører kortere skoledage
kopieret!
Der skal være bedre balance mellem skole og fritid. Det mener eleverne på Mulernes Legatskole i Odense, og det har ledelsen på gymnasiet valgt at lytte til.
Derfor er mødetiden efter sommerferien ændret fra klokken 8 til klokken 9, mens skoledagen slutter klokken 14.30. Det fremgår af gymnasiets hjemmeside, hvor de også skriver, at det gerne skulle mindre pres på eleverne, uden at det sker på bekostning af pensum.
Eleverne har dog mulighed for at møde ind tidligere og blive længere, da der er indført såkaldt flexundervisning. Her kan man få hjælp og rådgivning af lærerne, hvis man har burg for hjælp eller ekstra faglige udfordringer.
Aryan skabte fodboldfest for flere hundrede piger
kopieret!
Hundredevis af unge piger får lørdag rørt benene i Odense idrætshal.
Her har et stort fodboldpigestævne været i gang hele dagen. Stævnet er kun for pigehold, og over 500 piger har valgt at bruge de sidste dage inden jul på at få rørt bentøjet.
Bag stævnet står Aryan Abdel Rahman fra B1909's ungdomsafdeling. Han mener, der mangler flere stævner til piger.
Derfor har han sammen med sin søster søsat Domina Cup, som gerne skulle inspirere endnu flere piger til at spille fodbold.
Trafikken er delvist spærret på Lillebæltsbroen
kopieret!
Opdateret klokken 19.25: Lillebæltsbroen er genåbnet efter uheldet.
Lillebæltsbroen er lørdag aften spærret i vestgående retning, fordi et køretøj med anhænger er væltet.
Det skriver Vejdirektoratet på det sociale medie X uden at konkretisere hændelsen.
Vejdirektoratet kan kort før klokken 19 ikke sige noget om, hvornår trafikken kan genoptages.
- Trafik i retning mod Jylland kan med fordel benytte den gamle Lillebæltsbro, opfordres det.
Fyns Politi oplyser på samme medie, at der ikke er kommet nogen til skade i forbindelse med uheldet, og at der er tale om en væltet trailer.
- Vi arbejder sammen med øvrige beredskaber på at få åbnet motorvejen så hurtigt som muligt, skriver politikredsen.
Rådmand får opbakning til forslag om bedre sikring af gågade
kopieret!
Odenses by og kulturrådmand Søren Windell (K) vil have sikret gågaden i Odense endnu bedre mod biler.
Debatten er ikke ny, men nu mener Odenses rådmand Søren Windell, at der er endnu en grund til at kigge på mulig afspærring af gågaden i Odense med såkaldt pullerter, man ikke kan forcere.
Det er på baggrund af fredagens ulykkelige episode i Magdeburg i Tyskland, at Søren Windell igen taler om en mere lukket gågade i Odense. I Tyskland kørte en bilist ind i en menneskemængde på et julemarked. Her blev flere dræbt og sårede. I Odense midtby har man sikret med betonblokke ved blandt andet Flakhaven, men ikke i enderne af gågaden.
Forslaget vækker opbakning fra dem TV 2 Fyn møde i gågaden.
Milliarddyr broforbindelse skaber både glæde og vrede
kopieret!
En bro mellem Fyn og Sønderjylland er måske kommet et skridt nærmere. I hvert fald hvis man kan finde de 22,2 milliarder kroner, den vil koste.
Men om der rent faktisk skal være en bro, det er der delte holdninger til.
Samfundsøkonomisk hænger det ikke sammen, mener Thomas Lundsfryd, der er bestyrelsesformand for Sydfyns Fremtid, mens Inge Dahl, der er bestyrelsesformand i Foreningen Als-Fyn Broen, glæder sig over forundersøgelsen, der viser, at en bro mellem de to landsdele kan lade sig gøre.
Uheld ved motorvej - et spor spærret
kopieret!
Opdateret: Der er nu ryddet op efter det tidligere uheld.
På E20 Fynske Motorvej, i retning mod Jylland, er der sket et uheld på tilkørslen til 52 Odense SV.
Politi og redning er ankommet, og de spærrer i øjeblikket det højre spor. Det er dog muligt at snige sig forbi uheldsstedet, oplyser P4 trafik.
Vagtchefen ved Fyns Politi Peter Vestergaard fortæller til TV 2 Fyn, at der er tale om et solouheld - tilsyneladende opstået på grund af vådt fører.
Fem personer var med i bilen, men ingen er kommet alvorligt til skade.
Roald Poulsen er gået bort - men i Zambia bliver han aldrig glemt
kopieret!
28. april 1993 rapporterede alle de internationale medier om de zambiske landsholdsspillere, hvis fly lettede fra Gabon, men aldrig landede igen.
Samtlige spillere, trænere, delegerede og journalister ombord på flyet døde. Man har aldrig fundet ud af, hvad der nøjagtigt skete.
Skiftende zambiske regeringer har lovet at publicere rapporten om, hvorfor flyet med landsholdsspillerne styrtede ned i Atlanterhavet, men i dag, 31 år senere, forbliver omstændighederne for ulykken uvisse.
OB-træner i spidsen for det zambiske landshold
I 1990’ernes Zambia havde Danmark en tydelig tilstedeværelse i form af Danida og en velfungerende ambassade. I hovedstaden Lusaka stødte man ikke sjældent på danske gloser i bybilledet.
Med hjælp fra Divisionsforeningens daværende direktør, Claus Rode Jensen, der havde gode kontakter i de danske ministerier, inviterede det officielle Danmark det zambiske fodboldlandshold på en seks uger lang træningslejr i Brøndby.
Det Zambiske Fodboldforbund (FAZ) takkede ja til tilbuddet, selvom zambierne på samme tid var langt i forhandlingerne med det engelske fodboldforbund om en tilsvarende hjælpepakke.
Roald Poulsen, der to år forinden havde gjort OB til danske mestre, skulle stå i spidsen for det nye landshold.
På dette tidspunkt havde han aldrig nogensinde sat fødder i Zambia, og nu stod han over for karrierens nok største udfordring. På blot seks uger skulle han sammen med Brøndbys holdleder, Emil Bakkendorf, forvandle et hurtigt sammensat, lettere traumatiseret afrikansk fodboldlandshold til et slagkraftigt mandskab, der skulle konkurrere om en plads ved VM-slutrunden i USA året efter.
Husker Roald som en simpel mand
Én af de zambiske spillere, der var udset en toneangivende rolle på det nye landshold, var Joel Bwalya, der blev sorteret fra landsholdet kort før den skæbnesvangre flyvetur.
Hurtigt kom Joel Bwalya og Zambias nye spillere på fornavn med deres nye træner. Roald Poulsen var meget anderledes end de zambiske trænere, som spillerne kendte hjemmefra, fortæller Joel Bwalya:
- Han var en simpel mand. Han ville sige: "Kald mig bare Roald." Han snakkede meget roligt til spillerne, meget anderledes end zambiske trænere. Han gav dig en masse selvtillid. Han ville fortælle dig, hvad du kunne, og hvad du ikke kunne.
Ifølge Joel Bwalya var Roald Poulsen en eminent fodboldtræner, men det var hans menneskelige kvaliteter, der på rekordtid forenede den nye trup og skabte optimisme i lejren. Roald Poulsen var spillernes træner, men også deres ven, siger Bwalya:
- Roald kendte hurtigt alle spillernes fornavne, og så var han også hurtig til at samle et par gloser op på chinyanja og chibemba (Zambias to største etniske sprog, red.) Han ville råbe "isa kuno" (kom her, red.), og når der var en god træningssession, så ville han råbe "chapwa" (slut, red.) for ligesom at sige, at nu kunne vi ikke gøre det bedre, og så kunne vi ligesom godt stoppe træningen. Så ville alle grine. Han gjorde virkelig alt for at integrere sig i gruppen. Han blev en af os.
Roald Poulsen kunne være sjov, men han havde også en mere alvorlig side, husker Joel Bwalya:
- Han var en meget stille mand. Hvis han sad på sit kontor, så ville du tro, at han ikke engang kunne tale. Du ville tro, at han var i færd med at tænke over noget. Og så elskede han den individuelle ledelsesstil. Han kunne finde på at holde dig om skuldrene og gå rundt med dig på banen. Det var vi slet ikke vant til.
Roald Poulsens tid som zambisk landstræner kunne efterfølgende mærkes i hans tidligere klub, hvor Mwape Miti og Andrew Tempo repræsenterede OB i Superligaen.
Har du set Luna? Casper udlover stor dusør i jagten på sin rottweiler
kopieret!
Mandag morgen ved firetiden om morgenen lukkede Casper Schmidt familiens hund Luna ud i haven efter en nat, hvor hunden, der er af racen rottweiler, havde haft lidt maveproblemer.
Siden er der ingen, der har set Luna.
- Da vi ville lukke hende ind igen, var hun pist væk, fortæller Casper Schmidt til TV 2 Fyn.
Siden er Lunas forsvinden fra Kilenvej mellem Lakkendrup og Oure blevet omtalt i Fyns Amts Avis, på Linse Kesslers Instagram, ligesom eftersøgningen er delt vidt og bredt på Facebook.
Men stadig uden held, og lørdag har Luna været væk i efterhånden seks døgn.
Frygter nogen har hende
- Jeg har det sku ikke så godt. Jeg har ikke sovet ret meget. Jeg har ledt fra tidlig morgen til sen nat.
Casper Schmidt fortæller, at haven ikke er hegnet ind, hvorfor det ikke er unormalt, at Luna strejfer rundt på den nærliggende mark og nabomarkerne.
- Men hun kommer altid hjem igen, fortæller han.
Hvad der er sket med Luna, har Casper Schmidt haft rig tid til at spekulere over. Det værste, der kan være sket, er, at Luna er druknet, kørt ned eller på anden vis sidder fast et sted, som den ikke kan komme fri af.
- En anden frygt er, at der er nogen, der har taget hende. Men det er jo mærkeligt, for normalt samler man ikke lige en rottweiler op, siger han og fortæller, at Luna er en familiehund og derfor er den meget mild og glad for mennesker:
- Så har man mad og gider snakke med dem, så er man bedste venner, siger han.
Håber på julemirakel
Casper Schmidt har fået hjælp flere steder fra i jagten på den forsvundne Luna, og senest har han sammen med en mand fra Thisted undersøgt et større skovområde med en drone. Uden held.
Håbet om at finde Luna svinder ind, fortæller Casper Schmidt, der har ledt gennem marker, skove, brønde, forladte huse, skue. Intet af det har givet pote.
- Hvis ikke hun når at komme hjem til jul, så bliver det nok en jul, jeg ikke vil huske for noget godt, fortæller han.
Derfor har han udlovet en dusør på 10.000 kroner til den, der kan føre ham sammen med sin hund, som han savner meget.
Vil gøre alt for at få Luna tilbage
Men heller ikke det, har givet noget.
- Jeg har ikke fået et eneste tip fra nogen, som specifikt har set en rottweiler. Der er nogen, der har set en mørk hund, men ikke nogen, der specifikt har set en rottweiler, siger Casper Schmidt.
Næste skridt er at stemme dørklokker, og et sidste forsøg, som Casper tygger på lige nu, er at lave et opslag på Facebook, hvor han giver mulighed for, at man kan aflevere Luna anonymt til ham, hvis man har den og har fået dårlig samvittighed.
- Jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt for, at min hund kommer hjem igen, understreger Casper Scmidt.
Dit digitale aftryk
Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.
Du kan altid ændre dine præferencer senere
Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.
Se flere detaljer om vores cookies her