Socialminister kræver redegørelse om bostedsbosser
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dørmand Morten Lohmann Lauritzen og hans søn drev det nu tvangslukkede krisecenter TimeOut Fyn og tjente millioner af kroner, samtidig med at de begge kørte i milliondyre luksusbiler leaset gennem krisecentret.
Alt imens levede kvinder, som i forvejen var i krise, under stærkt kritisable forhold, viser Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyns afdækning af sagen.
Det har fået Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) til at bede om en redegørelse for sagen, skriver hun til medierne:
- Jeg kender ikke de konkrete omstændigheder i sagen om det nu lukkede krisecenter Time Out Fyn, men jeg har fulgt dækningen i pressen. Hvis der som beskrevet har været tale om misbrug af penge, som skal hjælpe udsatte kvinder i nød, så er det selvfølgelig dybt kritisabelt og noget jeg tager meget alvorligt. Jeg har netop bedt om en redegørelse fra socialtilsynet om sagen.