Han skrev og forklarede videre, hvad han så på biblioteket. Her opholdt han sig i en times tid, inden han tog hjem med en tung hovedpine efter at have lugtet lightergas.
Men billedligt talt kom hovedpinen også af tanken om den situation, Otterup efterhånden er i, fortæller Per Hermansen.
- Der er et generelt problem med stoffer i byen, siger han.
- Det er noget, der skal gøres noget ved nu. Det er en samlet opgave, som både forældre og SSP skal løfte.
Lightergas er grænsen
SSP i Nordfyns Kommune er blevet gjort opmærksom på lightergas-episoden på biblioteket i Otterup torsdag aften. Det oplyser SSP-konsulent Per Jensen i en besked til TV 2 Fyn.
- Vi er bekendt med hændelsen og er i gang med forebyggende indsatser, skriver han.
Også på biblioteket i Otterup er man på sagen. Hans Trygve Birkeland er bibliotekar og driftskoordinator, og han har set overvågningsbillederne fra torsdag aften igennem. Her kan han ikke se, at de unge sniffer lightergas, men han fortæller, at man har fundet de tomme dåser i en skraldespand uden for biblioteket.
Tidligere har de unge af og til opholdt sig på biblioteket, men hen over julen har de været der nærmest dagligt, fortæller Hans Trygve Birkeland.
- En del borgere har henvendt sig om unge, der hænger ud på biblioteket om aftenen. Det har vi været klar over. De har dog aldrig opført sig uordentligt. Men lightergas er vores grænse, og derfor har vi taget fat i SSP, siger Hans Trygve Birkeland.
- Hvis vi smider dem ud af biblioteket, går de bare et andet sted hen og sniffer lightergas. Så det er vigtigt, at nogle voksne tager hånd om dem.
Flere problemer
At der endelig er et fokus på de unge, og hvad de laver om aftenen i Otterup, var, hvad Per Hermansen ville med sit opslag på Facebook. Alt for længe har ingen gjort noget ved et åbenlyst problem, mener han.
- Skal en af de unge dø, før der bliver gjort noget, spørger han.
I Facebookgruppen ’Det sker i Otterup’ er det ikke første gang, der bliver gjort opmærksom på problemet.
I december beskrev en ekspedient, hvordan teenagere er begyndt at købe to-tre dåser lightergas ad gangen, og i november lagde en kvinde billeder op af en tom dåse lightergas kastet ved skolens legeplads.
Selv har Per Hermansen også set, hvordan handel med stoffer foregår på åben gade i Otterup.
Han mener, at en af årsagerne til problemet er, at de unge ikke længere har nogen steder at tage hen i Otterup. Så ender de steder som biblioteket, når personalet er taget hjem, og hvor selvbetjeningsåbningstiderne gør, at man stadig kan komme ind. Derfor er han glad for, at kommunens SSP-arbejde nu går ind i sagen.
- Det var også på tide, siger han.