Disse skolebørn kommer oftest til skade i trafikken
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Det er oftest de ældste skolebørn, der kommer til skade i trafikken. Derfor sætter fynske kommuner fokus på problemet.
Skolestart er lig med bøger, blyanter og cyklister på skolevejene.
Men det er ikke ufarligt, når unge slippes løs i trafikken. Værst ser det ud for de 13-16-årige, der ifølge statistikker fra Vejdirektoratet kommer over ti gange så meget til skade eller bliver dræbt som de 6-9-årige.
Derfor sætter Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden fokus på trafiksikkerhed med kampagnen "Teenager i trafikken". Det sker i samarbejde med flere fynske kommuner.
- Kampagnen er god. Det handler om at holdningsbearbejde. Jo flere gange vi fortæller, hvordan man skal færdes i trafikken, jo bedre effekt har det, fortæller Paul Qvist fra Nyborg Kommune.
Politiet holder øje med trafiksyndere ved landets skoler
Fyns Politi sætter sammen med landes andre politikreds de næste to uger fokus på trafikken ved skolerne.
Landets skoleklokker ringer de kommende dage ind til første skoledag, hvilket betyder, at der vil være mange nye og utrænede trafikanter på vejene.
Derfor skal trafikanter vise ekstra hensyn ved landets skoler, når de små poder begynder at bevæge sig ud i trafikken.
Igen i år vil politiet være massivt til stede ved skoleveje, fortæller Erik Terp Jensen, der er chef for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
Indsatsen går i gang mandag og varer frem til 18. august og skal sikre, at børnene kommer trygt og sikkert i skole.
- Hvert år ser vi desværre alt for mange bilister, der kører for stærkt, og som har glemt at bruge sele på sig selv og deres barn, siger Erik Terp Jensen i en pressemeddelelse fra Rigspolitiet.
Politiet vil især fokusere på, at travle forældre overholder de nedsatte fartgrænser omkring skolerne, og at bilernes sikkerhedsseler er i brug.
Når der skal vinkes farvel til de spændte skoleelever, vil politiet også være opmærksomme på forældrenes parkeringer.
Rigspolitiet råder i samarbejde med Sikker Trafik, Trygfonden og kommunernes skolestartskampagne forældre til at træne de små i deres daglige skolevej, så børnene kan færdes sikkert ude i trafikken.
Politiet foretager landsdækkende færdselskontrol på skolevejene ifm. #skolestart fra i dag til 18. august https://t.co/VR68hgJbyf #politidk pic.twitter.com/xMWKlFNisV
— Rigspolitiet (@Rigspoliti) 7. august 2017
Forældre skal tage ansvar
Den nationale kampagne skal ikke bare sikre bedre kørsel på skolevejene. Den skal også minde forældre om, at de skal være med til at tage ansvar.
- Når børnene bliver ældre, færdes de i højere grad alene i trafikken. Men teenagere har så meget andet i hovedet end trafiksikkerhed, så når det går galt, er det ofte, fordi de er uopmærksomme. De tager måske nogle chancer eller glemmer at fokusere på omgivelserne, når de for eksempel cykler sammen med deres venner. Derfor er det så vigtigt, at vi forældre også taler trafik og laver aftaler med vores store børn, for de har virkelig brug for det, siger Gitte Aagaard, seniorkonsulent i Rådet for Sikker Trafik, i en pressemeddelelse.
Derfor lyder rådene til både forældre og teenagere:
- Brug cykelhjelm og husk, at du ikke kun agerer i din egen verden. Og hvis du er forælder, så husk, at du også selv er et forbillede for dit barn, fortæller Paul Qvist fra Nyborg Kommune.