En måned til Tour de France: - Det er den største trafikale opgave nogensinde

Om præcis 30 dage kommer verdens største cykelløb til Fyn, og håndteringen af den trafikale udfordring i forbindelse med afviklingen er allerede i gang.

70.000.

Så mange civile tilskuere er Nyborg klar til at modtage, når anden etape af årets Tour de France slutter i den østfynske by lørdag den 2. juli.

Der bor 17.500 i Nyborg, så med en femdobling af mennesker i byen på dagen kræver det en ekstra trafikal indsats.

Den indsats står Asbjørn Larsen for. Han er politikommissær og leder af planlægningsafdelingen ved Fyns Politi, og han er imponeret af opgavens størrelse.

- Det er den største planlagte trafikale opgave, vi nogensinde har haft.

- Vi har haft mange store overvejelser i forbindelse med den dag. Ikke bare på grund af Tour de France. For det er jo også en stor rejsedag, og i den forbindelse er Nyborg og Storebæltsbroen et knudepunkt, siger Asbjørn Larsen.

Hvilket tidspunkt kommer feltet til Nyborg?

På dagen skal Tour de France-rytterne hen over Storebæltsbroen, og derfor bliver den store motorvejsforbindelse lukket fra klokken 13 til 18 i begge retninger.

- Når man lukker Storebæltsbroen i så mange timer, så giver det mange udfordringer, det kan ikke undgås, siger Asbjørn Larsen.

Lukker motorvejen flere kilometer før broen

Selvom cykelrytterne kører af motorvejen allerede ved den første afkørsel, så lukker motorvejen allerede ved afkørsel 46 Nyborg V.

- Vi laver en masse parkeringspladser derude, så det giver god mening at få folk af motorvejen der. Desuden er der flere store veje, som vi kan bruge til at guide de folk, der ikke skal til Tour de France, væk af.

- Desuden kan vi ikke køre det tættere på broen. Afkørsel 44 skal rytterne bruge til at køre af motorvejen, og afkørsel 45 er direkte ned på Storebæltsvej, der bliver opløbstrækning, siger Asbjørn Larsen.

Asbjørn Larsen og Fyns Politi er dog forberedt på, at trafikken alligevel kan sande til, når der kommer så mange mennesker.

Orienter jer og lad bilen stå

Selvom Asbjørn Larsen er godt forberedt på udfordringerne, så vil han ikke garantere, at dagen ikke kommer til at byde på store problemer.

- Nyborg Kommune er gået i gang store kommunikationskampagner, der fortæller, hvordan man skal forholde sig til den ekstraordinære situation, og jeg håber meget, at folk forbereder sig ved at søge information på deres hjemmeside.

- Derfor kan jeg ikke garantere, at tingene går gnidningsfrit, for det kræver, at folk har orienteret sig. Men jeg håber, at folk forbereder sig allerede nu, og at man samtidig lader bilen stå den dag, siger Asbjørn Larsen.

- Jeg håber, folk accepterer, at det nok ikke lige er den dag, man skal tage på sightseeing i området.

Det er ikke kun de trafikale udfordringer ved at arrangere tre etaper af Tour de France, som politiet forbereder sig på. Den generelle sikkerhed skal også forberedes grundigt, og derfor vil der i næste uge være ”usædvanligt mange” politimotorcykler hen over Fyn. 

Oversigt

    Oversigt