Forsvaret fører russisk ubåd forbi Storebæltsbroen
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
En russisk ubåd på omkring 140 meter sejler med otte til ti knob og dansk eskorte ind til Østersøen.
Omkring middagstid tirsdag har den atomdrevne, russiske ubåd Severodvinsk passeret forbi Storebæltsbroen på sin vej gennem danske farvande. Det oplyser vagthavende ved Forsvarets Operationscenter, Steffen Lund.
Ubåden blev eskorteret af Forsvaret ind i dansk farvand mandag klokken 16 og har siden med otte til ti knob (svarer til 14-16 kilometer i timen, red.) sejlet gennem danske farvande.
- I øjeblikket har vi en stor russisk ubåd, der er i gang med at transitere gennem de danske farvande på vej mod Østersøen. Det er en ret stor ubåd på omkring 140 meter, og den har følgeskab af to russiske fartøjer, siger Steffen Lund.
- Det er en opgave, hvor vi følger den russiske ubåd og eskorterer den ned gennem danske farvande for at sikre os, at de kommer godt igennem. Og vi står til rådighed, hvis de har brug for hjælp eller har nogle spørgsmål.
Ubåden er på vej til Flådens Dag i Rusland, der skal afholdes i Sankt Petersborg.
Selvom en russisk ubåd i danske farvande kan lyde dramatisk, forklarer Steffen Lund, at det ikke er usædvanligt, at Forsvaret fører skibe fra lande, der ikke er med i Nato, gennem dansk farvand til Østersøen og den anden vej.
- Det er ikke usædvanligt, at andre fartøjer fra ikke-Nato-lande passerer igennem. Det er ikke så tit, at vi ser ubåde af den her størrelse. Men selve det, at vi eskorterer den igennem, det er der ikke noget nyt i, siger han.
Ubåden sejler i overfladen, og dermed er der intet til hinder for, at den kan ses med det blotte øje fra kyster eller broer.
Selvom ubåden forventes at skulle den anden vej igen på et tidspunkt, er det ukendt, hvornår det sker.