Mercado vil forfølge sag om fejl på stemmesedler:
- Det er pinligt, en kæmpe brøler
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Fejl på stemmesedlerne i Nyborgkredsen ærgrer De Konservatives gruppeformand og fynske spidskandidat Mai Mercado. Hun vil forsøge at finde ud af, hvem der kan stilles til ansvar for fejlen.
- Det er pinligt, en kæmpe brøler. Jeg kommer til at forfølge den her sag.
Sådan lyder det fra en oprevet spidskandidat Mai Mercado (K).
På stemmesedlerne i Nyborg og Kerteminde er der opstået fejl i opstillingen af 12 ud af 14 partier til stor frustration for flere politikere på listen.
Heriblandt er partiet Konservative i Nyborg-kredsen blevet opstillet i alfabetisk rækkefølge fremfor sideordnet opstilling.
Her skulle den fynskvalgte gruppeformand Mai Mercado oprindeligt have stået øverst på stemmesedlen, men hun er i stedet endt i stikmodsatte ende som allersidst. Hvilket hun udtrykker som "træls på godt jysk" i et opslag på Twitter.
- Konservatives liste er blevet besluttet af partiet på en generalforsamling, hvorefter Nyborg Kommune, eller hvem det nu er, laver en fejl, der blæser på den beslutning. Det er ærligt talt noget rigtig rod, siger Mai Mercado til TV 2 Fyn.
Hver en stemme tæller
Hver en stemme tæller for et parti som Konservative i denne valgkamp. Partiets vælgertilslutning har været dalende, siden valgets udskrivelse for fire uger siden.
Partiet står ifølge seneste Megafonmåling for TV 2 til 5,9 procent af stemmerne på landsplan. Det er et dårligere end valgresultatet i 2019, hvor partiet endte på 6,6 procent af stemmerne.
Det er også markant dårligere, end hvor partiet stod for bare få måneder siden.
I slutningen af august, da partieder Søren Pape Poulsen lige havde meldt sig som statsministerkandidat, så meningsmålingerne særdeles lovende ud for Konservative, der dengang stod til at kunne blive det største borgerlige parti med hele 16,7 procent af stemmerne.
Men nu ser det ud til at kunne ende et helt andet sted for partiet.
Selvom Nyborg Kommunes sekretariatschef tidligere har været ude for at beklage fejlen, vil den Konservatives fynske gruppeformand ikke lade fejlen gå ubemærket hen.
- Jeg vil finde ud af, hvor fejlen opstået, og jeg vil finde ud af, hvem, der har begået den. Det her får jo betydning for mit personlige stemmetal, siger Mai Mercado.
Den østfynske folketingskandidat Lasse Haugaard Pedersen (S) opdagede i stemmeboksen, at hans navn var blevet placeret forkert på stemmesedlen. Men han har endnu ikke besluttet, hvorvidt han har i sinde at gå videre med sagen om de fejlslagne stemmesedler.
- Jeg er endnu ikke afklaret, om jeg vil forfølge sagen yderligere. Jeg synes i første omgang, at vi skal have nogle eksperter i valgret og vælgeradfærd til at kigge på det og vurdere, om der er grundlag for et efterspil, uddyber Lasse Haugaard Pedersen til TV 2 Fyn.
Professor maner til ro
Dog mener professor emeritus fra Aarhus Universitet Jørgen Elklit derimod ikke, at Konservatives Mai Mercado behøver at være bekymret for sit stemmeresultat.
- Det er selvfølgelig uheldigt, men Mai Mercado er en ganske kendt politiker og har en høj profil i partiet. Der er derfor ingen grund til at tro, at vælgerne ikke kan finde frem til hende på stemmesedlen, selvom hun ikke står øverst, siger professor Jørgen Elklit.
For at rette op på fejlen på valgstederne i Nyborg og Kerteminde er der efterfølgende blevet hængt korrigerede stemmesedler op på alle valgstederne.
Det giver vælgerne mulighed for at se, hvordan den oprindelige rækkefølge skulle have set ud.
Derudover gør de valgtilforordnede vælgerne opmærksomme på, at der er sket en fejl på stemmesedlerne, lyder det.
- Vi retter op på det så godt, vi kan, ved at gøre opmærksom på det på alle valgsteder, siger Nyborg Kommunes sekretariatschef Tina Andersen.
Er du stadig i tvivl om, hvor du skal sætte dit kryds? Så kan du tage kandidattesten her.
Hvor skal krydset sættes?
Tag kandidattesten og find ud af, hvilken politiker du er mest enig med.