Ministerie kalder fejl på stemmeseddel "alvorlig": Kan have kostet Lasse en plads på Christiansborg
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Lasse Haugaard Pedersen kom ikke i Folketinget efter fejl. Ministerie kalder nu fejlen for alvorlig og vil ikke udelukke, at han kunne have fået flere stemmer.
"En alvorlig fejl."
Det fastslår Indenrigs- og Boligministeriet nu, at rodet i rækkefølgen på stemmesedlerne i Nyborgkredsen var.
Ministeriet kan ikke udelukke, at fejlen i sidste ende har haft betydning for, hvilke kandidater der endte i Folketinget.
- Jeg er enig i, at det er en alvorlig fejl, der er sket, siger Lasse Haugaard Pedersen (S), hvis navn skulle have stået øverst på stemmesedlen, men endte næstnederst på listen.
Nyborgkandidaten var 109 stemmer fra at komme i Folketinget og klagede sammen med Socialdemokratiet og Venstre over fejlen til Indenrigs- og Boligministeriet.
Usikkerhed om påvirkning
Fejlen i rækkefølgen på stemmesedlen ramte 12 ud af 14 partierne på stemmesedlen i Nyborg, og ministeriet konkluder i en redegørelse udsendt tirsdag, at de ikke kan afvise, at fejlen har haft betydning for de enkelte kandidaters stemmetal og dermed, hvem der endeligt har fået plads i Folketinget.
Det gælder især for Lasse Haugaard Pedersen, der altså var 109 stemmer fra slå socialdemokraten Kim Aas, som fik en plads i Folketinget.
Ifølge Indenrigs- og Boligministeriets opfattelse, så kan Lasse Haugaard Pedersens valgresultat nemlig "ikke med sikkerhed" antages at være påvirket af fejlen. Derfor accepterer han også udfaldet.
- Jeg tager valgresultatet for gode varer, og jeg er meget tilfreds med de gode socialdemokrater, der blev valgt, selvom jeg selvfølgelig er personligt ærgerlig over ikke at blive valgt, siger socialdemokraten.
Samtidig skriver ministeriet også i redegørelsen, at det "næppe kan antages" at de øvrige kandidaters valgresultat er blevet påvirket af fejlen.
Det vurderer ministeriet ud fra en gennemgang af de personlige stemmetal for de kandidater, der skulle have stået øverst på stemmeseddelen for hvert parti ved folketingsvalget.
Kunne have fået flere stemmer
Ifølge Indenrigs- og Boligministeriet kan det dog ikke udelukkes, at Lasse Haugaard Pedersen ville have opnået flere personlige stemmer i Nyborgskredsen, hvis han havde været placeret øverst på stemmesedlen.
Ministeriet betegner det dog som "gisninger".
Og det støtter Lasse Haugaard Pedersen op om.
- Jeg er enig i, at man ikke kan gætte, hvad der var sket, hvis fejlen ikke var sket.
- Men jeg er også ret tilfreds med, at redegørelsen ikke kan afvise, at det betydning for mit personlige stemmetal, understreger den østfynsk kandidat.
Ministeriet gør det yderligt klart i redegørelsen, at Nyborg Kommune med flere initiativer forsøgte at rette op på fejlen på selve valgdagen.
Blandt andet hængte kommunen rettede opslag med den korrekt kandidatrækkefølge op i alle valglokaler og i alle stemmerum på valgdagen fra klokken 12.30.
Stolt over resultat
Ministeriet peger derudover på, at Lasse Haugaard Pedersen har opnået en markant højere andel af de personlige stemmer i Nyborgkredsen end i de øvrige kredse i Fyns Storkreds - altså på trods af fejl i rækkefølgen på stemmeseddlen.
- Redegørelsen kan ikke med sikkerhed afvise, at fejlen har har betydning for mit valg, men jeg kan med sikkerhed sige, at jeg er meget stolt over de stemmer, jeg har fået, og at jeg er den, der har fået flest stemmer i Nyborg, siger Lasse Haugaard Pedersen.
Ministeriet konkluderer også, at fejlen, der ramte 12 ud af 14 partier, ikke har haft nævneværdig betydning for de øvrige kandidater, som endte længere nede på listen.
Fejlen på stemmeseddlen opstod formentlig, fordi Valgsekretariatet i Nyborg Kommune aldrig modtog listen med den rigtige rækkefølge.
Den rigtige liste blev nemlig sendt til mailadressen sikkerpost@nyborg.dk og ikke til adressen sikkerepost@nyborg.dk, som kommunen hævder er deres eneste adresse til modtagelse af sikker post. Fejlen skyldes altså, at der manglede et 'e' i mailadressen mellem ordene 'sikker' og 'post.
Vil stille op igen
Fejlen og det skuffende resultat har ikke slået fynboen ud.
Det er nemlig den socialdemokratiske kandidats klare intention at stille op igen ved næste valg, efter at han fik 25 procent af stemmerne i Nyborgkredsen.
- Det er et godt udgangspunkt for at søge valg igen ved næste valg, hvis mit parti ønsker det. Jeg vil arbejde benhårdt for, at der igen kommer et folketingsmedlem på østfyn, siger den fynske kandidat.
For nu er Lasse Haugaard Pedersen tilfreds med, at der er lavet en undersøgelse af fejlen. Han har ikke tænkt sig at gå videre med sagen.
Fejlen på stemmesedlen i Nyborg var langt fra det eneste drama under folketingsvalget. Først en uge efter valgdagen fik DF'eren Alex Ahrendtsen afklaring på, om han var inde eller ude.