Muhs sikrer sig fire år mere som borgmester i Nyborg
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Venstre sikrer sig 14 mandater, og det betyder, at borgmester Kenneth Muhs kan tage fire år på borgmesterposten, han har siddet på de seneste to valgperioder.
Live: Klik her og følg valget i Nyborg Kommune.
Venstre-borgmester Kenneth Muhs går ét mandat frem i Nyborg og sikrer sig dermed flertal og fire år mere som borgmester.
- Det er meget overvældende, og jeg er meget ydmyg, stolt og taknemmelig over, at der har været så stor opbakning til mit hold, siger Kenneth Muhs.
- Det havde vi slet ikke turde tro, siger Nyborg-borgmesteren.
Venstre har et suverænt flertal i Nyborg, hvor partiet alene sidder på hele 14 af de i alt 25 mandater i byrådet. Ikke desto mindre ønsker den genvalgte borgmester at samarbjde på tværs.
- Vi har været rigtig glade for at samarbejde med Vi Lokale Demokrater og Dansk Folkeparti, men de er så ikke kommet med. For Venstre gælder det, at vi gerne vil arbejde bredt, så jeg håber på god dialog og samtale med de øvrige partier om et bredt samarbejde. Det vil vi gå efter, siger Kenneth Muhs.
Overblik: Sådan gik kommunalvalget i 2021 på Fyn
Hvem er blevet borgmester? Er der rødt eller blåt flertal i din kommune? Og hvad med regionen? Få et overblik over valgresultaterne, der løbende tikker ind, i takt med at stemmerne bliver talt op.
De sidste krydser ved kommunalvalget og regionsvalget 2021 er sat, valgstederne er lukket, og optællingen af stemmerne er gået i gang.
Nu skal magten fordeles i de ti fynske kommuner og Region Syddanmark, og hen over de næste timer, dage og uger får vi svar på, hvem der skal være borgmestre, og hvem der bliver valgt ind i de enkelte kommuner og regionsrådet.
Det store overblik
Fyn har fortsat ti mænd som borgmestre. Ni af de ti fynske borgmestre er blevet genvalgt. Socialdemokratiet holder fast i borgmesterposten på Ærø, hvor Peter Hansted (S) dog er ny mand på posten.
Dansk Folkeparti mister 17 byrådspladser på Fyn. Nye Borgerlige har til gengæld fået én plads i fire fynske byråd.
Fyns klart to største partier - Socialdemokratiet og Venstre - går begge to mandater tilbage samlet set på Fyn, mens Konservative sikrer sig 13 nye pladser.
Venstre strammer grebet om magten i Region Syddanmark med regionsrådsmand Stephanie Lose i spidsen.
Herunder er samlet nogle af de vigtigste spørgsmål i kommunerne og regionen.
Svarene vil løbende blive opdateret, når valgresultaterne bliver offentliggjort, og konstitueringerne falder på plads.
Odense Kommune
(Live: Få seneste nyt fra Odense)
Hvem skal være borgmester?
Peter Rahbæk Juel (S) fortsætter som borgmester.
Hvordan er mandaterne blevet fordelt i byrådet?
Socialdemokratiet (10), Konservative (6), Venstre (6), SF (2), Radikale Venstre (2), Enhedslisten (2), Nye Borgerlige (1).
Hvordan klarer Venstre og Konservative sig i forhold til hinanden?
Begge partier får seks mandater. Konservative fik 18,5 procent af stemmerne, mens Venstre fik 18,0 procent. Dermed er Konservative teknisk set større end Venstre.
Kommer Johnny Killerup eller andre fra de små partier og lokallister i byrådet?
Nej, hverken Liberaterne eller nogen af de andre lokallister fik en plads i byrådet. Heller ikke Dansk Folkeparti har en plads i Danmarks tredjestørste by.
Konstituering: Socialdemokratiet, Konservative, SF, Nye Borgerlige og Radikale Venstre. Venstre var til at starte med det eneste parti, som ikke var en del af konstitueringen, men i dagene efter forlod Enhedslisten aftalen.
Hvordan fordeler posterne sig?
Susanne Crawley (RV) fortsætter som børn- og ungerådmand, Søren Windell (K) bliver ny by- og kulturrådmand, Christoffer Lilleholt (V) bliver ny social- og beskæftigelsesrådmand, Brian Dybro (SF) bliver ny ældre- og handicaprådmand. Der oprettes to nye rådmandsposter: Tommy Hummelmose (K) bliver sundhedsrådmand, mens Tim Vermund (S) bliver klima- og miljørådmand.
Svendborg Kommune
(Live: Få seneste nyt fra Svendborg)
Hvem skal være borgmester?
Bo Hansen (S) fortsætter som borgmester.
Hvordan er mandaterne blevet fordelt i byrådet?
Socialdemokratiet (11), Venstre (7), Enhedslisten (3), Konservative (3), SF (2), Radikale Venstre (2), Dansk Folkeparti (1)
Kommer Den Lunefulde Liste eller andre lokallister ind i byrådet?
Nej, ingen af dem kommer ind.
Venstre, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti har sagt nej til store vindmøller på Sydfyn. Hvor mange mandater har de tilsammen?
De har ti mandater til sammen, og det er ikke nok til et flertal.
Konstituering: Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF, Dansk Folkeparti, Konservative og Radikale Venstre. Venstre er ikke med i konstitueringen.
Hvordan fordeler posterne sig?
Dorthe Ullemose (DF) bliver beskæftigelsesformand, Enhedslisten får en teknik- og miljøformand, Socialdemokratiet får en sundhedsformand, Konservative får en børn- og ungeformand.
Faaborg-Midtfyn Kommune
(Live: Få seneste nyt fra Faaborg-Midtfyn Kommune)
Hvem skal være borgmester?
Hans Stavnsager (S).
Hvordan er mandaterne blevet fordelt i kommunalbestyrelsen?
Socialdemokratiet (10), Venstre (5), Konservative (3), Dansk Folkeparti (2), SF (2), Radikale Venstre (1), Lokallisten (1), Enhedslisten (1).
Hvordan klarer højrefløjspartierne Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige sig?
Dansk Folkeparti får to mandater, mens Nye Borgerlige ikke kommer ind i kommunalbestyrelsen.
Konstituering: En bred konstituering med alle partier.
Assens Kommune
(Live: Få seneste nyt fra Assens)
Hvem skal være borgmester?
Søren Steen Andersen (V) får fire år mere.
Hvordan er mandaterne blevet fordelt i byrådet?
Venstre (13), Socialdemokratiet (8), Konservative (3), SF (2), Dansk Folkeparti (1), Nye Borgerlige (1), Enhedslisten (1).
Hvordan klarer højrefløjspartierne Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige sig?
Begge partier får én plads i byrådet.
Hvordan fordeler antallet af personlige stemmer sig mellem Søren Steen Andersen (V), Poul-Erik Svendsen (S) og Jens Henrik Thulesen Dahl (DF)?
Søren Steen Andersen (V) fik flest med 4.000 personlige stemmer - næsten fire gange så mange som Poul-Erik Svendsen (S), der fik 1.025. Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) fik 429 stemmer.
Konstituering: Venstre, Konservative, SF og Socialdemokratiet
Hvordan fordeler posterne sig?
Poul-Erik Svendsen (S) står i spidsen for Social- og Ældreudvalget, Venstre står i spidsen for Miljø-, Teknik- og Planudvalget samt Beskæftigelses-, Erhverv og Turismeudvalget, SF står i spidsen for Uddannelses-, Børn- og Familieudvalget, mens Søren Thomsen (K) står i spidsen for Kultur-, Fritids-, og Medborgerskabsudvalget.
Middelfart Kommune
(Live: Få seneste nyt fra Middelfart)
Hvem skal være borgmester?
Johannes Lundsfryd (S) får fire år mere.
Hvordan er mandaterne blevet fordelt i byrådet?
Socialdemokratiet (11), Venstre (7), Konservative (2), SF (2), Dansk Folkeparti (1), Enhedslisten (1), Nye Borgerlige (1)
Hvor mange af de små partier og lokallister får plads i byrådet?
Ingen. Tværpolitisk Anstændighed kommer ikke ind trods 3,3 procent af stemmerne.
Kommer den 92-årige debutant Peter Tscherning-Møller (K) i byrådet?
Nej, Konservative fik to mandater, og de gik til Morten Weiss-Pedersen og Christian Lynggaard Pedersen. Peter Tscherning-Møller, som fik 131 stemmer, kom lige akkurat ikke ind, da han blev nummer tre i Konservative i Middelfart.
Konstituering: Bred aftale med alle partier.
Nyborg Kommune
(Live: Få seneste nyt fra Nyborg)
Hvem skal være borgmester?
Borgmester Kenneth Muhs (V) får fire år mere.
Hvordan er mandaterne blevet fordelt i byrådet?
Venstre (14), Socialdemokratiet (8), SF (2), Konservative (1)
Beholder Venstre sit absolutte flertal i byrådet?
Ja.
Hvordan går det de mindre partier og lokallister?
Ingen af dem kommer ind i byrådet.
Konstituering: En bred konstituering blandt alle fire partier.
Hvordan fordeles de vigtigste poster?
Viceborgmesterposten går til Konservative, mens Socialdemokratiet får 2. viceborgmesterposten.
Nordfyns Kommune
(Live: Få seneste nyt fra Nordfyn)
Hvem skal være borgmester?
Morten Andersen (V) får fire år mere.
Hvordan er mandaterne blevet fordelt i kommunalbestyrelsen?
Venstre (12), Socialdemokratiet (7), Konservative (2), SF (2), Dansk Folkeparti (1), Radikale Venstre (1).
Hvordan klarer Radikale Venstre sig, og hvilken indflydelse har det på valgresultatet?
Radikale Venstre får ét mandat. Det er stadig uvist, hvilken betydning mandater får denne gang.
Beholder Venstre sit absolutte flertal i kommunalbestyrelsen?
Nej, Venstre mister ét mandat og har ikke længere absolut flertal i kommunalbestyrelsen. Venstre har dog stadig flertal med de borgerlige partier.
Konstituering: Bred aftale med alle partier.
Kerteminde Kommune
(Live: Få seneste nyt fra Kerteminde)
Hvem skal være borgmester?
Kasper Ejsing (S) får fire år mere og bliver den første borgmester, der får genvalg i kommunen.
Hvordan er mandaterne blevet fordelt i byrådet?
Socialdemokratiet (10), Konservative (9), Venstre (2), SF (1), Dansk Folkeparti (1), Enhedslisten (1), Nye Borgerlige (1).
Kerteminde er blevet kaldt det fynske Balkan. Trækker konstitueringsforhandlingerne ud ligesom i 2017?
Nej, det gik overraskende hurtigt denne gang. Kerteminde var en af de hurtigste fynske kommuner til at konstituere sig efter valget. Og så alligevel ikke. Der er sået tvivl om støtte fra Dansk Folkeparti, men som det er nu, er Kasper Ejsing fortsat borgmester.
Konstituering: Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Konservative, Venstre
Langeland Kommune
(Live: Få seneste nyt fra Langeland)
Hvem skal være borgmester?
Tonni Hansen (SF) fortsætter som borgmester.
Hvordan er mandaterne blevet fordelt i kommunalbestyrelsen?
SF (6), Venstre (5), Socialdemokratiet (2), Konservative (1), Radikale Venstre (1).
Langeland har forholdsmæssigt flest mandlige kandidater på Fyn. Hvor mange mænd får plads i kommunalbestyrelsen?
10 ud af de 15 medlemmer af kommunalbestyrelsen er mænd. Det svarer til to tredjedele.
Konstituering: Bred aftale med samtlige partier.
Ærø Kommune
(Live: Få seneste nyt fra Ærø)
Hvem skal være borgmester?
Peter Hansted (S).
Hvordan er mandaterne blevet fordelt i kommunalbestyrelsen?
Socialdemokratiet (4), ÆrøPlus (3), Konservative (3), Venstre (1), Ærøs Fremtid (1), Ærø i Centrum (1), SF (1) og Dansk Folkeparti (1).
Ærø har forholdsmæssigt flest kvindelige kandidater på Fyn. Hvor mange kvinder får plads i kommunalbestyrelsen?
3 ud af de 15 medlemmer af kommunalbestyrelsen er kvinder. Det svarer til en femtedel.
Konstituering: En bred konstituering.
Region Syddanmark
(Live: Få seneste nyt om regionsvalget)
Hvem skal være regionsrådsformand?
Stephanie Lose fortsætter.
Hvordan er mandaterne blevet fordelt i regionsrådet?
Venstre (17), Socialdemokratiet (12), Konservative (3), SF (2), Nye Borgerlige (2), Enhedslisten (2), Radikale Venstre (2), Dansk Folkeparti (1).
Hvem har flertal?
Venstre har flertal og har fremgang på 6,8 procentpoint. Dermed får Venstre tre yderligere pladser i regionsrådet.
Konstituering: Venstre står i spidsen for en konstituering med samtlige partier.
Du kan få meget mere nyt om valget på tv2fyn.dk.
Socialdemokratiet med den nye borgmesterkandidat Sonja Marie Jensen i spidsen mister ét mandat.
Dansk Folkeparti er helt ude af byrådet. Til gengæld er der plads til SF, der får to mandater, mens Konservative får ét.
Parti | Mandater | + /- |
---|---|---|
Venstre | 14 | +1 |
Socialdemokratiet | 8 | -1 |
SF | 2 | +1 |
Det Konservative Folkeparti | 1 | +1 |
Enhedslisten | 0 | 0 |
Nye Borgerlige | 0 | 0 |
Dansk Folkeparti | 0 | -2 |
Radikale Venstre | 0 | 0 |
Vi Lokale Demokrater | 0 | 0 |
Liberal Alliance | 0 | 0 |
Andre Partier | 0 | 0 |
Radikale Venstre får 1,8 procent, Nye Borgerlige får 1,5 procent og Vi Lokale Demokrater får 0,7 procent, men det er ikke nok til et mandat i byrådet for nogen af partierne.
Snehvide var i livsfare - nu skal forbud drøftes i Folketinget
Et borgerforslag om at forbyde salg, køb og distribution af nikotinposer med snus har fået over 50.000 støtter, meddeler Folketinget tirsdag på sin hjemmeside.
Det betyder, at forslaget vil blive debatteret i Folketinget som et beslutningsforslag.
Borgerforslaget blev offentliggjort 23. september, og her knap to en halv måned senere har det altså passeret grænsen til at komme på dagsordenen i Folketingssalen.
Borgerforslaget er blandt andet kommet i stand på baggrund af en rapport fra maj i år.
Rapporten, som DTU Sustain har udarbejdet for Miljøstyrelsen, anslår, at 5,3 millioner brugte nikotinposer hvert år ender i naturen.
Livsfarligt for firbenede
Rapporten viser også, at poserne bliver fremstillet af en form for semisyntetisk cellulose. Et materiale, som har en lighed med cigaretfiltre, og som antages at blive nedbrudt forholdsvist langsomt i naturen.
Ifølge DTU Sustain kræver det dog yderligere studier for bedre at kunne vurdere nikotinposernes nedbrydelighed i miljøet.
I sidste uge kom Dyrenes Beskyttelse, Dansk Kennel Klub, Den Danske Dyrlægeforening og Dyreværnsorganisationernes Samarbejdsorganisation med en opfordring til politikerne om at gribe ind.
- Vi skal have nikotinposerne væk fra gader og stræder, hvor de ligger kastet over alt. Det er selvfølgelig op til politikerne at finde ud af, hvordan det kan lade sig gøre, sagde Jens Jokumsen, familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.
De mange smagsvarianter af nikotinposer medvirker til, at hundene får lyst til at spise dem.
Niårige Snehvide endte i livsfare, efter hun slikkede på en nikotinpose i naturen.
- Det lignede, hun var fuld. Hun gik ind i væggen, hendes hjerte bankede meget kraftigt, og hun savlede, siger ejer Flemming Malmkvist.
Kommune er "kommet i tvivl" - kryber til korset efter heftig Tinderbox-debat
Et af de helt store spørgsmål, der har floreret siden weekenden, har været, om den ultrapopulære festival Tinderbox har været afholdt ulovligt, og om den kan fortsætte i fremtiden.
Tirsdag var lektor på Juridisk Institut på Syddansk Universitet Jøren Ullits ude henvise til en manglende lovhjemmel, og nu tager Odense Kommune bladet fra munden.
I et skriftligt svar til TV 2 Fyn skriver By- og Kulturforvaltningen, at der gennem en årrække har været afholdt koncerter og andre arrangementer i Tusindårsskoven, og at forvaltningen vurderede, at “det var muligt at afholde Tinderbox uden at være i konflikt med gældende plangrundlag”.
Lægger sig fladt ned
Den eksisterende lokalplan er fra 1992, og i den står, at der “kun opføres mindre bebyggelse, som er nødvendig for områdets drift som friareal og græsningsareal for kreaturer”.
Men selvom koncerter ikke er nævnt i planen, er kommunen kommet i tvivl, erkender den:
- Selvom Planklagenævnets afgørelse om Dyrskuepladsen ikke kan overføres direkte på plangrundlaget for Tusindårsskoven og Tinderbox, er forvaltningen dog kommet i tvivl om, hvorvidt det eksisterende plangrundlag er et tilstrækkeligt sikkert grundlag for fortsat afholdelse af arrangementer i Tusindårsskoven, skriver forvaltningen.
By- og Kulturudvalget går nu i gang med at udarbejde en ny lokalplan, der skal “modernisere og dermed fremtidssikre området i forhold til afholdelse af arrangementer”.
- Denne lokalplan forventes at kunne fremlægges til endelig politisk behandling for byrådet i foråret 2025.
Borgmester Peter Rahbæk Juel og rådmand Søren Windell har inviteret foreningen Dyrskuepladsens Naboer til et såkaldt dialogmøde om emnet torsdag eftermiddag.
Bulldogs sejrer og bejler til topplacering
Der var dømt drama for alle pengene, da Odense Bulldogs gæstede Herlev Eagles tirsdag aften i den bedste danske ishockeyrække, Metal Ligaen.
Fynboerne trak sig sejrrigt ud af opgøret, der endte 1-2, og som var præget af intensitet fra start til slut.
I anden periode gjorde svenske Joakim Thelin det til 0-1 i powerplay, og mindre end syv minutter senere gjorde Jonathan Brinkman det til 0-2.
Eagles formåede at bringe spænding ind i opgøret med en reducering blot få minutter før kampens afslutning.
Bulldogs er med 39 point nu placeret alene på tredjepladsen i Metal Ligaen. Holdet har dog spillet to kampe mindre end Aalborg Pirates med 44 point på andenpladsen.
Stjerne overrasket over at se sig som hund i ikonisk blad
Mie Højlund, der til dagligt spiller i Odense Håndbold, er dukket op i Andeby.
I det nyeste Anders And-blad er hun nemlig med - dog ikke som and, men som hund.
- Jeg blev spurgt, om jeg ville være en and eller en hund, og så sagde jeg en and, og så blev jeg en hund, så det er helt perfekt, siger Mie Højlund med et grin.
Det er en stor ære at optræde i bladet, mener hun.
Hun er ikke det eneste fynske sportsnavn, der har fået sin helt egen karakter. Det har også badmintonspiller Viktor Axelsen.
Får vi hvid jul i år? Nu kommer DMI med sit bedste bud
Månedsprognosen fra DMI er landet, og her kommer instituttet med sit bedste bud på, om vi kan forvente dalende sne i juledagene.
Det bliver overvejende skyet med lidt regn af og til i den sidste uge af december.
Temperaturerne vil ligge på mellem en og syv grader i dagtimerne og mellem minus tre og fem grader i nattetimerne.
Går du og drømmer om en hvid jul, er der nedslående nyt. DMI varsler nemlig, at der kun “måske kommer enkelte snebyger”.
- Svage lavtryk og fronter forventes at nå frem til landet fra vest. Det giver mildt vejr og kun en lille chance for hvid jul, lyder det.
Statistisk set er der syv procent chance for hvid jul, og det tal er ikke blevet højere i prognosen, fastslår DMI.
Hotel-mastodont giver anderledes julegave til trængte familier
Den fynske hotelkæde Milling Hotels giver en ekstra julegave til trængte familier.
De uddeler med andre ord gratis hotelovernatninger, som kan bruges hele næste år på et af kædens hoteller.
Ejeren af hotellerne, Dorte Milling, ved endnu ikke, hvor mange ansøgninger, de får. Men hun regner med, at minimum 25 familier får gavn af tilbuddet.
Jan arbejdede på værftet, da enorm kran kollapsede - tog cyklen hjem i fuld orkan
De fleste, der levede 3. december 1999, husker præcis, hvor de var, og hvad de lavede, da århundredets orkan ramte landet. Orkanen dræbte syv mennesker og kvæstede over 800. Den ødelagde også utallige genstande - blandt andet Lindøvæftets portalkran.
På den skæbnesvangre dag var Jan Lillesø på arbejde i Lindøværftets fabrikshaller.
Det var allerede stormende, da han mødte ind på arbejde, og mange blev sendt hjem, da vinduer i hallerne blæste ind. Jan Lillesø arbejdede dog i et område, som ikke var så kraftigt berørt af stormen.
- Vi gik rundt indendørs og arbejdede med høreværn på, men når vi engang imellem gik ud og trak luft, kunne vi godt mærke, at stormen blev værre og værre, fortæller han.
Troede, det var en joke
Det blev mørkt, og Jan Lillesø fortsatte arbejdet med høreværn på. Udenfor udspillede der sig samtidig et drama, som han aldrig så ved selvsyn, selvom han opholdt sig tæt på.
En 114 meter høj portalkran med en kampvægt på 3500 ton overgav sig til et vindstød på cirka 50 meter i sekundet og kollapsede henover et enormt containerskib, som var ved at blive bygget. En begivenhed, som senere fik enorme konsekvenser for værftets ansatte.
Uvidende gik Jan Lillesø til kaffepause, da døren til pauselokalet pludselig blev banket ind.
- Der stod en formand i døren, som sagde, at vi skulle gå hjem. Han sagde, at portalkranen var væltet, men vi troede, det var en joke. Vi havde jo lige set den, forklarer han.
Men det var ramme alvor, skulle Jan Lillesø snart forstå, så han pakkede sine ting og bevægede sig mod værftets port gennem hallerne, så han ikke skulle ud i det vilde vejr.
- Dørene klappede helt vildt, og vinden hylede i kranerne udenfor. Da vi kom op til porten, var der en voldsom aktivitet. Samtidig med, at vi forlod værftet, kunne vi se, at nogle af de høje herrer i firmaet mødte ind.
Jan Lillesø blev aldrig bange i situationen, men under cykelturen hjem fra arbejde gik alvoren op for ham.
- Jeg fik kontakt til min kone og mine børn, der var i svømmehallen. Dem fik jeg mine forældre til at hente, for de skulle ikke opleve den cykeltur hjem, som jeg lige havde haft.
Måtte hjemsende tusinder
Portalkranens kollaps satte i praksis værftets vigtigste produktionslinje ud af drift, og 2200 medarbejdere blev hjemsendt.
Den væltede kran udrettede store skader for 200 millioner kroner, og en ny kran var først på plads i foråret 2001, hvor der igen var nogenlunde normale tilstande på værftet.
Selvom den nye portalkran skulle kunne holde til vindstød af 70 meter i sekundet, var den allerede gal igen i 2008, da den nye kran rullede ukontrolleret af sporet efter et kraftigt vindstød og beskadigede to tårnkraner.
Axelsen kommer med hovent svar i vredesudbrud mod forbund
Tirsdag kom det frem, at Viktor Axelsen ikke stiller op i sæsonfinalerne i Kina på grund af en skade i sin venstre fod.
Nu raser den fynske badmintonstjerne mod det internationale badmintonforbund BWF, der kræver dokumentation for skaden, så Axelsen kan undgå en bøde.
- Jeg har ved flere lejligheder forsøgt at sende dokumentation, når jeg har været syg eller skadet, og hver gang får jeg en bøde alligevel, indleder stjernen sit opslag på X.
- BWF siger offentligt, at de bekymrer sig om spillernes helbred, men gør I det, når det kommer til stykket? Send mig bare bøden, tordner Axelsen videre.
I turneringen Denmark Open i oktober trak Axelsen sig, efter han kastede op under en kamp.
I aften lyser Storebæltsbroen op i særlig farve - her er årsagen
Fra tirsdag aften vil rejsende over Storebælt opleve, at pylonerne lyser grønt. Årsagen skal findes i, at det i dag er International Handicapdag.
- Over 500.000 danskere lever med et fysisk eller mentalt handicap. I dag markeres International Handicapdag, hvor målet er at fremme forståelsen og nedbryde de barrierer, som mange oplever i hverdagen, skriver Sund & Bælt på X.
Det er ikke første gang, at Storebæltsbroen lyser op i en god sags tjeneste. I november lyste pylonerne blåt for at sætte fokus på diabetikere, og i september var det World Heart Day, som Hjerteforeningen står bag, der blev markeret med rødt lys.
Den grønne farve vil kunne ses fra mørkets frembrud og frem til midnat.
Ekspert vurderer: Er Tinderbox reelt i fare?
Bliver der Tinderbox næste år?
Det er det helt store spørgsmål i disse dage, hvor politikere, erhvervsdrivende og musikelskere holder vejret for at se, om festivalen i Odense, der hvert år har 50.000 besøgende, ulovligt har fået tilladelse til koncerterne i juni.
TV 2 Fyn har bedt Jøren Ullits, der er lektor ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet, om at kigge på lokalplanen for området. Den er fra 1992.
- Nej, der har ikke været lovhjemmel til det. Kommunen skal have ændret grundlaget for, hvad arealet kan bruges til. Man kan ikke bare give en tilladelse til en begivenhed, hvis det strider mod lokalplanen. Koncerterne er for omfattende, især den type koncert. Så kommunen skal få vedtaget en ny lokalplan, hvis arealet fremover skal bruges til koncerter, siger Jøren Ullits.
Lokalplan fra 1992 nævner ikke koncerter
I området, hvor festivalen afvikles, må der ifølge lokalplanen fra 1992 “kun opføres mindre bebyggelse, som er nødvendig for områdets drift som friareal og græsningsareal for kreaturer”.
Den nævner intet om koncerter. Den 32 år gamle lokalplan blev lavet, da der dengang blev bygget en ny golfbane tæt ved Tusindårsskoven og altså 23 år inden musikken spillede til Tinderbox første gang i 2015.
Ifølge borgmester Peter Rahbæk Juel (S) er kommunen i gang med at ændre plangrundlaget, i håb om at Tinderbox og kæmpekoncerter på Dyrskuepladsen kan fortsætte i fremtiden.
Det er Michael Nielsen, som er bestyrelsesmedlem for Dyrskuepladsens Naboer, der som privatperson vil have undersøgt, om festivalen i Odense er lovlig.
Dyrskuepladsens Naboer har netop fået medhold i en klagesag, der har resulteret i, at flere store koncerter afholdt på Dyrskuepladsen har været ulovlige.
Spørgsmålet er, om naboerne til Tusindårsskoven kan få medhold i deres klagesager. Det er fortsat uvist.
Bekymrede unge frygter Tinderbox-aflysning: - Megatrist
- Det ville være megatrist.
Sådan siger 23-årige Amalie Huus, der har været på Tinderbox flere gange, om udsigten til, at musikfestivalen risikerer at lukke.
Det er Michael Nielsen, som er bestyrelsesmedlem i Dyrskuepladsens Naboer, der som privatperson vil have undersøgt, om festivalen i Odense er lovlig.
- Det synes jeg ikke er særligt fedt. Jeg har været til Tinderbox i rigtig mange år, og jeg vil rigtig gerne med næste år, siger 23-årige Sophie Jespersen, der studerer på UCL.
- Det vil ødelægge noget af sommeren. Det er et af de store højdepunkter, siger Michella Chanel Bøg Skovsager, der går i 2. g på Tietgenskolen i Odense.
Spørgsmålet er, om naboerne til Tusindårsskoven kan få medhold i deres klagesager.
Ulovlige kæmpekoncerter
Det er fortsat uvist.
Men Dyrskuepladsens Naboer har netop fået medhold i en klagesag, der har resulteret i, at flere store koncerter afholdt på Dyrskuepladsen har været ulovlige.
Nu vil Michael Nielsen have undersøgt, om også Tinderbox i Tusindårsskoven har været afholdt på et ulovligt grundlag.
Ifølge borgmester Peter Rahbæk Juel (S) er kommunen i gang med at ændre plangrundlaget, i håb om at Tinderbox og kæmpekoncerter på Dyrskuepladsen kan fortsætte i fremtiden.
Unge studerende: Det er ikke fair
TV 2 Fyn har spurgt en række odenseanere, hvad de siger til, at der er en risiko for, at det kan være slut med Tinderbox i Tusindårsskoven, som tiltrækker 50.000 gæster i juni.
Alle er enige om, at Tinderbox er kommet for at blive.
- Det er ikke fair, at det skal gå ud over så mange mennesker. Der er flere, der tager til Tinderbox, end der er naboer, det går ud over, men jeg kan godt se, det ikke er sjovt for naboerne, at det skal larme så meget, siger Nikolai Valentin, der går på Tietgenskolen i Odense.
En underskriftindsamling er blevet startet i håb om at bevare koncerter på Dyrskuepladsen og i Tusindårsskoven. Indtil videre har over 4.200 mennesker skrevet under.
Netop blandt de unge er der stor ærgrelse over, hvad en sommer uden Tinderbox vil betyde som odenseaner.
- Der er meget samvær i at tage til koncerterne. Der ligger meget i forfesterne og det at ses med efterskoleveninder og venner, man ikke har set i lang tid. Dem møder man derude, siger Clara Mortensen, der går i 2. g på Tietgenskolen.
Er du bekymret for din Tinderbox-billet?
- Ja. Jeg har brugt så mange penge på den. Det er ærgerligt. Vi er mange unge, der samles samme sted, siger Katrine Amalie Kaufmann, der også går i 2. g.
Tinderbox har ikke ønsket at kommentere festivalens fremtid.
TV 2 Fyn har spurgt Tinderbox, om det kan mærkes på billetsalget, at en nabo til festivalen vil have den lukket. Det har Tinderbox ikke ønsket at svare på.
Den nye lokalplan kommer i høring i januar, hvor blandt andre naboernes modstand mod festivalen vil blive taget i betragtning. I forbindelse med den nye lokalplan vil der også blive lavet en miljøvurdering og målt støjgener.
Tror du, at Tinderbox afvikles næste år?
- Ja, det har jeg svært for at se for mig, at det ikke er udfaldet. Det kræver dog blandt andet, at kommunen får lavet et udkast til en ny lokalplan og en miljøvurdering, men kommunen har en stor interesse i at sætte mange kræfter ind for, at det kan lade sig gøre, siger Jøren Ullits.
Meget skal gå galt
Så selv om det skulle vise sig, at Tinderbox har været afholdt ulovligt, skal meget gå galt, før næste års festival ender med at blive aflyst - også selv om naboerne klager over den nye lokalplan.
- Hvis de mener, det ikke må foregå, kan de klage til Planklagenævnet, men klagen suspenderer ikke noget. Hvis de klager, betyder det ikke, at kommunen ikke må bruge arealet på den pågældende måde, mens sagen bliver behandlet, bare fordi der er tvivl om, det er lovligt eller ej. Planklagenævnet når ikke at behandle en eventuel klage over den nye lokalplan inden sommeren 2025, siger Jøren Ullits.
Tinderbox afvikles efter planen næste gang fra 26. til 28. juni 2025.
Tinderbox har ikke ønsket at kommentere festivalens fremtid.
Se den vilde video: I dag er det 25 år siden, at orkan væltede kæmpe kran
Tagene blæste af, togene blev aflyst, broerne lukkede, og kranen på Lindøværftet væltede på grund af den historisk voldsomme “Decemberorkanen” 3. december 1999.
I dag er det 25 år siden.
Alligevel kan de fleste fynboer tydeligt huske, hvor de befandt sig, imens orkanen rasede.
Som den bevægede sig gennem Danmark, efterlod den skader for omkring 13 milliarder kroner og kvæstede 800 mennesker. På landsplan kostede den syv personer livet.
Voldsomste orkan
Flere fynboer oplevede også, at strømmen gik i deres byer.
Det skete også på TV 2 Fyn, der kort før den regionale nyhedsudsendelse var uden strøm. Årsagen var overrevne elledninger.
Orkanen var en af de voldsomste og mest omfattende i nyere dansk vejrhistorie.
Cyklist ramt af varevogn i voldsom ulykke
Der er sket en alvorlig færdselsulykke på Tåsinge. Det oplyser Fyns Politi.
- Klokken ni i morges på Vornæsvej på Tåsinge er der en bilist, der rammer en cyklist. Cyklisten er en ældre mand, som er svært tilskadekommen, siger Mads Boel, der er kommunikationsrådgiver hos Fyns Politi.
Politiet er fortsat i gang med at efterforske sagen og har ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt.
- Der er indtil videre ikke nogen sigtede i sagen, siger Mads Boel.
Billeder fra stedet viser, at varevognens forrude er blevet smadret. Cyklen ligger på vejen lige foran bilen.
Ulykken er sket på en landevej, hvor man må køre 80 kilometer i timen.