Skolebørn kom i mål med tourtrøjer
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Onsdag formiddag var der både is til alle og personlige hilsner, da flere end 900 skolebørn hængte Tour de France-trøjer op i Nyborg.
Den 2. juli fyldes Nyborgs gader med glade cykelentusiaster, men allerede onsdag var de samme gader fyldt med glade skolebørn.
Børnene skulle nemlig afslutte et større Tour de France-forløb og hænge over 900 cykeltrøjer i alle tour-feltets farver op.
- Jeg tror, de voksne bliver glade. Og så kan de se, at børnene også er med til at skabe noget, sagde en stolt Christian Grønbech Rolandsen, som går i tredje klasse på Danehofskolen i Vindinge.
Kommunens borgmester var mindst ligeså så stolt som Christian Grønbech Rolandsen, og kaldte ophængingen af trøjerne, som er skåret i træ og malet med personligt præg, for en af de store dage i det årelange forløb med at få verdens mest prestigefyldte cykelløb til byen.
- Jeg har glædet mig helt vildt, og vi kan bare høre omkring her, at nu skal der hænges trøjer op, sagde Kenneth Muhs til en baggrund af højlydte og forventningsfulde børnestemmer.
- De kommer til at hænge der, hvor hele verden kommer til at se dem, og så skal børnene selvfølgelig have en is bagefter, tilføjede han.
- Det er mere end et cykelløb
De mange cykeltrøjer blev nærmere bestemt hængt op ved målstregen på Storebæltsvej ved tankstationen Circle K tæt ved motorvejen.
Kenneth Muhs forklarede, at skolebørnenes indslag er en vigtig del af, at Tour de France-besøget skal være mere end et cykelløb, hvor både uddannelses- og kulturområdet er med indover.
- Vi vil gerne gøre det her til en oplevelse, hvor alle kan være med - uanset om man måske ikke nødvendigvis interesserer sig for cykelsport, siger Kenneth Muhs.
Den 2. juli skal således være en folkefest og følelsen skal være, at alle gjorde noget sammen.
- Og det her en rigtig vigtig markering af det, siger borgmesteren.
Som en del af projektet "Skoletouren" har alle skolebørn i Nyborg Kommunes 0. - 5. klasser malet en cykeltrøje skåret i krydsfiner.
Trøjerne er blevet malet på de enkelte skoler i løbet af foråret, og her har de pyntet de seneste måneder.
Et andet indslag i den store cykelbegivenhed har blomsterdekoratør Carina Sølberg Andersen stået for. Hun har pyntet en tre gange otte meter stor jernskulptur, som står på Nyborg Torv.