Udvalgsformand: Vi er i gang med at se på sager med fejl
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Nyborg Kommune er allerede i gang med at undersøge de sager, hvor BDO i en omfattende rapport har konstateret fejl i sagsbehandlingen. Det siger formand for social- og handicapudvalget i Nyborg Kommune Anja Kongsdal (V) til TV2 Fyn.
Hvad siger du til forslaget om, at genåbne sager, som går længere end 12 måneder tilbage?
- Allerede fra august måned, da vi bliver klar over, at der var problematikker på det her område, gik i gang med at se på alle de sager, der er fundet. Jeg er jo slet ikke i tvivl om, at vi er nødt til at gå tilbage og se på, om der er sager, som ikke er blevet behandlet efter hensigten og den gældende lovgivning, siger Anja Kongsdal.
Hun opfordrer institutioner og andre til at indberette bekymringer igen.
- Jeg er også nødt til at sige, at jeg håber i den grad, at vores institutioner som skoler eller andre, der har underrettet om børn, som de er bekymrede for, at de vil henvende sig igen, så vi får taget fat i alt, hvad der overhovedet kan tages fat i, siger hun.
- Der er ikke nogen undskyldning for det, der er sket her. Vi må tage det politiske ansvar og sikre, at de her børn og familier får den hjælp, de skal have, siger Anja Kongsdal.
Hun peger dog også på, at udvalget efter hendes mening ikke er blevet informeret korrekt.
- Vi politikere er ikke klogere, end den information, vi har fået. Der er ingen tvivl om, at vi i det politiske lag har spurgt ind til rigtig mange af de her ting igennem tiderne, og vi er åbenbart ikke blevet informeret korrekt. Det er dybt bekymrende, at det kan forekomme, siger hun.
Hun vil ikke gå ind i, om der er medarbejdere, der er blev hjemsendt som følge af sagen.
Hun glæder sig til gengæld over, at der nu er en ny direktør og en ny socialchef i kommunen. Hun tilføjer, at der nu skal opbygges tillid til, at det politiske udvalg får den information, det skal have, for at kunne agere.
I juni ansatte Nyborg Kommune Lone Grangaard Lorenzen som ny direktør for Børn og Skole, Arbejdsmarked og Borgerservice samt Social og Familie med virkning pr. 1. august 2023.