Kent Nielsen: Det er tungt!
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
- Når det eneste der tæller er point, så er der ikke noget fra den her kamp, som vi overordnet set kan tage med os. Sådan lyder det fra OB's træner.
Efter 1-2 nederlaget til Lyngby står det endnu engang klart, at OB har store problemer med at score mål. Og træner Kent Nielsen klamrer sig til tidligere tiders bedrifter.
OB fik en mindre optur med uafgjort mod Silkeborg, men søndag var alt ved det gamle, da OB hjemme tabte i Alka Superligaen.
Lyngby var på besøg og vandt opgøret 2-1, og hjemmeholdet måtte sande, at man har tabt ni ud af sæsonens 16 kampe indtil nu og ligger næstsidst i rækken med blot 11 point.
Målscoren hos OB lyder på 13-26, og Rasmus Festersen har blot scoret to gange i sæsonen, mens eksempelvis Anders K. Jacobsen endnu ikke har scoret. I sæsonen forinden scorede de to spillere henholdsvis 14 og 12 gange, og OB-træner Kent Nielsen klamrer sig til tidligere tiders bedrifter.
- I bund og grund kigger vi på, hvad folk tidligere har gjort. Så har man en anerkendelse af, at det ikke er godt nok lige i øjeblikket, men vi ved at potentialet er der, og det bliver vi ved at jagte, siger Kent Nielsen.
OB misser igen chancen for point
For øjnene af kun 4812 tilskuere, blev det til endnu et nederlag for OB på hjemmebane, da de søndag mødte Lyngby.
Lyngby tog sejren med 2-1 over OB i den tidlige Alka Superliga-kamp efter to Jeppe Kjær-scoringer i Odense. Nederlaget er OB's niende i sæsonen, mens Lyngby fortsætter den flotte sæsonstart.
David Nielsens Lyngby-spillere skulle rejse sig ovenpå sidste rundes 0-2-nederlag mod Randers FC, og det fik de gode muligheder for efter et tidligt koks i OB-forsvaret. Kampen var blot ti minutter gammel, da OB's højreback Mikkel Desler forsøgte at finde sin målmand med en tilbagelægning. Den blev for kort, og det skal den ikke være, når modstanderen har en angriber ved navn Jeppe Kjær. Den hurtige Lyngby-topscorer opsnappede afleveringen og kunne alene med OB-målmand Sten Grytebust gøre det til 0-1. Efter scoringen kom de fynske værter bedre med, og havde flere muligheder for at udligne, men skarpheden manglede som ofte før i denne sæson. Kort inden pause var Lyngby tæt på at øge føringen, da Mikkel Rygaard ramte træværket på et frispark lidt uden for feltet.
Efter pausen fortsatte OB med at dominere spillet. Det kastede et hjørnespark af sig, hvor Jóan Edmundsson kom højest og headede bolden i mål til 1-1. Et kvarter senere dukkede Lyngbys Jeppe Kjær igen op. En afslutning blev rettet af, og Kjær var hurtigt over den og prikkede bolden i mål til slutstillingen 1-2. OB kom tæt på udligningen til slut, men manglede både held og dygtighed til at få bolden i mål. Med sejren kravler Lyngby op på Superligaens fjerdeplads.
I dagens kamp havde Anders K. Jacobsen et par muligheder, og Kent Nielsen er glad for, at mulighederne trods alt opstår.
- Vi bliver nødt til at have målsætningen om, at vi bliver ved med at komme i de farlige situationer, for vi har spillere, der før har vist, at de kan.
- Jeg må også erkende, at Jesper Hansen står en god kamp, for jeg synes, at vi har nogle fine afslutninger, siger Kent Nielsen.
OB bragte sig i en svær situation, da højrebacken Mikkel Desler efter ti minutter lavede en for kort tilbagelægning. Den opfangede Lyngby-topscoreren Jeppe Kjær og scorede.
- Vi gjorde det svært for os selv. Det er rigtig skidt at komme bagud mod et hold, der har vist stor styrke i at forsvare en 1-0-føring. Det vil Mikkel være enormt ærgerlig over. Det var et fejlskøn.