Camilla Bøgeholt Lund

Journalist

16. sep. 2018 kl. 16:44

800 kroner for to minutter: - Det giver et adrenalinkick

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del

HCA Airport var lørdag fyldt med hurtige biler, og motorglade mennesker betalte glædeligt i dyre domme for en tur. Det blev til så mange ture, at eventet slog rekord.

Selvom turen havde kostet 800 kroner og ikke varede mere end et par minutter, var Mik fra Nordfyn høj på adrenalin.

- Det giver et adrenalinkick. At køre så stærkt og bare kaste den rundt i svinget, det er fedt, siger han efter køreturen.

Men det er jo en kort oplevelse?

- Ja, men der skal heller ikke mere til, svarer han.

En af de hurtigste Porscher og en af de hurtigste Ferrarier holder stævnemøde på asfalten. Foto: Sportcar Event

Køreturen var en del af indsamlingsarrangementet Sportcar Event, som primært samler penge ind til Børnecancerfonden og mindre donationer til Tryghuset i Skejby samt børnehospice Lukashuset. Eventet har eksisteret siden 2002, hvor folk har kunne betale for en tur i en Lamborghini, Ferrari, Porche eller en anden hurtig bil.

Læs også: Kræftramte børn fik en dag med fart og sportsvogne
Gå tilbage Del
22. aug. 2017 kl. 19:51

Kræftramte børn fik en dag med fart og sportsvogne

Tirsdag var H.C. Andersen-lufthavnen fyldt med hvinende sportvogne, der kørte rundt med kræftramte børn og deres familier.

Hjulene hviner, og motoren gasser voldsomt op. På forsædet af en hvid og rød porche sidder femårige Marcus Rudbjerg og er klar til at få en tur i den lynhurtige sportsvogn.

Marcus har brugt det sidste år på landets kræftafdelinger, og har også været en tur i USA for at blive opereret og få strålebehandling mod den tumor, der sidder i hans hjerne. Men i dag handler det om noget helt andet.

- Racerbiler, og jeg skal køre i dem, fortæller han.

Marcus og hans familie er nemlig blevet inviteret til H.C. Andersen-lufthavnen sammen med andre kræftramte børn fra fyn for at køre i sportsvogne.

Et afbræk fra hverdagen

Hele dagen er arrangeret af Sportscar Event, faciliteter og kørerbane har H.C. Andersen-lufthavnen sat til rådighed, og alle bilerne og deres ejere er her frivilligt for at give børnene en god oplevelse. Og en dag med sådan et arrangement betyder ifølge Marcus Rudbjergs mor rigtig meget:

- I sådan et år, hvor alting har handlet om sygdom, så kommer man ikke på egne ben ud og får oplevet en hel masse, fordi det skal planlægges, og det er ikke altid, at overskuddet lige har været til det, men når det er planlagt for en, så betyder det meget, at vi bare skal møde op og hygge os, siger Marlene Rudbjerg.

I løbet af dagen var det også tydeligt, at både Marcus og storebror Tobias havde det sjovt med at prøve alle bilerne.

- Altså jeg har jo dårligt set ham endnu, siger Marlene Rudbjerg og smiler:

- Han løber fra den ene racerbil til den anden, og jeg kan høre, at de snakker indbyrdes om, at nu skal de hen og prøve den og sådan noget.

Sportsvogne tjerne ind til børnene

Arrangementet tirsdag går forud for et andet arrangement på lørdag, hvor alle er inviteret til lufthavnen for at prøve en Ferrari, Lamborghini, Porche eller en af de andre sportsbiler. Her koster det dog mellem 300 og 1.600 at få en tur. Pengene, der ryger i kassen, går til velgørenhed. 80 procent går til børnecancerfonden.

Sportscar Event har igennem 15 år arrangeret lignende velgørenhedsarrangementer, hvor frivillige med deres sportsvogne tjerner ind til forskellige formål.

- Der plejer at være stor tilslutning til det. Både fra kørernes side, men også publikum. Og så har vi en del frivillige, der hjælper til over hele landet. Der bliver støttet op om det, siger Jack Mogensen, dagligleder af Sportscar Event.

På lørdag er det mellem klokken 9 og 16, at man kan komme og prøve en tur i en af bilerne.

Rekordindsamling

Arrangementet blev holdt på FDM Jyllandsringen, FDM Sjællandsringen og i HCA Airport, og der blev kørt så mange ture, at indsamlingen slog rekord.

To nye rekorder! På Fyn passerede de 500.000 kroner. Foto: Sportcar EVent

På Fyn blev det til over 500.000 kroner, og dermed blev det samlede beløb i år over 3,3 millioner kroner. Siden det startede har det dermed kørt 22,6 millioner kroner ind til kræftramte børn.

Bilerne

4 Ekstraordinære
1: LaFerrari 
2: Aston Martin One-77
3. Porsche 918
4: Lamborghini Aventador Roadster SV
 
4 nye sportsvogne
1: Ferrari F12 TDF
2: Dodge Viper ACR
3: Mclaren 675 LT
4: Honda NSX
 
4 velkendte
1: Lamborghini Aventador
2: Ferrari 458 Speciale
3: Ford Mustang GT
4: Chevrolet Camaro V8

Den dyreste dyt

Mik fra Nordfyn gav 800 kroner for en tur i en Ford Mustang, og det var ikke engang den dyreste tur. Et par munitter i en Ferrari F12 kostede 2000 kroner.

Porsches hurtigste slikker sol på HCA Airport, mens en Lamborghini med 12 cylindre gør sig klar. Foto: Sportcar Event

Jason Watt og hans Ford GT holdt stort set ikke stille mellem klokken 9 og 16. Han kørte ture for i alt 99.200 kroner og gjorde dermed sit til, at Sportscar Event Fyn passerede en milepæl med ture for over en halv million kroner.

Jason Watt er landet efter at have kørt ture for tæt på 100.000 kr. Dermed var han med til at sætte ny rekord for Sportscar Events kørsel på Fyn. Foto: Sportcar Event

Sportscar Event blev afholdt første gang i HCA Airport i 2015, og banens længde er 1,5 kilometer.

11. sep. 2018 kl. 10:47
Fyn

Mejerist Jørgen Hoff er en af dem man kan møde til Rygeostens Dag

Morten Grundholm
/

Premiere fredag: Oplev Rygeostens Dag for første gang

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del

Hvis den cremede og røgede ost får tænderne til at løbe i vand, og hvis forkærligheden for egnsretter også er vigtig for dig, så skal du til Rygeostens Dag på fredag.

Hvordan får rygeosten sin røgede smag, og hvilke bud har folketingsmedlem Julie Skovsby  på sin bedste retter med rygeost? Det er noget af det fynboerne kan opleve, når TV 2/Fyn inviterer alle osteglade fynboer til Rygeostens Dag.

Arrangementet vil finde sted på Flakhaven i Odense. Man kan blandt andet opleve, hvordan en rygeost får sin røgede smag, når Jørgen Hoff fra Gundestrup Mejeri tryller ved sin rygeovn. Derudover vil man kunne møde Signe Ryge fra TV 2/Fyn og et par af de særlige rygeostambassadører, som har sluttet sig til TV 2/Fyn i kampen om rygeostens overlevelse. De er klar til at fortælle om deres forhold til rygeost, og så vil de serverer deres yndlingsretter med rygeost.

Rygeostens Dag

  • Fredag den 14. september klokken 15.00
  • Arrangementet finder sted på Flakhaven i Odense
  • Rygeostens Dag er gratis
  • Forhåndstilmelding er ikke nødvendig
  • Rygeostens Dag er arranget i forbindelse med SPIS! Odense Food Festival
  • TV 2/Fyns Folketjeneste er arrangør af Rygeostens Dag

I starten af året gik TV 2/Fyn ind i kampen for at redde det truede mejeriprodukt, den fynske rygeost. Nu kan du kommen med til den allerførste dag dedikeret til rygeosten.

Mød rygeostambassadører

Som en del af kampen for rygeostens overlevelse har TV 2/Fyn samlet en hær - eller et ambassadørkorps, om man vil - med det budskab at sprede positiv energi omkring rygeosten. Hæren består af flere folketingspolitikere og borgmestre.

Som ambassadør for rygeosten, skal man blandt andet tale pænt om osten, stille sig til rådighed, hvis man bliver kontaktet af fynske medier om emnet, og gennem sociale medier opfordre til at spise rygeost.

Udover folketingsmedlemmerne Julie Skovsby og Dan Jørgensen vil også rygeostambassadører Tine Gudrun, som er direktør for SPIS! Odense, fortælle om rygeostens mange hemmeligheder.

Læs også: Laktoseintolerant og tidligere minister melder sig i rygeost-hær
Gå tilbage Del
6. feb. 2018 kl. 19:53
Fyn

Laktoseintolerant og tidligere minister melder sig i rygeost-hær

Flere kendte fynboer melder sig under fanerne og kæmper for den udrydningstruede rygeost. Korpset består indtil nu af 11 ambassadører.

TV 2/Fyn har en mission: Den bløde, runde rygeost skal tilbage på ethvert frokostbord, og vi har allieret os med 11 fynboer, der skal udbrede rygeostens allerbedste egenskaber.

Rygeosten er den eneste ost, danskerne nogensinde har opfundet. I flere århundreder er rygeosten blevet fremstillet på Fyn, og halvdelen af al dansk rygeost købes i dag af fynboer.

Alligevel er rygeosten truet, og kun fire mejerier - hvoraf tre ligger på Fyn - producerer stadig rygeost. I 2017 standsede Arla rullebåndene og indstillede produktionen af den røgede ost.

Ambassadørerne

  • Julie Skovsby, folketingsmedlem, Socialdemokratiet
  • Tonni Hansen (SF), borgmester, Langeland Kommune
  • Merete Risager (LA), undervisningsminister
  • Lars Chr. Lilleholt (V), energi-, forsynings- og klimaminister
  • Bo Hansen (S), borgmester, Svendborg
  • Hans Stavnsager (S), borgmester, Faaborg-Midtfyn Kommune
  • Trine Bramsen, folketingsmedlem, Socialdemokratiet
  • Jan Johansen, folketingsmedlem, Socialdemokratiet
  • Erik Christensen, folketingsmedlem, Socialdemokratiet
  • Alex Ahrendtsen, folketingsmedlem, Dansk Folkeparti
  • Jane Heitmann, folketingsmedlem, Venstre
  • Erling Bonnesen, folketingsmedlem, Venstre
  • Kenneth Muhs, (V), borgmester, Nyborg Kommune
  • Dan Jørgensen, folketingsmedlem og tidligere fødevareminister, Socialdemokratiet

Derfor samler TV 2/Fyn en hær - eller et ambassadørkorps, om man vil - med det budskab at sprede positiv energi omkring rygeosten. Forhåbentlig vil korpset inden længe vokse sig stor og mægtig.

11 ambassadører

Indtil nu består korpset blandt andre af Langelands borgmester, Tonni Hansen (SF), der godt nok er overfølsom over for laktose, men ikke er intolerant over for fynske missioner, og den tidligere socialdemokratiske fødevareminister Dan Jørgensen.

OPSKRIFTER

Hvordan spiser du din rygeost? Send din bedste opskrift på rygeost til redaktionen@tv2fyn.dk. Du kan også dele dem på sociale medier med hashtagget #rygeost

Hans strategi for at sikre bevarelsen af rygeosten er helt klar:

- Jeg vil fortsætte med at spise rigtig meget rygeost, men det er nok ikke helt nok. Så derudover vil jeg skrive til vores fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) og gøre ham opmærksom på, hvor meget den forkerte vej, det går for rygeosten, siger Dan Jørgensen.

Dog regner folketingspolitikeren ikke med, at de fynske politikere ligefrem kan få indført en lov, der skal sikre rygeostens fremtid, selvom han kæmper stærkt for ostens fremtid sammen med de øvrige ambassadører i rygeost-hæren.

- Vi får nok ikke vedtaget, at der skal være rygeost i feltrationerne, som Jacob Haugaard gjorde det med Nutella, siger han.

Det skal ambassadørerne

Som ambassadør for rygeosten skal man:

  • Tale pænt om og være en god ambassadør for et enestående fynsk fødevareprodukt
  • Stille sig til rådighed, hvis man bliver kontaktet af fynske medier om emnet
  • Uploade/bruge de sociale medier til at opfordre til vigtigheden af at spise rygeost og bevare en fynsk kulturtradition ved at opfordre til, at der også er rygeost til stede på frokostbordet

Sådan startede kampen for rygeosten

Kampen for rygeosten startede tilbage i februar, hvor TV 2/Fyn mødte mejerist Jørgen Hoff, som har Gundestrup Mejeri ved Vester Skerninge. Han har en mission om, at flere skal spise rygeost. Hvis ikke der bliver gjort noget, kan det nemlig ende med, at den fynske rygeost bliver glemt.

Læs også: Jørgen Hoff har en mission: - Alle har ret til en god rygeost
Gå tilbage Del
5. feb. 2018 kl. 17:29
Fyn

Jørgen Hoff har en mission: - Alle har ret til en god rygeost

Mejerist Jørgen Hoff har en mission om, at flere skal spise rygeost, men osten er ikke så populær, som den burde være, mener madekspert.

Alle har ret til en god rygeost, siger mejerist Jørgen Hoff.

“Rygeosten har faktisk ikke den status, den burde have. Det er den eneste originale danske ost.”

— Nina Bauer, madhistoriker

Man skulle nærmest tro, at Jørgen Hoff siger det i søvne. Det bliver i hvert fald sagt en del gange, mens TV 2/FYN er på besøg hos Gundestrup Mejeri ved Vester Skerninge.

Mejeriets hovedproduktion er rygeost, og de laver godt 11.000 af dem om ugen. Men det er de efterhånden næsten alene om. Rygeostproduktionen er nemlig de seneste årtier faldet til kun at foregå på i alt fire mejerier i Danmark, hvoraf tre af dem ligger på Fyn. Blandt andre lukkede Arla deres rygeostproduktion i efteråret 2017, da salget af osten var for lavt.

Rygeosten får ikke nok anerkendelse

Og selvom de fleste fynboer måske kender til egnsretten, får rygeosten ifølge en ekspert slet ikke den opmærksomhed, som den fortjener.

- Rygeosten har faktisk ikke den status, den burde have. Det er den eneste originale danske ost, siger Nina Bauer, der er madhistoriker.

Jørgen Hoff har svært ved at genkende madhistorikerens pointe, da det ifølge ham går godt for rygeosten på Gundestrup Mejeri. Der er i dag otte medarbejdere og mejeriet har de sidste par år øget salget af rygeost siden Jørgen Hoff købte det i 2007.

- Hvis der er noget, jeg ikke kan stå for, så er det gamle mejerier, gamle biler og kvindfolk, fortæller Jørgen Hoff.

Gundestrup mejeri er bygget op på gamle traditioner og al produktion foregår ved håndkraft. Og det er en stor tradition, de løfter, for ifølge Nina Bauer er rygeosten altså den eneste originale danske ost, da de andre oste, der produceres i Danmark, er kopier af udenlandske ostetyper.

Rygeost

Rygeosten er blevet produceret på samme måde i flere hundrede år. Osten er en ikke modnet blød ost, der består af syrnet mælk, der drænes, så vallen løber fra. Herefter tilsættes salt og osten røges.
Kilde: Jørgen Hoff, Mejerist, Gundestrup Mejeri

Ifølge madhistoriker Nina Bauer er rygeosten truet som dagligvare og kan ende som noget, der kun tages frem på julebordet. Her nævner Nina Bauer et eksempel som den sjællandske egnsret finker, der består af indmad fra en gris. Retten var tidligere en normal spise på landet, men findes nu kun på juleborde.

Ifølge eksperten er der dog håb for, at rygeosten ikke ender som de sjællandske finker.

- Den seneste maddille har været fermentering, og røg kunne godt være det næste, så det kunne godt være noget foodierne tager til sig og begynder at eksperimentere med at ryge selv, siger Nina Bauer.

I Gundestrup fortsætter mejerist Jørgen Hoff med at gøre noget ud af hver eneste ost i sit mål om at udbrede den røgede delikatesse.

- For mig er det vigtigste at levere det bedste ud hver gang. Det er lige meget, om det er til den ene, den anden, den tredje eller den fjerde. Og hr. og fru Danmark har i hvert fald fortjent det.

Gundestrup Mejeris hovedproduktion er rygeost, og de laver godt 11.000 af dem om ugen. Men det er de efterhånden næsten alene om. Rygeostproduktionen er nemlig de seneste årtier faldet til kun at foregå på i alt fire mejerier i Danmark, hvoraf tre af dem ligger på Fyn. Blandt andre lukkede Arla deres rygeostproduktion i efteråret 2017, da salget af osten var for lavt.

Jørgen Hoffs mission talte til TV 2/Fyns forkærlighed for Fyn. Rygeosten er en del af fynboernes identitet, den har været fremstillet på Fyn i århundreder, og halvdelen af al dansk rygeost sælges på øen, og derudover er rygeost Danmarks ældste og eneste originale ost. Argumenter nok for at TV 2/Fyn gik ind i kampen for rygeostens overlevelse.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her