Jørgen Hoff har en mission: - Alle har ret til en god rygeost
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Mejerist Jørgen Hoff har en mission om, at flere skal spise rygeost, men osten er ikke så populær, som den burde være, mener madekspert.
Alle har ret til en god rygeost, siger mejerist Jørgen Hoff.
Man skulle nærmest tro, at Jørgen Hoff siger det i søvne. Det bliver i hvert fald sagt en del gange, mens TV 2/FYN er på besøg hos Gundestrup Mejeri ved Vester Skerninge.
Mejeriets hovedproduktion er rygeost, og de laver godt 11.000 af dem om ugen. Men det er de efterhånden næsten alene om. Rygeostproduktionen er nemlig de seneste årtier faldet til kun at foregå på i alt fire mejerier i Danmark, hvoraf tre af dem ligger på Fyn. Blandt andre lukkede Arla deres rygeostproduktion i efteråret 2017, da salget af osten var for lavt.
Rygeosten får ikke nok anerkendelse
Og selvom de fleste fynboer måske kender til egnsretten, får rygeosten ifølge en ekspert slet ikke den opmærksomhed, som den fortjener.
- Rygeosten har faktisk ikke den status, den burde have. Det er den eneste originale danske ost, siger Nina Bauer, der er madhistoriker.
Jørgen Hoff har svært ved at genkende madhistorikerens pointe, da det ifølge ham går godt for rygeosten på Gundestrup Mejeri. Der er i dag otte medarbejdere og mejeriet har de sidste par år øget salget af rygeost siden Jørgen Hoff købte det i 2007.
- Hvis der er noget, jeg ikke kan stå for, så er det gamle mejerier, gamle biler og kvindfolk, fortæller Jørgen Hoff.
Stopper produktion af rygeoste: Arla lukker mejeri i Odense
Arla Foods stopper sin produktion af rygeoste på Thrane Mejeri i Odense på grund af faldende salg. Mejeriet lukker i starten af oktober.
Arla Foods har besluttet at lukke Thrane Mejeri, der producerer rygeoste under Thrane Mejeri-varemærket.
Lukningen sker på grund af et vigende salg af rygeoste, og fordi produktionen på mejeriet ikke længere er tidssvarende og tilstrækkelig lønsom. Dermed stopper Arla Foods sin produktion af rygeoste i Danmark, oplyser koncernen i en pressemeddelelse.
- Det er ikke længere rentabelt for Arla Foods at fortsætte den unikke produktionsform af rygeoste på Thrane Mejeri. De seneste år har vist et fald i salget af rygeoste, og samtidig vil det kræve en større investering, at sikre en langsigtet produktion på Thrane Mejeri, siger mejeridirektør i Arla, Ole E. Hansen.
Produktionen på Thrane Mejeri stopper i starten af oktober, og mejeriets 7 medarbejdere fik besked her til formiddag. Sammen med medarbejdernes fagforeninger vil Arla nu udarbejde en plan for at sikre, at alle medarbejdere får gode betingelser for deres videre jobsituation.
- Vi har gode erfaringer med at skaffe nye jobs til berørte medarbejdere, og vi vil naturligvis gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe mejeriets medarbejdere videre i deres arbejdsliv, siger Ole E. Hansen.
Arla Foods vil bl.a. tilbyde medarbejdere mulighed for efteruddannelse og hjælp til jobsøgning.
Thrane Mejeri er Arla Foods mindste danske mejeri og producerer hvert år ca. 260 tons rygeoste.
Gundestrup mejeri er bygget op på gamle traditioner og al produktion foregår ved håndkraft. Og det er en stor tradition, de løfter, for ifølge Nina Bauer er rygeosten altså den eneste originale danske ost, da de andre oste, der produceres i Danmark, er kopier af udenlandske ostetyper.
EU skal beskytte fynsk rygeost
EU skal sikre Fyn eneretten til fynsk rygeost.
Italienske Parma har eneret over parma-skinken og grækerne har sikret sit retten til feta. Nu vil tre fynske mejerier og rygeostproducenter sikre retten til rygeost.
- Det er et oprindeligt produkt, der er udsprunget fra Fyn i tidernes morgen. Det skal vi værne om, siger direktør i Løgismose og idemand bag projektet, Steen Aalund Olsen til Fyns Amts Avis.
Eneste sted i verden
Løgismose Mejeri har siden august 2011 samarbejdet med Gundestrup og Arla Foods Thrane Mejeri om en fælles EU-ansøgning.
- Det ligger lige til højrebenet. Fyn er eneste sted i hele verden, hvor man laver en frisk ost, som man ryger på halm, siger Jørgen Hoff fra Gundestrup Mejeri til Fyns Amts Avis.
En EU-godkendelse med en Beskyttet Oprindelsesbetegnelse vil blandt andet betyde, at en rygeost kun må kaldes fynsk, hvis den fremstilles af fynsk komælk, ryges på strå og produceres på Fyn.
Rygeost
Rygeosten er blevet produceret på samme måde i flere hundrede år. Osten er en ikke modnet blød ost, der består af syrnet mælk, der drænes, så vallen løber fra. Herefter tilsættes salt og osten røges.
Kilde: Jørgen Hoff, Mejerist, Gundestrup Mejeri
Ifølge madhistoriker Nina Bauer er rygeosten truet som dagligvare og kan ende som noget, der kun tages frem på julebordet. Her nævner Nina Bauer et eksempel som den sjællandske egnsret finker, der består af indmad fra en gris. Retten var tidligere en normal spise på landet, men findes nu kun på juleborde.
Ifølge eksperten er der dog håb for, at rygeosten ikke ender som de sjællandske finker.
- Den seneste maddille har været fermentering, og røg kunne godt være det næste, så det kunne godt være noget foodierne tager til sig og begynder at eksperimentere med at ryge selv, siger Nina Bauer.
I Gundestrup fortsætter mejerist Jørgen Hoff med at gøre noget ud af hver eneste ost i sit mål om at udbrede den røgede delikatesse.
- For mig er det vigtigste at levere det bedste ud hver gang. Det er lige meget, om det er til den ene, den anden, den tredje eller den fjerde. Og hr. og fru Danmark har i hvert fald fortjent det.
Dødsfald og misbrug af skattekroner: - Vi er ligeglade, så længe det ikke koster for meget
kopieret!
Så længe, de ikke koster for meget, så accepterer vi som samfund, at udsatte mennesker ikke får det bedre på de bosteder, vi placerer dem på.
Sådan lyder den dystre analyse fra en af dem, der selv har været med til at lave den lovgivning, der skal sikre tilsynet med landets bosteder.
Knud Aarup er tidligere mangeårig kommunal leder og direktør i socialstyrelsen, og han har fulgt med i TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidendes afdækning af omsorgssvigt og kritisabelt forbrug af skattekroner på tre fynske bosteder.
- Det er virkelig skræmmende læsning. Det handler mere om ansvarsforflygtigelse end om de unge og voksne, som er udsat for de her vilkår på anbringelsessteder eller krisecentre. Så det får mig til at tænke: "Åh nej. Igen igen."
Ikke værdigt
Knud Aarup var selv med til at lave loven om sociale tilsyn i 2014. Ambitionen dengang var, at tilsynene skulle opdage og sætte en stopper for landets værste bosteder.
Men den ambition er fejlet. Stort. Det erkender Knud Aarup selv.
Det er der mange grunde til, mener han. Den primære er, at vi som samfund kort og godt har givet op på tanken om, at udsatte mennesker borgerne kan få det bedre på landets bosteder.
- Der er lidt en samfundsmæssig kynisme der går ud på, at vi accepterer det, hvis bare de her mennesker ikke ødelægger for meget for den store, brede middelklasse, siger han.
For det virker, i følge Knud Aarup, som om man politisk har besluttet, at udgifterne på det specialiserede område må koste 50 milliarder kroner om året - og ikke en krone mere.
Til gengæld har politikerne og samfundet givet op på ideen om, at de penge og den indsats rent faktisk skal hjælpe de børn og voksne med handicap og socialt udsathed, der bor på landets bosteder.
- Man har ligesom accepteret at, at de penge skal vi ikke have noget ud af. At det er et acceptabelt spild i samfundet. Et menneskeligt spild, siger Knud Aarup, og tilføjer:
- Det er ikke et velfærdssamfund værdigt.
Serien om de fynske bostedsbosser:
TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende har siden sommer afdækket kritisable forhold på tre fynske bosteder.
På Opholdsstedet Den Lille Gård døde en 18-årig kvindelig beboer i juli af en overdosis. Da socialtilsynet 10 dage senere kom på besøg, var det en pedel, som havde opsyn med selvmordstruede unge. Bostedet havde forinden fået fem påbud af socialtilsynet og var under skærpet tilsyn. Blandt andet kritiserede tilsynet stedet for manglende faglighed og direktørens høje løn på 1,1 millioner kroner i 2022. Direktør Peter Stausgaard valgte at lukke stedet efter beboerens død.
På bostedet Mellemstoppet kunne en af de tidligere beboere til TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende fortælle, hvordan hun ikke fik den rette hjælp. Mellemstoppet havde samtidig et meget højt overskud i 2023 på over seks millioner kroner, som ekspert kaldte "rigtig, rigtig usædvanligt".
Krisecentret TimeOut Fyn blev lukket i slutningen af 2023, efter direktøren indgik en kontrakt med sin søns vagtfirma, der kunne beløbe sig til op mod 162 millioner kroner. Efterfølgende kunne TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende fortælle, hvordan kvinder oplevede at blive udsat for social kontrol. Direktør Morten Lohmann Lauritzen og hans søn tjente samtidig millionlønninger og kørte i dyre luksusbiler. Efter lukningen af krisecentret startede de pornokonceptet Mansion Voyeur, hvor de ansatte aldrig fik løn. Selskabet er i dag gået konkurs.
I september kunne det nye Top Safe Krisecenter slå dørene op på TimeOut Fyns tidligere adresse - dog med samme bestyrelsesformand, samme daglige leder og flere at de samme ansatte. Beslutningen har mødt stor politisk modvind. Det er ejendomsinvestor Kurt Vindeløv, der er direktør i selskabet.
19 bosteder lukket på fire år
Siden august har TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende beskrevet kritisable forhold på de tre fynske bosteder Den Lille Gård, TimeOut Fyn og Mellemstoppet.
Alle tre steder er tidligere beboere stået frem og fortalt om omsorgssvigt og manglede hjælp – mens bostederne har haft store overskud og udbetalt høje lønninger til ledelsen.
Nye tal peger på, at de tre fynske bosteder langt fra er de eneste steder, hvor der er problemer. I forrige uge kunne Fagbladet FOA afsløre, at 19 private botilbud på godt fire år er blevet tvunget til at lukke, fordi de har fået inddraget deres godkendelse.
Begrundelsen er typisk 'alvorlige bekymringer' for borgernes trivsel og udvikling, viser Fagbladet FOAs gennemgang af sagerne. Samtidig har flere af ejerne tjent styrtende med penge, skriver fagbladet.
Statsministeren skal gribe ind
Sagerne og tallene fra FOA overrasker ikke Knud Aarup. For det ville kræve politisk slagkraft at ændre grundlæggende på området. En slagkraft, som Socialministeriet ifølge ham slet ikke har.
- Socialministeriet er i bund og grund et svagt ministerium. En god socialminister er historisk set en minister, der ikke vil for meget, og som får lukket problemerne ned.
TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende har i flere måneder forgæves forsøgt at få et interview med socialminister Sophie Hæstorp Andersen i forbindelse med afdækningen for at få svar på, hvad ministeren vil gøre for at forhindre lignende sager i fremtiden.
Den seneste besked fra ministeriet er, at vi muligvis kan få et interview i det nye år.
Men i følge Knud Aarup skal en helt anden minister træde i karakter, hvis der effektivt skal sættes ind overfor de omstridte bosteder.
- Hvis området skulle ændres, ville det kræve, at det var statsminister Mette Frederiksen, der selv sætter sig for at få ændret på det her og selv sætter sig for enden af forhandlingsbordet.
Knud Aarup: Derfor ser vi skandalesagerne om bosteder
Kommunerne har ikke den nødvendige faglighed til at vurdere, hvilken hjælp og hvilket bosted, udsatte borgere har brug for.
Knud Aarup: Da vi lavede loven om de sociale tilsyn, troede vi stadig på, at der var en vis grundfaglighed tilbage i kommunerne. Den mangler alvorligt.KL og kommunerne modarbejder et stærkt social tilsyn
Knud Aarup: KL og kommunerne har forsøgt at at modarbejde at de sociale tilsyn blev tilstrækkeligt stærke, fordi de enkelte kommuner vil ikke ses over skulderen. Det er en misforstået opfattelse af, hvad kommunalt selvsyre er. At der skal ikke komme nogen udefra og bestemme.Politikerne og samfundet har givet op på at den hjælp, udsatte borgere får, gør en forskel
Knud Aarup: - Det er som om vi som samfund har accepteret, at mennesker med særlige behov, uanset om de har en funktionsnedsættelse, er psykisk syge eller har sociale problemer, så må det koste 50 milliarder. Man har accepteret at, at de penge skal vi ikke have noget ud af.
Om sit eget ansvar som tidligere direktør i socialstyrelsen og medvirkende til at udforme lovgivningen om de sociale tilsyn siger Knud Aarup:
- Vi troede dengang, at når vi så 10 år frem, så ville vi se tilbage og sige at denne her lov var der, vi for alvor forbedrede indsatsen og løftede bunden (af de dårligste bosteder, red.). Det er vi ikke lykkedes med. Det er jeg ret træt af.
TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende har foreholdt kritikken for KL. I et skriftligt svar skriver formand for Socialudvalget, Ulrik Wilbek:
"Det billede, Knud Aarup tegner, genkender vi simpelthen ikke – så den kritik må stå for hans egen regning.
Vi og kommunerne er dybt bekymrede over de sager, der kommer frem. Og det understreger først og fremmest, at der er behov for både at styrke fagligheden og ledelsen på de tilbud, vi visiterer til, og sikre de rette kompetencer i sagsbehandlingen. Samtidig kalder det også på, at lovgiverne skaber rammer, som gør det sværere at etablere tilbud for egen vindings skyld"
Han tilføjer, at 98 procent af tilsyn på landets bosteder ikke giver anledning til bemærkninger, og at KL ønsker et mere "fokuseret" tilsyn.
TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende har desuden foreholdt kritikken for Social- og Boligministeriet.
Socialminister Sophie Hæstorp Andersen har ikke haft mulighed for at stille op.
Søndag byder på mulighed for både sne og sol
kopieret!
Det ustadige vejr fortsætter frem mod jul med en blanding af byger og flere fronter.
Søndag er ingen undtagelse, og det bliver en dag med lidt sol og spredte byger.
Temperaturen lander et sted mellem fire og seks graders varme med en let til frisk sydvestlig vind. Ved kysterne kan man vinden blæse op til hård vind.
De lave temperaturer gør, at det ikke kan udelukkes, at der kommer en byge forbi med noget hvidt i form af sne eller slud.
Den mulighed bliver ikke mindre som aftenen skrider frem og temperaturerne daler.
Aryan skabte fodboldfest for flere hundrede piger
kopieret!
Hundredevis af unge piger får lørdag rørt benene i Odense idrætshal.
Her har et stort fodboldpigestævne været i gang hele dagen. Stævnet er kun for pigehold, og over 500 piger har valgt at bruge de sidste dage inden jul på at få rørt bentøjet.
Bag stævnet står Aryan Abdel Rahman fra B1909's ungdomsafdeling. Han mener, der mangler flere stævner til piger.
Derfor har han sammen med sin søster søsat Domina Cup, som gerne skulle inspirere endnu flere piger til at spille fodbold.
Trafikken er delvist spærret på Lillebæltsbroen
kopieret!
Opdateret klokken 19.25: Lillebæltsbroen er genåbnet efter uheldet.
Lillebæltsbroen er lørdag aften spærret i vestgående retning, fordi et køretøj med anhænger er væltet.
Det skriver Vejdirektoratet på det sociale medie X uden at konkretisere hændelsen.
Vejdirektoratet kan kort før klokken 19 ikke sige noget om, hvornår trafikken kan genoptages.
- Trafik i retning mod Jylland kan med fordel benytte den gamle Lillebæltsbro, opfordres det.
Fyns Politi oplyser på samme medie, at der ikke er kommet nogen til skade i forbindelse med uheldet, og at der er tale om en væltet trailer.
- Vi arbejder sammen med øvrige beredskaber på at få åbnet motorvejen så hurtigt som muligt, skriver politikredsen.
Rådmand får opbakning til forslag om bedre sikring af gågade
kopieret!
Odenses by og kulturrådmand Søren Windell (K) vil have sikret gågaden i Odense endnu bedre mod biler.
Debatten er ikke ny, men nu mener Odenses rådmand Søren Windell, at der er endnu en grund til at kigge på mulig afspærring af gågaden i Odense med såkaldt pullerter, man ikke kan forcere.
Det er på baggrund af fredagens ulykkelige episode i Magdeburg i Tyskland, at Søren Windell igen taler om en mere lukket gågade i Odense. I Tyskland kørte en bilist ind i en menneskemængde på et julemarked. Her blev flere dræbt og sårede. I Odense midtby har man sikret med betonblokke ved blandt andet Flakhaven, men ikke i enderne af gågaden.
Forslaget vækker opbakning fra dem TV 2 Fyn møde i gågaden.
Milliarddyr broforbindelse skaber både glæde og vrede
kopieret!
En bro mellem Fyn og Sønderjylland er måske kommet et skridt nærmere. I hvert fald hvis man kan finde de 22,2 milliarder kroner, den vil koste.
Men om der rent faktisk skal være en bro, det er der delte holdninger til.
Samfundsøkonomisk hænger det ikke sammen, mener Thomas Lundsfryd, der er bestyrelsesformand for Sydfyns Fremtid, mens Inge Dahl, der er bestyrelsesformand i Foreningen Als-Fyn Broen, glæder sig over forundersøgelsen, der viser, at en bro mellem de to landsdele kan lade sig gøre.
Uheld ved motorvej - et spor spærret
kopieret!
Opdateret: Der er nu ryddet op efter det tidligere uheld.
På E20 Fynske Motorvej, i retning mod Jylland, er der sket et uheld på tilkørslen til 52 Odense SV.
Politi og redning er ankommet, og de spærrer i øjeblikket det højre spor. Det er dog muligt at snige sig forbi uheldsstedet, oplyser P4 trafik.
Vagtchefen ved Fyns Politi Peter Vestergaard fortæller til TV 2 Fyn, at der er tale om et solouheld - tilsyneladende opstået på grund af vådt fører.
Fem personer var med i bilen, men ingen er kommet alvorligt til skade.
Roald Poulsen er gået bort - men i Zambia bliver han aldrig glemt
kopieret!
28. april 1993 rapporterede alle de internationale medier om de zambiske landsholdsspillere, hvis fly lettede fra Gabon, men aldrig landede igen.
Samtlige spillere, trænere, delegerede og journalister ombord på flyet døde. Man har aldrig fundet ud af, hvad der nøjagtigt skete.
Skiftende zambiske regeringer har lovet at publicere rapporten om, hvorfor flyet med landsholdsspillerne styrtede ned i Atlanterhavet, men i dag, 31 år senere, forbliver omstændighederne for ulykken uvisse.
OB-træner i spidsen for det zambiske landshold
I 1990’ernes Zambia havde Danmark en tydelig tilstedeværelse i form af Danida og en velfungerende ambassade. I hovedstaden Lusaka stødte man ikke sjældent på danske gloser i bybilledet.
Med hjælp fra Divisionsforeningens daværende direktør, Claus Rode Jensen, der havde gode kontakter i de danske ministerier, inviterede det officielle Danmark det zambiske fodboldlandshold på en seks uger lang træningslejr i Brøndby.
Det Zambiske Fodboldforbund (FAZ) takkede ja til tilbuddet, selvom zambierne på samme tid var langt i forhandlingerne med det engelske fodboldforbund om en tilsvarende hjælpepakke.
Roald Poulsen, der to år forinden havde gjort OB til danske mestre, skulle stå i spidsen for det nye landshold.
På dette tidspunkt havde han aldrig nogensinde sat fødder i Zambia, og nu stod han over for karrierens nok største udfordring. På blot seks uger skulle han sammen med Brøndbys holdleder, Emil Bakkendorf, forvandle et hurtigt sammensat, lettere traumatiseret afrikansk fodboldlandshold til et slagkraftigt mandskab, der skulle konkurrere om en plads ved VM-slutrunden i USA året efter.
Husker Roald som en simpel mand
Én af de zambiske spillere, der var udset en toneangivende rolle på det nye landshold, var Joel Bwalya, der blev sorteret fra landsholdet kort før den skæbnesvangre flyvetur.
Hurtigt kom Joel Bwalya og Zambias nye spillere på fornavn med deres nye træner. Roald Poulsen var meget anderledes end de zambiske trænere, som spillerne kendte hjemmefra, fortæller Joel Bwalya:
- Han var en simpel mand. Han ville sige: "Kald mig bare Roald." Han snakkede meget roligt til spillerne, meget anderledes end zambiske trænere. Han gav dig en masse selvtillid. Han ville fortælle dig, hvad du kunne, og hvad du ikke kunne.
Ifølge Joel Bwalya var Roald Poulsen en eminent fodboldtræner, men det var hans menneskelige kvaliteter, der på rekordtid forenede den nye trup og skabte optimisme i lejren. Roald Poulsen var spillernes træner, men også deres ven, siger Bwalya:
- Roald kendte hurtigt alle spillernes fornavne, og så var han også hurtig til at samle et par gloser op på chinyanja og chibemba (Zambias to største etniske sprog, red.) Han ville råbe "isa kuno" (kom her, red.), og når der var en god træningssession, så ville han råbe "chapwa" (slut, red.) for ligesom at sige, at nu kunne vi ikke gøre det bedre, og så kunne vi ligesom godt stoppe træningen. Så ville alle grine. Han gjorde virkelig alt for at integrere sig i gruppen. Han blev en af os.
Roald Poulsen kunne være sjov, men han havde også en mere alvorlig side, husker Joel Bwalya:
- Han var en meget stille mand. Hvis han sad på sit kontor, så ville du tro, at han ikke engang kunne tale. Du ville tro, at han var i færd med at tænke over noget. Og så elskede han den individuelle ledelsesstil. Han kunne finde på at holde dig om skuldrene og gå rundt med dig på banen. Det var vi slet ikke vant til.
Roald Poulsens tid som zambisk landstræner kunne efterfølgende mærkes i hans tidligere klub, hvor Mwape Miti og Andrew Tempo repræsenterede OB i Superligaen.
Har du set Luna? Casper udlover stor dusør i jagten på sin rottweiler
kopieret!
Mandag morgen ved firetiden om morgenen lukkede Casper Schmidt familiens hund Luna ud i haven efter en nat, hvor hunden, der er af racen rottweiler, havde haft lidt maveproblemer.
Siden er der ingen, der har set Luna.
- Da vi ville lukke hende ind igen, var hun pist væk, fortæller Casper Schmidt til TV 2 Fyn.
Siden er Lunas forsvinden fra Kilenvej mellem Lakkendrup og Oure blevet omtalt i Fyns Amts Avis, på Linse Kesslers Instagram, ligesom eftersøgningen er delt vidt og bredt på Facebook.
Men stadig uden held, og lørdag har Luna været væk i efterhånden seks døgn.
Frygter nogen har hende
- Jeg har det sku ikke så godt. Jeg har ikke sovet ret meget. Jeg har ledt fra tidlig morgen til sen nat.
Casper Schmidt fortæller, at haven ikke er hegnet ind, hvorfor det ikke er unormalt, at Luna strejfer rundt på den nærliggende mark og nabomarkerne.
- Men hun kommer altid hjem igen, fortæller han.
Hvad der er sket med Luna, har Casper Schmidt haft rig tid til at spekulere over. Det værste, der kan være sket, er, at Luna er druknet, kørt ned eller på anden vis sidder fast et sted, som den ikke kan komme fri af.
- En anden frygt er, at der er nogen, der har taget hende. Men det er jo mærkeligt, for normalt samler man ikke lige en rottweiler op, siger han og fortæller, at Luna er en familiehund og derfor er den meget mild og glad for mennesker:
- Så har man mad og gider snakke med dem, så er man bedste venner, siger han.
Håber på julemirakel
Casper Schmidt har fået hjælp flere steder fra i jagten på den forsvundne Luna, og senest har han sammen med en mand fra Thisted undersøgt et større skovområde med en drone. Uden held.
Håbet om at finde Luna svinder ind, fortæller Casper Schmidt, der har ledt gennem marker, skove, brønde, forladte huse, skue. Intet af det har givet pote.
- Hvis ikke hun når at komme hjem til jul, så bliver det nok en jul, jeg ikke vil huske for noget godt, fortæller han.
Derfor har han udlovet en dusør på 10.000 kroner til den, der kan føre ham sammen med sin hund, som han savner meget.
Vil gøre alt for at få Luna tilbage
Men heller ikke det, har givet noget.
- Jeg har ikke fået et eneste tip fra nogen, som specifikt har set en rottweiler. Der er nogen, der har set en mørk hund, men ikke nogen, der specifikt har set en rottweiler, siger Casper Schmidt.
Næste skridt er at stemme dørklokker, og et sidste forsøg, som Casper tygger på lige nu, er at lave et opslag på Facebook, hvor han giver mulighed for, at man kan aflevere Luna anonymt til ham, hvis man har den og har fået dårlig samvittighed.
- Jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt for, at min hund kommer hjem igen, understreger Casper Scmidt.
Grimme julesweatre og børnefremstillet julepynt giver flere smil i busser
kopieret!
Fredag var det “ugly christmas sweater day” i Fynbusserne, hvor buschauffører havde taget deres grimmeste julesweatre på.
Og ikke nok med det, var busserne pyntet op med julepynt, der var lavet af børn.
Alt sammen for at julehygge lidt ekstra for kunderne, forklarer Anja Hauge Larsen, der er driftsleder for Keolis, som står for driften.
- Der kommer flere smil i busserne, når de kommer ind i en julepyntet bus, fortæller hun om baggrunden for at gøre lidt ekstra ud af julen i busserne.
Hjalte brillerer i "verdens bedste liga": - Jeg er pissestolt
kopieret!
Den 28-årige fynbo Hjalte Froholdt har noget så sjældent for en dansker succes i Amerikansk fodbold. Endda i verdens bedste liga inden for sportsgrenen, NFL.
Hjalte Froholdt tørner ud for Arizona Cardinals, for hvem han er en del af den offensive linje. Og det gør han godt. Så godt, at han får masser af roser for sit arbejde, og tilbage i august satte sin signatur på en kontrakt, der garanterer ham 53 millioner kroner frem til udgangen af 2026.
Med egne ord er han nu klar til at sige, at det han har opnået er “kæmpestort for dansk sport”.
- Nu starter jeg på banen, jeg gør det rigtig godt, og jeg er pissestolt af, hvad jeg har gjort, og hvor jeg kommer fra, siger Hjalte Froholdt til DR.
City-direktør reagerer på ønske om øget sikkerhed i gågade
kopieret!
Direktør Peter Bøgholm fra Odense Cityforening er positivt indstillet over for rådmand Søren Windells (K) forslag om, at der skal opstilles såkaldte pullerter rundt om gågadenetværket i Odense.
Rådmanden for By- og kulturforvaltningen tager emnet op igen, efter at en mand fredag aften kørte en bil ind gennem et julemarked i den tyske by Magdeburg.
Peter Bøgholm mener, at pullerterne kan øge sikkerheden, men han har også en betænkelighed:
- Jo mere tryghed, vi kan skabe, jo bedre er det, men det skal kunne fungere i praksis i forhold til redningskøretøjer og mobilitet, siger han til TV 2 Fyn.
Søren Windell fortæller, at han ønsker en løsning, hvor butikker stadig kan få leveret varer.
Efter terrorangreb i Tyskland - vil gøre gågaden i Odense mere sikker
Efter angrebet på et julemarked i Magdeburg i Tyskland fredag, hvor en bil kørte ind i en gruppe mennesker på et julemarked i et formodet terrorangreb, vil Søren Windell (K) se på, om Odenses gågader er sikre nok.
Det er ikke et nyt forslag, understreger rådmanden for By- og Kulturforvaltningen, der fortæller, at Konservative længe har ønsket at få pullerter op hele vejen rundt om gågadenettet.
- Der er mange mennesker i vores gågader, og vi vil gerne have sat pullerter op, fordi der kører biler, som ikke har noget at gøre der, siger Søren Windell til TV 2 Fyn.
Rådmanden understreger, at han ikke frygter en lignende situation i Odense, som den der fredag skete i Magdeburg. Men han noterer sig, at det ikke er første gang, at nogen drøner en bil mod en menneskemængde i et tætbefolket område.
- Det er ikke så meget et spørgsmål om aktuelt sikkerhed, som det er en følelse af tryghed. Jeg tror ikke det vil ske, men det vil give noget sikkerhed om, at det ikke kan ske, siger han.
Aktuelt er der planer om pullerter ved Jernbanegade, som har været undervejs længe, fortæller Søren Windell, der ikke ser de helt store gener ved at besværliggøre bilers adgang til gågaden.
- Det giver selvfølgelig gener for dem, der kører i gågaden, men det må de jo ikke i forvejen.
Og når det gælder vareindlevering er pullerterne indrettet således, at de kan køres ned i det tidsrum, der bliver leveret varer, hvilket typisk er om formiddagen, hvor der er knap så mange mennesker i gågaden.
Søren Windell erkender, at det ikke er en gratis omgang at opsætte pullerter, og henviser til at det er en politisk prioritering.
- Men det er noget, vi skal til at være mere opmærksom på, siger han.
Dit digitale aftryk
Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.
Du kan altid ændre dine præferencer senere
Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.
Se flere detaljer om vores cookies her