22-årig kvinde for retten: Slog, truede og forsøgte at sætte ild til psykiatrisk afdeling

En ung kvinde var mandag for retten i en sag, hvor ikke mindre end 17 vidner var indkaldt.

Sygeplejerskerne på psykiatrisk afdeling på OUH kendte hende godt. Den 22-årige kvinde havde været der flere gange før, og personalet vidste, at kvinden kunne være udadreagerende. 

Denne dag i maj 2021 havde hun selv ringet og bedt om at tale med en læge, som hun nu sad og ventede på i venteværelset. Der gik ikke længe, før hun mistede tålmodigheden og blev frustreret. Hun sparkede på døren ind til de ansattes kontor, en ung sygeplejerske åbnede den og bad hende opføre sig ordentligt.

Den 22-årige satte foden i klemme i døren, som dermed ikke kunne lukkes, og hun begyndte at true de to tilstedeværende sygeplejersker på kontoret.

- Jeg har lyst til at slå jer. Jeg slår jer ihjel, sagde kvinden ifølge flere vidner, som mandag aflagde forklaring i retten i Odense.

Det gjorde de i en sag, der handler om vold, trusler om vold rettet mod offentligt ansatte og forsøg på brandstiftelse. Kvinden er tiltalt for 12 forhold, og i løbet af mandagen skulle 15 vidner - sygeplejersker, social-og sundhedsassistenter, ergoterapeuter og pædagoger - afgive forklaring i rettens sal ni.

De fortalte alle om en patient, som over en lang periode røg ind og ud af det psykiatriske system, mens hun udsatte de ansatte for blandt andet slag og dødstrusler. Da dommeren læste den tiltaltes navn op, nikkede hvert enkelt vidne og bekræftede dermed, at den 22-årige er en, der er kendt i systemet, og at de flere gange har stiftet bekendtskab med hende.

Sagen er endnu en i rækken fra et hårdt presset psykiatrisk system. I onsdags fortalte TV 2 Fyn historien om tre psykiatriske sygeplejersker, der hver havde fået dødstrusler fra en mandlig dengang 41-årig patient.

Og i denne uge handler det så om fysisk vold. Ifølge en undersøgelse, FOA lavede i 2022, har 39 procent af dem, som arbejder i psykiatrien, været udsat for vold.

En række sager

På psykiatrisk afdeling tilbage i maj 2021 var lægen endelig kommet, og vedkommende talte med den tiltalte ude i det tomme venteværelse. Hun ville gerne have hjælp. 

Pludselig rejste hun sig og gik målrettet ind på kontoret, hvor den ene sygeplejerske sad med døren på klem. Hun begyndte at slå ud med armene og ramte sygeplejerskens underarme. Kollegaen kom til, og hun blev også ramt. De bad hende om at gå, og det lykkedes til sidst.

I retten i Odense fortalte flere vidner om lignende episoder, hvor den tiltalte både har slået og fremsat dødstrusler. Og som det også var tilfældet i sagen fra i onsdags, kunne flere vidner i denne retssag ikke huske detaljer i forløbet. Både fordi der er gået måneder siden, det er sket, men særligt fordi der har været mange sager med den tiltalte og med mange andre i det psykiatriske system.

En af de andre episoder, der kom frem i retten mandag, udspillede sig på bostedet Svennebjerggaard, hvor hun også har været tilknyttet. En februardag i 2022 havde hun spist en masse antihistaminer, hvorefter hun bestilte en taxa, fordi hun ville “brænde banegården ned”, som hun sagde ifølge et vidne fra bostedet. Den trussel tog personalet alvorligt, fordi hun kort tid inden havde sat ild til en skraldespand på banegården.

- Hvis du kommer nærmere, flækker jeg dig, havde hun også sagt til personalet, da de forsøgte at tale hende fra at sætte sig ind i taxaen.

Det lykkedes personalet at få hende tilbage på værelset, uden det udviklede sig voldeligt.

I februar 2022 var den tiltalte også indlagt på psykiatrisk afdeling på Odense Universitetshospital. En dag så personalet hende stå ved en cigarettænder i rygergården. Det undrede de sig over, fordi hun ikke røg. Først så de ansatte den 22-årige kvinde forsøge at sætte ild til sit tøj. Bagefter foldede hun noget papir sammen og satte ild til det. Hun tog det brændende papir med ned på sit værelse og lagde det ned i hovedpuden. To social-og sundhedsassistenter skyndte sig efter hende og fik fat i papiret.

- Jeg er ligeglad med det hele. Jeg brænder stedet ned, sagde hun ifølge vidneudsagnet.

Hun truede også med at brænde bostedet ned, hvis hun blev udskrevet fra psykiatrisk afdeling, hvilket hun efter planen skulle dagen efter. Efterfølgende slog og sparkede hun en ansat på afdelingen.

Kun til stede i begyndelsen

Sagen afsluttes på fredag, hvor yderligere to vidner er indkaldt, inden der falder dom. Og hvad dommen skal være, og hvilken fremtid den 22-årige skal have, er det, forsvareren Ib Gorm Pedersen og anklager Christian Nielsen er uenige om. Hun har tidligere modtaget en behandlingsdom, men denne gang mener Retslægerådet, at hun skal have en anbringelsesdom. 

Det mener forsvareren dog ikke. I retten pointerede han, at den tiltalte de seneste otte måneder har boet hos sine forældre og har fået hjælp af en bostøtte. I den periode har hun kun været indlagt en gang, forklarede Ib Gorm Pedersen.

Den tiltalte var kun til stede i begyndelsen af dagen, inden hun fik lov til at tage hjem. Under hendes forklaring sagde hun, at hun intet huskede fra perioden. Hun huskede ingen navne, ingen voldsepisoder, ingen trusler og ingen ildspåsættelser.

Har du oplevet noget lignende i psykiatrien:

Oversigt

    Oversigt