Det er ikke blot hovedaktionæren i Nordic Waste, Torben Østergaard-Nielsen, der kommer fra Fyn.
Uden for den lille by Horne ved Faaborg bor en ung og for offentligheden ukendt forretningsmand. Han har fortsat tætte forbindelser til virksomheden, der i øjeblikket er centrum for, hvad eksperter kalder Danmarks største miljøkatastrofe.
Huset uden for Horne er nybygget og i samme grå nuance som hestestalden. Der er havudsigt, videoovervågning og elektrisk låge i indkørslen. I haven ligger legetøjet frit. Børnenes gynge klaprer i vinden.
Christian Ørnholm Nielsen er ikke hjemme. Som aktionær og medlem af bestyrelsen i Nordic Waste arbejder den 36-årige forretningsmand ifølge hans hustru i døgndrift lige nu.
TV 2 Fyn opsøger den fynske forretningsmand for at bede ham hjælpe med at kaste lys over, hvad der ifølge ham er op og ned i sagen om det nu konkursramte Nordic Waste.
Direktør og bestyrelsesmedlem
Christian Ørnholm Nielsen ejer ifølge CVR-registret mellem 10 og 15 procent af Nordic Waste igennem sit holdingselskab C.NI Holding ApS.
Umiddelbart en yderst indbringende forretning.
Ifølge senest tilgængelige regnskab havde Christian Ørnholm Nielsens holdingselskab et overskud i 2022 på lige godt seks millioner kroner før skat.
Regnskabet viser desuden, at Christian Ørnholm Nielsen trak lige godt seks millioner kroner ud i udbytte til sig selv det år.
Men den fynske forretningsmand er ikke bare medejer.
Han har været tilknyttet virksomheden siden 2018. Han bestred posten som administrerende direktør i selskabet fra 17. september 2019 til 1. september 2020.
Og da Christian Ørnholm Nielsen forlod posten som administrerende direktør, blev han Miljø & Udviklingsdirektør. Et job, han stadig bestrider.
Desuden sidder Christian Ørnholm Nielsen fortsat i selskabets bestyrelse.
Den fynske forretningsmand har altså spillet en fremtrædende rolle i Nordic Waste - også efter Nordic Wastes egne rådgivere helt tilbage i 2018 ifølge tv2.dk første gang advarede om faren for jordskred.
Redaktionen ville gerne have spurgt Christian Ørnholm Nielsen om, hvorfor han i flere år har undladt at reagere på advarslerne.
Vi ville også gerne have spurgt, hvordan Christian Ørnholm Nielsen forholder sig til et eventuelt personligt erstatningsansvar, men han ønsker ifølge Nordic Wastes presseansvarlige ikke at udtale sig.
Ny virksomhed med fart på
I perioden, hvor Christian Ørnholm Nielsen var direktør i selskabet, fokuserede Nordic Waste især på at videreudvikle forretningen.
- Vi har som forventet haft en del mere aktivitet i år. Lige nu arbejder vi rigtig meget på at opskalere jorddelen af vores forretning. Det er det, vi er rigtig gode til, og som vi har bygget vores forretning op omkring, sagde Christian Ørnholm Nielsen til erhvervsmediet Cleantechwatch tilbage i oktober 2019.
Nordic Waste blev stiftet i april 2018. Efter første år præsenterede virksomheden et underskud på knap en halv million kroner før skat. Men allerede året efter var resultatet vendt til et overskud på 3,8 millioner kroner.
- Vi er en nystartet virksomhed, og hvor Kims (Nordic Wastes stifter og første direktør, red) hovedfokus som direktør har været på salg og hele opstartsprocessen, så er vi nu inde i en modningsfase, hvor vi er blevet et mere kendt navn på markedet. Vi skal til at markere os endnu mere på miljødelen og skrive det ind i vores dna, og det er der, hvor jeg kommer ind, sagde Christian Ørnhom Nielsen til Cleantechwatch.
I 2022, som er det senest tilgængelige regnskab, havde Nordic Waste et overskud på 26 millioner kroner.
Christian Ørnholm Nielsen er medejer af Nordic Waste sammen med blandt andre den fynske rigmand Torben Østergaard-Nielsen fra Middelfart. Det er Torben Østergaard-Nielsen, der er hovedaktionær i virksomheden.