Fredag eftermiddag bristede en svalegang i Munkebjerg Park, hvor en konstruktionsmedarbejder afgik ved døden.
Den tragiske ulykke har udelukkende noget at gøre med konstruktionen.
- Vi kan sige med sikkerhed, at der ikke er fejl i den sikkerhed, der er på byggepladsen. Og så skal vi tage forbehold og vente på myndighedernes svar. Det her handler ikke på nogen som helst måder om sikkerhed, der ikke er opfyldt. Det handler om en konstruktion, der brister, slår Frederik Barfoed fast.
Men så nemt kan det ikke slås fast for formanden hos 3F Bygningsarbejderne Fyn, Torben Knudsen:
- Når vi ikke ved, hvad er er sket, er det svært at udtale sig. Det er en jo en konstruktion, ja, men det er også en form for sikkerhed. Noget er der gået galt, men det er så tragisk. Jeg vil ikke udtale mig om, hvad der er gået galt, for vi ved intet. Men noget er ikke orden, siger han.
Sikker i sin sag
Sammen med sin søster driver Frederik Barfoed ejendomsselskabet Barfoed Group, som ejer bygningerne i Munkebjerg Park.
Hvordan kan du være sikker på, at der ikke har været fejl i sikkerheden?
- Det er, fordi Arbejdstilsynet ofte er på pladsen og store byggepladser. Og jeg ved alt om afskærmning og håndtering af sådan noget. Så det er ikke et spørgsmål om en mand, der falder ud over en afskærmning. Det er en konstruktion, der brister, siger Frederik Barfoed.
Beboerne på 3. sal, hvor ulykken fandt sted, skal fortsat genhuses, indtil undersøgelserne på stedet er afsluttet. Det drejer sig om cirka 30 lejligheder.
- Jeg har behov for bare at gå derude i dag sammen med mine medarbejdere og passe på os selv og sørge for, at myndighederne finder frem til den fejl, der måtte være, siger Frederik Barfoed.
TV 2 Fyn har forsøgt at få en kommentar fra Arbejdstilsynet om de igangværende undersøgelser. Men de har ikke ønsket at udtale sig.