Bøderegn ved "gratis" brunsviger: - Holder hulter til bulter
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Hvis kageglade personer havde regnet med at skulle spare massevis af kroner ved at fortære det ene stykke brunsviger efter det andet uden beregning på Kold College i Odense, kan det alligevel vise sig at blive en kostelig affære.
Fyns Politi skriver nemlig på X, at det er til stede ved uddannelsesstedet, hvor de i skrivende stund er ved at lange p-bøde efter p-bøde over disken - nærmere betegnet mere end 50 af slagsen.
- Bilerne holder ved p-forbud, lyder det i opslaget.
- De holder hulter til bulter derude. Vi opfordrer til, at folk flytter deres biler hurtigst muligt, da vi har vigtigere ting at tage os til end at dele afgifter ud, siger vagtchef hos Fyns Politi Kenneth Taanquist til TV 2 Fyn.
Vilde billeder: Kæmpe kø til gratis brunsviger
I dag er det Brunsvigerens Dag, og vanen tro inviterer Kold College i Odense til gratis brunsviger.
Det har folk i den grad benyttet sig af. Kort før åbningen var der nemlig en alenlang kø af kageglade personer foran uddannelsesstedet.
TV 2 Fyns mand på stedet beretter om, at mere end 100 personer havde stillet sig klar til åbningen.
Arrangementet finder sted fra klokken 14 til 17, og Kold College har sat en begrænsning på maksimalt tre stykker brunsviger - ad gangen.
Kagen skal desuden spises på stedet.
Vi er i nu tilstede ved Kold College, Landbrugsvej i Odense, hvor vi er i gang med at sætte P-afgifter på over 50 biler, som holder ved P-forbud. Skulle der være en enkelt eller to, som vil skynde sig at flytte bilen, så får vi en patrulje fri til andre opgaver. #politidk
— Fyns Politi (@FynsPoliti) October 10, 2024