Kunstner Børge Meibom har ladet sig inspirere af byens heftige byggeaktivitet
Børge elsker huller i hegnet
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Han er ikke enig i Odenses forandring, men forandret bliver den. Og nu har Børge Meibom omsat den heftige byggeaktivitet til kunst.
Odense-kunstneren Børge Meibom har gået mange ture langs byggepladserne i Odenses midtby og samlet inspiration fra en by i forvandling.
- Her er for eksempel spidsen af et søm. Det er i princippet nok for mig.
Børge Meibom er stoppet op ved et kighul gennem de mange byggehegn og gør opmærksom på et søm, der titter frem på bagsiden af en træplade.
“Jeg har det sådan set godt med, at byen bliver forvandlet. Men jeg har det dårligt med, at man aber efter andre storbyer”
Det er detaljerne, han går efter. Interessante former og skyggevirkninger fremfor dyre bygninger.
Kunst handler om følelser
Børge Meibom har igennem foråret og sommeren omsat inspirationen til en udstilling på Fyns Grafiske Værksted. Der kan man nu se værkerne, der er skabt på pap-plader og siden overført med tryksværte til papir - sort tryksværte, vel at mærke.
- Der er ikke noget galt med farver. De er fantastiske, men sort og hvid er jo også farver. Kunst handler om at udtrykke følelser, og det kan man lige så godt gøre med sort og hvid.
Odense skal ikke abe efter
På mange af værkerne kan man fornemme byggehegnene, der har indrammet små detaljer og linjer på byggepladserne.
Et sort rør på en hvid baggrund eller det fintmaskede net af metalgitre foran hinanden. Enkelte steder kan man genkende bygninger som for eksempel domkirken og Sct. Albani Kirke.
Selvom byens hastige forandring har givet næring til Børge Meiboms udstilling, er det ikke den forandring, han selv havde ønsket sig.
- Jeg har det sådan set godt med, at byen bliver forvandlet. Men jeg har det dårligt med, at man aber efter andre storbyer. Jeg kunne egentlig godt have set Thomas B. Thriges Gade for mig som en rigtig smuk boulevard med store flotte træer.
Revanche: Endelig kom 106-årige Kaja på værtshus
Det blev til en usædvanlig udflugt fra plejecenteret. Kun kvinderne var inviteret, og formålet var at komme på værtshus for at drikke øl og snaps.
Det er ikke så tit, man ser en rollator på værtshuset Arne B i Svendborg, men for en gangs skyld står en hel stribe af dem parkeret i billardstuen.
Værtshuset er blevet indtaget af 31 kvinder fra Tåsinge Plejecenter, der først og fremmest er på udflugt for at markere en slags kvinderettigheder over for centerets mandlige beboere. Mændene var nemlig på en lignende tur i foråret.
- Mændene var hernede, og det pralede de jo noget af. Så sagde jeg ' hvorfor skal vi ikke herned'? Nej, det var ikke for damer. 'Jo, det fandeme er det, sagde jeg', sådan forklarer den 77-årige beboer Grethe Hansen arrangementets opståen.
106-årige Kaja Kjerulf har også set frem til turen. Hun slår en spontan latter op ved spørgsmålet om, hvor tit hun er på værtshus. Hukommelsen rækker ikke til, hvornår det skete sidst.
- Jeg har hørt så meget om Arne B som gammel svendborgenser. Nu er jeg endelig kommet, siger Kaja Kjerulf.
Plejecenterets ledelse bakker op om idéen, for en tur ud af huset skal også kunne føre til et værtshus.
- De synes, det er sjovt at komme ud og opleve nogle andre ting. Livet går jo ikke i stå, fordi man flytter på et plejehjem, forklarer plejecenterets sektionsleder Jane Schleimann.
Samarbejde med unge i uddannelse
Gennemsnitsalderen på værtshuset bliver dog trukket væsentligt ned, for i samme rum opholder sig også en del unge mennesker fra Produktionsskolen Sydfyns ErhvervsForskole.
En del har travlt med at tage imod bestillinger fra de ældre kvinder ved bordene, så de slipper for at rejse sig og gå op til baren. Og andre er i gang med at servere smørrebrød, som de har tilberedt i samarbejde med plejecenterets køkken.
- Der er mange, der gerne vil have æg og rejer. Og flæskestegen, den forsvinder hurtigt, siger Emilie Thomsen, efter at have kastet et hurtigt blik ned på bakken med smørrebrød.
Hun er elev på produktionsskolens pædagog-, SOSU- og sundhedslinje. Og dermed passer det fint ind uddannelsesområdet at skabe et arrangement for ældre mennesker.
- Min opgave i dag er at servere og sørge for, at de har det godt, forklarer Emilie Thomsen.
Hendes veninde uddyber det.
- Det giver os et godt indblik i, hvordan det er at være sammen med de ældre, siger Anna Nygaard.
Produktionsskoleleverne har ikke bare stået for maden. En del af dem har taget musikinstrumenter med og står også for underholdningen fra værtshusets scene under frokosten.
Tømmermænd på tværs af alder
Selvom det kan være svært at huske for de ældre kvinder, hvornår de sidst var på værtshus, står erindringer om fortidens tømmermænd klart i hukommelsen.
88-årige Grethe Frederiksen husker med gru sit livs eneste omgang tømmermænd, der til gengæld varede flere dage.
- Jeg ville ikke være fuld, så jeg holdt mig til kun at drikke én ting. Det var pebermyntelikør. Det var grimt. Jeg har aldrig rørt det siden, fortæller hun.
Også 77-årige Grethe Hansen husker tilbage på sine byture, der udløste tømmermænd.
- Før i tiden kunne jeg tage tre-fire øl og ti snapse. Og en citronvand.
Grethe Hansen har dog citronvanden mistænkt for at have udløst tømmermændene.
- Ja, selvfølgelig var det den, siger hun.
Nogle af de unge i lokalet har også prøvet at være tynget af alkohol dagen derpå. Anna Nygaard og Emilie Thomsen understreger dog, at de ikke plejer at have deciderede tømmermænd, men de har et godt råd mod eftervirkningerne.
- McDonald's!, siger de samstemmende, og giver gerne rådet videre til de ældre.
- Nej, det var før min tid, siger Grethe Hansen og afviser idéen om burgere som tømmermandskur. For hende er der kun én vej gennem problemerne.
- Ja, at der ikke er nogen, der siger noget til mig den næste dag.
Måltidet er ved at nå til vejs ende. Produktionsskoleeleverne er ved at samle maden sammen.
- Det har været skidehyggeligt, synes jeg. Det har været en fornøjelse at være sammen med dem og gå blandt dem, siger Emilie Thomsen.
De ældre kvinder løfter glasset til endnu en skål, inden turen går tilbage til plejecenteret fra den usædvanlige tur på værtshus.
- Det har været en oplevelse, slår Kaja Kjerulf fast.
Se indslaget fra dameturen her:
Boulevarddrømmen fik ikke lov at leve, men til gengæld kan Børge Meibom nu omsætte andres byindretningsdrømme til sin grafik.
- Jeg synes, det er foretagsomhed. Der er så meget energi i det, og det skal der være i grafikken også.
Udstillingen 'Et kik gennem hullet i hegnet til det ny city' kan ses på Fyns Grafiske Værksted indtil 28. september.
En verden udenfor: Vuggestuebørn får kighul
Børnene i vuggestuen Solkernen er nysgerrige. I otte år har de hver dag lyttet til en særlig lyd uden at kunne se, hvor den kommer fra. Nu får de nysgerrigheden stillet.
Bag en meterhøj murstensmur på Grønløkkevej i Odense ligger vuggestuen Solkernen. Nærmeste nabo er jernbanen, hvor togene futter forbi i høj fart mange gange i timen.
- Tog fascinerer rigtigt mange børn, siger Dorthe Huus, daglig leder i Solkernen og fortsætter:
- Der er en lyd, og det er noget der transporterer os. Det er noget vi taler om, og det er en del af vores samfund, og det er noget, børnene leger med.
Muren har skærmet de små og holdt dem i sikkerhed for togtrafikken, men den har også blokeret børnenes udsyn.
- Lige siden huset åbnede, har det været en drøm at få lavet et kighul ud mod togene, siger Dorthe Huus.
Lokale virksomheder træder til
Da institutionen blev bygget for otte år siden, var der dog ikke penge til at opfylde drømmen. Nu har vuggestuen og forældregruppen bedt lokale virksomheder om hjælp.
- Sammen med forældrerådet har vi skrevet en god ansøgning til Skjøde, som lyttede til os og var villige til at give os pengene til et kighul, siger Dorthe Huus.
Den lokale entreprenør H. Skjøde Knudsen og flere andre lokale virksomheder har doneret glas og arbejdskraft og har henover sommeren etableret et kighul i muren.
- Det er vi meget glade for, siger Dorthe Huus.
Udsynet til skinnerne er nu sikret, og vuggestuebørnene kan både høre og studere togene gennem tykt panserglas.
- Man bliver helt varm, altså man bliver glad. Det er jo berigende at se de små børn stå og lære at sige tog og fut fut, siger Dorthe Huus og slutter:
- Det åbner verden, at vi har fået det kighul.
