Først var det skydebanen. Så et motorsportscenter. Senere var det modelflyvebanen. Og nu er streetrace også tilføjet til debatten.
Disse aktiviteter ligger i landsbyen Fraugde-Kærby i udkanten af Odense Kommune. Det er kommunen, der har givet tilladelse til de – i forskellig grad – støjende aktiviteter. Men borgerne er ikke blevet hørt i mange af sagerne. Det mener både Hans Buhl og Thormod Arnoldsen, der begge bor i byen.
- Det, der generer os, er, at vi ikke får noget at vide, før vi læser i avisen, at der skal afholdes gaderæs herude. Vi bliver overhovedet ikke informeret fra kommunen eller spurgt om noget som helst, siger Thormod Arnoldsen til TV 2/Fyn.
- Kommunen har jo ikke meldt noget ud til os, og vi bliver ikke spurgt. Det er bare noget, vi skal acceptere, siger Hans Buhl.
Hans Buhl bor tæt på modelflyvebanen, som han flere gange har brokket sig over til Odense Kommune, da han mener, at støjen generer ham og hans naboer.
- Det er blevet sådan, at efter Tiegtenbyen er udlagt til erhvervsområde, så har vi den opfattelse, at kommunen bare smider alt støj herud, siger Hans Buhl.
Og det bakker Thormod Arnoldsen op om:
- Det er som om, at man er ved at gøre det her til sådan en støjlosseplads – motorvejen larmer i forvejen, og så har vi alle de andre aktiviteter, og det synes vi ikke er rimeligt. Selvfølgelig skal de ting være nogle steder, men jeg synes ikke, vi bør have det hele smidt i nakken, siger Thormod Arnoldsen, der bor lige ud til den vej, hvor der flere gange årligt bliver kørt lovligt gaderæs.
Anders W. Berthelsen (A) fra Odense Byråd afviser, at der skulle være en skjult dagsorden.
- Der er ingen planer om, at det lige skal være den sydøstlige del af Odense Kommune, der skal have alle støjaktiviteter. Odense Kommune har ikke mange arealer, der ligger fjernt fra beboelse, så derfor er det generelt svært at finde plads til disse aktiviteter. Men embedsmænd har valgt det område, fordi det vil genere mindst muligt her. Men der er ingen tvivl om, at det er et område, der er plaget af meget støj.
Når nu det er et støjende område, er det så ok at lægge endnu mere støj derud?
Hvis det er lovligt, så ja. Men det er ikke et ønske om at genere nogle borgere, tværtimod. Det handler om at hjælpe dem, der mangler et sted til for eksempel motorsport, siger Anders W. Berthelsen.
Fakta