Bunker af skrald hober sig op i populær bydel: - Forfærdeligt svineri
kopieret!
Synet af skrald, der ligger og flyder, er næppe en fryd for øjet. Lugten er nok heller ikke til stor behag.
Men for beboere i Gartnerbyen er det mere eller mindre hverdag.
Mere ofte end sjældent står der skraldeposer, pap og ting, der hører genbrugspladsen til, rundt omkring i bydelen, der kan huse mere end 3.000 beboere.
- Det var ikke det, jeg regnede med, da jeg flyttede herind, siger Lise Marie Jensen.
- Jeg synes, det er noget forfærdeligt svineri. Og viceværten har også haft det oppe at vende, for det er tit, det ser sådan ud, siger Lise Marie Jensen, der er pensionist og har boet i Gartnerbyen i fire år.
Skrald er - og har længe været - et stort problem i Gartnerbyen. Men hverken mails fra udlejer, initiativer til fællesoprydning eller opslag i beboernes egen Facebookgruppe har kunnet sætte en stopper for “svineriet”.
Attraktivt kvarter behandles som losseplads
Det er beboerne selv, der roder.
I bydelen er der fælles molokker. Sommetider er de fyldt til randen, så man skal bevæge sig til en anden container for at komme af med sit affald. Andre gange er affaldet for stort til at komme i molokkerne.
- De smider det bare ved siden af, hvis der ikke er plads, siger Lise Marie Jensen om de beboere, der efterlader deres skrald.
Og det er, selvom genbrugsstationen Odense Renovation er nabo til Gartnerbyen.
En beboer har undersøgt, hvor lang tid det tager at gå hen til genbrugsstationen med sit affald. I Facebookgruppen “Beboere i Gartnerbyen” har hun delt sine erfaringer - for venligt at oplyse de, der måske ikke vidste, at der lå en genbrugsstation lige ved siden af.
Det tog hende 10 minutter at gå de 800 meter til genbrugsstationen med en flyttekasse i armene.
TV 2 Fyn er i besiddelse af en mail fra KD Selskaberne, der er et af udlejningsselskaberne i Gartnerbyen. I den står, at selskabet har oplevet mange henvendelser vedrørende affald og storskrald omkring molokkerne. Selskabet skriver videre, at det ikke er meningen, at man som beboer efterlader blandt andet flyttepap og ødelagte møbler.