- Det er rigidt
Den konservative by- og kulturrådmand, Søren Windell, synes også, forslaget er problematisk.
- Det er godt for Skibhusvej, men skidt for det kommunale selvstyre. Det her lovforslag begrænser jo kommunens muligheder for byudvikling. Det er rigidt, og jeg er imod det selvom det er et godt forsvar mod venstrefløjens antibilisme, siger han og tilføjer.
- Det ville være bedre, hvis den sunde fornuft indfandt sig hos partierne i Odense Byråd, og vi selv fandt ud af, at Skibhusvej ikke skal lukkes.
Hver dag kører 8.000 biler gennem den sydlige del af Skibhusvej. Det er planen, at den i foråret lukkes og omdannes til cykelgade. Men i regeringens lovforslag lægges der op til, at kun veje med under 1.000 bilister i døgnet kan afspærres - og dermed ikke Skibhusvej.
Cykelgaden er en del af Odense Kommunes såkaldte mobilitetsplan, der har to mål: At flere skal bo og færdes i bymidten, og at CO2-forbruget reduceres.
Kommunen har planer om, at fartgrænsen skal sænkes til 30 kilometer i timen på hele vejnettet inden for Ring 2. Det vil reducere CO2-forbruget med 17.000 ton årligt. Mobilitetszoner, hvor man lukker for gennemkørende trafik såsom med Skibhusvej, oppebærer 33.000 ton per år.
Dermed er to væsentlige elementer i mobilitetsplanen potentielt sat ud af spil.
En bombe under mobilitetsplanen
I Københavns Kommune har man allerede udfærdiget et notat, der beskriver konsekvenserne af det nye lovforslag. Konsekvenser, som efter al sandsynlighed også vil gælde i Odense Kommune.
Lovforslaget giver kommunerne mulighed for at træffe færdselsmæssige beslutninger om vejes indretning og udnyttelse, men indfører samtidig en række nye objektive betingelser for blandt andet hastighedsgrænser, ensretninger og vejafspærringer. Noget, som begrænser kommunerne i høj grad, mener Tim Vermund.
- Forslaget vil gøre det umuligt for os selv at bestemme, hvilke veje vi vil sætte hastigheden ned på. Det vil have en vidtgående betydning for alle kommunernes mulighed for at gøre noget ved trafik. Det er vi rigtig bekymret for.
Han kalder det et indgreb i kommunernes selvstyre og muligheder for selv at bestemme. Og han stiller sig uforstående overfor, hvis regeringen virkelig mener, at det er en god ide.
- Jeg håber virkelig, at de besinder sig, fordi det har meget meget vidtrækkende konsekvenser, hvis ikke det bliver standset.
Tim Vermund er nu bekymret for, hvordan det stiller kommunens mobilitetsplan.
Ifølge forslaget er det blandt andet veje, hvor der i gennemsnit kører 4.000 biler i døgnet, som kommunen med forslaget ikke må sænke hastigheden på. I forslaget lyder det også, at der på 88 procent af Odense Kommunes veje kører under 4.000 biler i døgnet, hvorfor de i princippet gerne må reguleres med hastighedsnedsættelser af kommunen selv.
Minister tager til genmæle
Men den køber rådmand Tim Vermund ikke. For det ikke nødvendigvis de veje, som kommunen vil lave ændringer på. Han mener, det er logik, at kommunerne bedst ved, hvor der er behov for lukning af veje, hastighedsnedsættelser og andet.
- Det er jo os, der bor her i byen, der ved noget om, hvordan trafikken påvirker vores hverdag. Det vil være meget klogere at få gennemgående trafik rundt om byen. Vi har klimaambitioner og mål for, hvordan vi skaber en grønnere by. Det er noget, de vil tage fra os.
TV 2 Fyn har foreholdt transportminister Thomas Danielsen (V) kritikken fra de to rådmænd.
- Forslaget fjerner en række bureaukrater i det offentlige, mens målet er det samme: At sikre vigtige færdselsårer holdes åbne og sikre fremkommelighed. Jeg glæder mig til at læse høringssvarene, skriver ministeren i en kommentar til TV 2 Fyn.