Vilde planer afsløret til møde om ny kæmpehavn
kopieret!
Der er brændende interesse for, hvad der skal ske i Nyborg Fjord de kommende år.
Og interessen rækker helt til Baltic Pipe, Meta og Fermern-forbindelsen, der allerede har brugt havnen i den igangværende anlægsfase.
Snart forventes Novo Nordisk også at bruge havnen til den nye fabrik i Odense, fortalte Morten Højrup, direktør hos Associated Danish Ports, torsdag eftermiddag på et borgermøde på Hotel Nyborg Strand,
Og der er i det hele taget stor interesse for at bruge havnen i Nyborg, der har pæn havnedybde.
Associated Danish Port (ADP), der ejer industrihavnen i Nyborg, har planer om en udvidelse af havnen i Nyborg med 130.000 kvadratmeter.
Massiv interesse
Et par hundrede nyborgensere var mødt op for at høre om de store planer.
ADP har allerede haft formøder med nogle af de græsrødder, naturfredningsfolk, naboer, erhvervslivet og andre stakeholders, som har en interesse i havnens og fjordens udvikling.
En af de ideer, der er kommet på bordet er en fugleø, plantning af ålegræs, anvendelse til opfyldning af udvidelsen med overskudsjord, stensætninger til dyreliv og ynglepladser, vindmøller, forureningsbekæmpelse, øget vandskifte, men også mere erhverv.
Havneselskabet overvejer blandt andet at bruge forurenet jord fra Avernakke-området, der også skal udvides, med en pier, rense og indkapsle og isolere det i den nyanlagte industrihavn.
Ifølge ADP-direktøren skal selskabet selv rejse de 60 procent af finansieringen til havneudvidelsen, og det vil ikke komme til at belaste kommunekassen i Nyborg.
En beskæftigelsesanalyse fra ADP omtaler en forventning om 400 arbejdspladser og 30 millioner kroner i skatteindtægter.
For at kystsikre havnen hæves den 1,5 meter i forhold til de to meter fra kajkant til havoverfladen i dag.
Til borgermødet blev der spurgt ind til, om havneudvidelsen går ud over ålegræsset i området og fladfisk-ynglen. Desuden var der frygt for, at en kunstig ø ville fremme skarvens tilstedeværelse.
På mødet blev lystfiskerne inviteret til en tættere dialog med havneselskabet.
Anlæggelsen af havnen har dog forholdsvis lange udsigter. Først i 2030-2032 forventes den nye storhavn at kunne tages i brug, hvis alt går efter planen.
I mellemtiden skal der blandt andet afholdes en høring og udarbejdes miljøredegørelse - en såkaldt VVM-undersøgelse - for projektet.