Butikker bør aldrig ty til selvtægt, siger politiet efter fund af forbryderalbum
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
I fire ud af fem tilfælde får vi faktisk løst butikstyveri med bøde eller fængselsstraf, siger politiet.
Butikker bør aldrig ty til selvtægt, men de skal i stedet sørge for at anmelde alle butikstyverier til politiet.
Sådan lyder opfordringen fra Fyns Politi, efter at TV 2 Fyn onsdag kunne fortælle om butikskæden Bahne, der i forsøg på at komme butikstyverier til livs, ulovligt har opbevaret personfølsomme oplysninger om mulige butikstyve i et forbryderalbum.
Ringbindet blev fundet i en container i forbindelse med, at butikken i Odense skulle flytte fra Kongensgade til Rosengårdcentret.
I albummet er der samlet registreringer og overvågning af i alt 61 personer, som alle er mistænkt for at have begået tyverier i Bahne. I flere tilfælde er det lykkedes butikken at finde frem til navne og profiler på sociale medier på de pågældende personer. Alt materialet stammer fra perioden 2016 til 2019.
Bahnes administrerende direktør Benjamin Røpke har beklaget situationen og at det ikke er deres politik at lave den form for album. Han nævner samtidig, at de nye GDPR-regler har gjort det markant sværere at forebygge tyveri.
"Vi oplever, at organiserede kriminelle udnytter denne svaghed og uretmæssigt stjæler for et tocifret millionbeløb årligt i vores butikker. Dertil oplever vi en voksende frustration hos vores personale over, at politiet ikke har ressourcer til at håndtere de butikstyve, som det lykkes at fange," skrev han i en mail til TV 2 Fyn.
Frustrationen bør dog ikke afholde butikkerne fra at anmelde alle tyverier, lyder det fra Søren Frederiksen, vicepolitiinspektør ved Fyns Politi.
- Jo flere anmeldelser, vi får ind, des flere anmeldelser behandler vi også. I fire ud af fem tilfælde får vi faktisk løst sagen med enten en bøde eller fængselsstraf til vedkommende. Vi håber ikke, at man afstår fra at anmelde noget i frustration over, at der ikke sker nok. Det giver nogle mørketal, hvis ikke man vælger at anmelde det, siger Søren Frederiksen.
Butikker skal ikke handle på kant med loven
Han oplyser, at der siden sidste vinter er sket "ret stor fremgang" i antallet af butikstyverier på Fyn. Hvis en butik alligevel ønsker at holde øje med mulige butikstyve, lyder opfordringen videre fra politiet:
- Vi anbefaler altid, hvis man vil opbevare personfølsomme oplysninger, at man tager en dialog med Datatilsynet og ser, hvad de har af anbefalinger på området, for så undgår man at handle på en måde, som bringer én på kant med loven.
Ifølge Benjamin Røpke bliver der årligt stjålet for et tocifret millionbeløb i Bahnes butikker. Bahne har i alt 22 butikker over hele landet.