1. apr. 2022 kl. 6:23
Alexander Aagaard

Ekstraordinært mange nærveds-ulykker på letbanen: Det siger lokalpolitikerne om sagen

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del
Link
kopieret!

De mange nærveds-ulykker skal tages alvorligt, lyder meldingen fra tre lokalpolitikere. Men odenseanerne skal i højere grad lære at vænne sig til den i dagligdagen.

Næsten 1.000 gange har Odense Letbane været tæt på at støde sammen med andre trafikanter. 

Det viser en registrering fra trafikselskabet Keolis, der står bag driften af letbanen, siden oktober sidste år. 

Det drejer sig om nærvedshændelser, hvor et letbane har været tæt på at støde sammen med gående, cyklister eller biler.

Læs også: Odenseanere uopmærksomme på letbanen:
  • Det var 15 sekunder fra mig, så det var tæt på
Gå tilbage Del
31. mar. 2022 kl. 6:17

Odenseanere uopmærksomme på letbanen:
  • Det var 15 sekunder fra mig, så det var tæt på

Julie Lapp

Inden letbanen i Odense for alvor er kommet i drift, har den mange gange været tæt på sammenstød med gående, cyklister og biler. Ifølge odenseanerne selv, skyldes det uopmærksomhed i trafikken.

Næsten 1.000 nærvedhændelser.

Så mange gange har trafikselskabet Keolis registreret, at letbanetog i Odense har været tæt på sammenstød med gående, cyklister eller biler siden oktober.

Det er noget, der kommer bag på flere odenseanere.

- Jeg synes, det er et sindssygt højt tal, og jeg synes, at det er lidt foruroligende, at tallet ikke er mindre end i Aarhus, siger Sofie Valdis.

Thomas Brændstrup, der er letbanedirektør i Keolis, fortæller da også til DR P4 Fyn, at antallet af hændelser i Odense er ekstraordinært højt.

- Det er markant højere, end vi har set både i Aarhus og andre sammenlignelige Keolis-netværk rundt om i verden, siger han.

Samme problem i Belgien

Direktøren mener, at de mange nærvedhændelser måske kan skyldes, at folk ikke har været opmærksomme på, at letbanen er startet op og kører i fuld drift. Det er han ikke ene om at tro.

- Hvis du kigger dig omkring, så kan du også se, at folk kigger på alt muligt andet end trafikken, så det er ikke så underligt, at folk ikke er opmærksomme, siger Helle Hjorth, der bor i Odense.

- Og vi skal nok også lige lære det, men det er jo noget med at holde øje med, hvad der foregår. Det skal man jo altid, fortsætter hun.

“Havde det været tog, så havde man set skinnerne lidt tydeligere, og der havde været blink”

— Sofie Valdis

Én af dem, der har været tæt på et støde sammen med letbanen i Odense, er Sofie Valdis. Hun fortæller, at hun var på vej ud i et lyskryds, hvor man tidligere kunne vente ved skinnerne inden man krydsede vejen. Her blev hun pludselig overrasket over at se et kørende letbanetog.

- Der stod en dame ved siden af mig og sagde, du bliver altså lige nødt til at rykke dig lidt. Det var 15 sekunder fra mig, så det var tæt på, fortæller Sofie Valdis.

Ben Rotsaert, der oprindeligt er fra Belgien, men til dagligt bor i Odense, er ikke så overrasket over de mange nærvedhændelser. Ifølge ham, har de nemlig præcis samme problem med sporvognene i Belgien.

- Der sker også ulykker. For eksempel kører folk på cykel inde i sporene, og så vælter de, fordi de sidder fast. Så kommer de til skade, og nogen gange er de tæt på at dø, siger Ben Rotsaert.

Går i et med vejene

Udover de mange nærvedhændelser fra oktober til slutningen af marts har der i samme periode været fem regulære påkørsler. Der har dog ikke været nogen tilskadekomne ved nogle af uheldene.

Letbanedirektør Thomas Brændstrup er optimistisk omkring, at odenseanerne vænner sig til letbanekørslen, men flere af borgerne i Odense mener godt, at man kan gøre lidt mere for at skabe opmærksomhed på toget.

- Måske skal man sætte fokus på de steder, hvor folk er meget uopmærksomme og kører rundt og glor i alt muligt i stedet kigge forude og lytte efter, hvad der sker, siger Helle Hjorth.

Til DR P4 Fyn fortæller Keolis' letbanedirektør, Thomas Brændstrup, at antallet af hændelser i Odense er markant højere sammenlignet med letbanen i Danmarks andenstørste by, Aarhus. 

I den samme periode har et letbanetog været involveret i regulære påkørsler. Her var den seneste episode for lidt over en uge siden, hvor en personbil og tog kørte sammen på Østre Stationsvej.

Det siger lokalpolitikerne 

Torsdag var det høje antal hændelser også på dagsordenen til møde i Økonomiudvalget i Odense Kommune. 

Og hvordan ser lokalpolitikerne på letbanens færden gennem bybilledet? 

Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) og rådmand i Odense Kommune Søren Windell (K) er enige, om at de markante tal om nærveds-ulykker er alvorlige. Her er overbevisningen, at trafikselskabet Keolis ser nøje på sagen. 

- Jeg føler, at man har opmærksomhed på visse hotspots, hvor der er udfordringer med for eksempelvis højre- eller venstresving, siger rådmand Søren Windell (K). 

- Jeg oplever, at dem hos letbanen tager det meget, meget alvorligt. Det er jo også derfor, at man laver de her data. Det er jo for, at man kan lære at tilpasse systemet, så det bliver så sikkert som muligt, siger borgmester Peter Rahbæk Juel (S). 

“Vi jo som odenseanere skal vænne os til letbanen, når vi er ude at cykle, ude at gå eller ude at køre bil. Det er simpelthen en letbane, som vi skal lære at tage højde for i trafikken fremadrettet”

— Peter Rahbæk Juel, Borgmester, Odense, Soc.dem.

Beskæftigelses- og Socialrådmand i Odense Kommune Christoffer Lilleholt (V), mener, at der bør ses på flere tiltag i forbindelse med letbanen for bedst mulig at undgå disse hændelser. 

- Det er en kæmpe udfordring. Derfor har vi også bedt om at gå dybere ned i dem (tallene, red.). Vi skal finde ud af, hvor mange af de 1.000 hændelser som er sket på specifikke steder i byen, siger Christoffer Lilleholt (V) og uddyber:

- Vi skal hjælpe odenseanerne med at leve sammen med letbanen, og der kan det jo godt være, at der skal nogle flere striber på vejen. Det kan også være, at der skal nogle flere skilte op rundt omkring.

Læs også: Tredje gang på samme strækning: Letbane og bil igen i nærkontakt
Gå tilbage Del
30. mar. 2022 kl. 19:19

Tredje gang på samme strækning: Letbane og bil igen i nærkontakt

Jeanette Torndahl Fournier

For tredje gang på otte dage har et letbanetog været i nærkontakt med cyklister og biler på samme strækning.

En bilist og et letbanetog har onsdag eftermiddag igen ramt hinanden i det centrale Odense.

Uheldet er sket i krydset ved Østre Stationsvej og Jernbanegade, hvor bilen og letbanen har snittet hinanden.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

- En bil har snittet toget, og der er sket meget begrænsede skader, siger vagtchef ved Fyns Politi Steen Nyland, til Fyens Stiftstidende. 

Politiet fik meldingen om uheldet klokken 17.01.

Ifølge avisen har hverken Fyns Politi eller Odense Letbane endnu overblik over, hvad der er sket i forbindelse med uheldet. 

Flere uheld på strækningen

Onsdagens uheld på strækningen er bare endnu et i rækken. Faktisk har der på otte dage været tre uheld ved letbanestrækningen, der løber langs Østre Stationsvej og Vestre Stationsvej. 

Først var det en cyklist, der tirsdag morgen kørte ind i siden på letbanetoget. 

Dagen efter - den 23. marts - var det så en personbil og et letbanetog, der kolliderede på Østre Stationsvej. Både letbanevogn og bil blev beskadiget, men ingen personer kom til skade. 

Og onsdag den 30. marts snittede en bil og letbanetoget så altså hinanden.

Kollisioner med letbanen

30. november 2021: Kolliderer med bil

Et letbanetog kolliderer med en bil i krydset ved Ørbækvej og Stærmosegårdsvej. Ingen personer kommer til skade i forbindelse med uheldet, men både letbanetoget og bilen får skader.



Ifølge politiet viser overvågningsbilleder fra lyskrydset, hvordan bilisten kørte over for rødt, og føreren af bilen bliver sigtet.



Det var første gang, at letbanen var impliceret i et uheld, der involverede andre trafikanter.

17. december 2021: Lastbil rammer letbanetog

En svingende lastbil rammer et letbanetog, der er i gang med en testkørsel på Nyborgvej omkring Østerbæksvej.



Lastbilen svinger til højre fra Nyborgvej og ind ad en privat indkørsel, hvorefter lastbilens bagende ramte bagenden af letbanetoget.



Ingen personer kom til skade, og der skete kun materielle skader. I forlængelse af uheldet opfordrede Odense Letbane efterfølgende fodgængere, cyklister og bilister til at være ekstra opmærksomme, når de færdes i Odense.

22. december 2021: Fodgænger kørt ned af letbanen

I krydset ved Ørbækvej og Stærmosegårdsvej bliver en fodgænger kørt ned af et letbanetog. Manden bliver efterfølgende kørt på sygehuset i ambulance. 



Ifølge politiet er fodgængeren dog uden for livsfare som følge af ulykken.



Politiets efterforskning viser efterfølgende, at manden gik i sine egne tanker og derfor ikke opdagede toget. Han gik lige ud foran toget og stødte hovedet ind i det, skriver Fyens Stiftstidende.

22. marts 2022: Cyklist påkører letbanen

Om morgenen tirsdag den 22. marts kørte en cyklist og et letbanetog sammen på Vestre Stationsvej ved Krudthusgade.



Det var ifølge Fyns Politi cyklisten, der kørte ind i siden på letbanetoget. Sammenstødet skyldes uforsigtighed, lød det i et facebookopslag fra politiet. 

23. marts 2022: Letbane og personbil kørt sammen

Klokken 17.20 den 23. marts kørte et letbanetog og en personbil sammen på Østre Stationsvej i Odense.



Ingen personer kom til skade, men både bil og letbanetoget blev beskadiget.



- Bilen har fået nogle knubs. Hvorvidt den kan køre igen, skal jeg ikke kunne sige, men den har fået nogle ordentlige knubs. Toget har også nogle skader, men jeg ved ikke, hvor alvorligt det er, fortæller Henrik Krøjgaard, der er vagtchef ved Fyns Politi.



Uheldet skyldtes formentlig, at bilisten tog et forbudt venstresving.

30. marts 2022: Letbane og personbil snitter hinanden

Klokken 17.01 snitter en bilist og et letbanetog hinanden ved krydset på Østre Strationsvej og Jernbanegade. 


Det er tredje uheld med et letbanetog på den strækning på otte dage. 


Ingen personer kom til skade i forbindelse med uheldet.

Her lyder opfordringen også fra Odenses borgmester, at odenseanerne i højere grad skal se letbanen som en fast del af den pulserende by. 

- Vi som odenseanere skal jo vænne os til letbanen, når vi er ude at cykle, ude at gå eller ude at køre bil. Det er simpelthen en letbane, som vi skal lære at tage højde for i trafikken fremadrettet, siger borgmesteren.

Se hele indslaget om letbanen her: 

3. jan. 2025 kl. 22:20

Lægekoncern ramt af cyberangreb

LYT
Del
Link
kopieret!

Lægekoncernen Alles Lægehus vil fredag give besked til patienter, der er blevet ofre for det cyberangreb, som ramte lægekoncernen 9. december.

Det oplyser Alles Lægehus til DR Nyheder.

Lægekoncernen oplyste i en pressemeddelelse 30. december, at det kriminelle angreb har omfattet persondata fra patienter og medarbejdere, og at man fortsat undersøger omfanget.

Alles Lægehus har 130.000 patienter landet over, men det er endnu ukendt, hvor mange af disse der er ramt.

På Fyn har Alles Lægehus afdelinger i Faaborg og Gelsted.

Vinterberedskabet kører på højtryk

LYT
Del
Link
kopieret!

Fredagen blev starten på en række af dage med temperaturer under frysepunktet og sne.

I Faaborg-Midtfyn Kommune gør de deres for at holde vejene sikre og farbare, men Carsten Nøhr, som er leder af Park, Vej og Natur i Kommunen, opfordrer alligevel til at køre forsigtigt og i god tid.

- Der er jo mange kilometer veje vi skal holde, så tag dig god tid når du skal ud og køre. Hellere komme ti minutter for sent, siger han.

3. jan. 2025 kl. 20:56
Morten Albek

Så meget dyrere bliver det at eje en diesel- eller benzinbil

LYT
Del
Link
kopieret!

Da vi hoppede ind i 2025, tog udgifterne til benzin- og dieselbiler ligeså et hop op.

Det er med andre ord blevet markant dyrere at tanke sin bil, især hvis du til daglig pendler i en dieselbil.

På grund af nye afgifter tager prisen på en liter diesel et ordentligt ryk op med 65 øre per liter. Den årlige såkaldte udligningsafgift på dieselbiler er dog samtidig sat ned.

Derfor rammer de nye højere afgifter på diesel især dem, der kører langt og tanker meget.

Værst for pendlere

Ifølge FDM vil man faktisk spare lidt penge i det samlede regnskab som dieselbilist, hvis man kun kører 10.000 kilometer om året.

Men kører man mindst 15.000 kilometer om året, hvilket de fleste dieselbilister gør, så bliver det dyrere.

Og kører man 20.000 kilometer om året i en dieselbil, vil det betyde en stigning i udgifter på 975 kroner.

Når man op på 30.000 kilometer, så fordobles beløbet til en ekstra udgift på næsten 2.000 kroner.

For benzinbiler ser regnestykket lidt anderledes ud. Der er ikke modregning i en fast afgift, så der rammer stigningen rent med 23 øre ekstra per liter.

Det vil sige, at hvis du kører 20.000 kilometer i en benzinbil, giver det en ekstraregning på 293 kroner.

Det frustrerer Kennet Herskind, der kører i en benzinbil.

- Det er vanvittigt, som benzinpriserne allerede er steget, fortæller han frustreret til TV 2 Fyn.

Mulig marginal gevinst til elbilister

Kører du i elbil, skal du ikke frygte stigende afgifter. Tværtimod.

I Danmark vil man nemlig opleve et marginalt fald i afgiften på elektricitet.

Dog er det kun elbilister, der lader op uden abonnement, som kan se frem til en besparelse.

Men selv for disse elbilister er besparelsen minimal.

For kører man 10.000 kilometer, lyder besparelsen på 79 kroner. Det skriver FDM.

3. jan. 2025 kl. 20:11

Danskerne får billigere boliglån

LYT
Del
Link
kopieret!

Renterne på bankernes boliglån er faldet støt i løbet af 2024. Det viser Mybankers rentestatistik, som opgør de renter, som bankkunder får tilbudt gennem Mybankers platform.

Den gennemsnitlige tilbudte rente på et boliglån i banken var på lige under 4,5 procent i december 2024. Det var 2,1 procentpoint lavere end et år tidligere.

Også den gennemsnitlige tilbudte rente på et andelsboliglån var lavere ved udgangen af 2024 end et år tidligere.

Ifølge Mybanker faldt gennemsnittet af de tilbudte renter på et andelsboliglån hver eneste måned i løbet af 2024. I december lå gennemsnittet på 4,3 procent, hvilket var ét procentpoint lavere end et år tidligere.

3. jan. 2025 kl. 19:09
Sophie Gommesen

Hav af blomster lagt foran ulykkessted

LYT
Del
Link
kopieret!

Et par dage efter ulykken, der kostede 24-årige Tobias Lund fra Odense livet, vælter kondolencerne ind i form af blomster og lys lagt ved ulykkesstedet.

Blandt andet kan man tyde, at familiemedlemmer og venner har været forbi. Der står blandt andet skrevet.

Passer på dig og vores familie.

Vent på mig!

Din kone vil jeg altid være.

Du vil altid have den største plads i mit hjerte.

Vi deler jeres sorg.

Og det er ikke kun på Nyborgvej, at man finder kondolencer. Tobias Lunds fodboldklub mindes også den unge odenseaner i et opslag på Facebook.

3. jan. 2025 kl. 18:03
Sophie Frederikke Gommesen

Lastbil skal tømmes på motorvejen efter brand

LYT
Del
Link
kopieret!

En lastbiltrailer brød tidligere fredag i brand på Fynske Motorvej, hvilket fik beredskabet til at spærre motorvejen helt ved Motorvejskryds Odense.

Branden er slukket og motorvejen er genåbnet, men et stort arbejde udestår endnu med den brandskadede lastbilstrailer, oplyser politiets vagtchef.

- Vi afventer en lastbil med en grab og nogle tomme lastbiltrailere, så vi kan få flyttet godset væk fra motorvejen i nye trailere. Derefter skal den brandskadede trailer løftes op på en blokvogn, for bremserne er blokeret helt, siger Steen Nyland.

Vagtchefen oplyser at godset i traileren er tungt men ufarligt. I forbindelse med bjærgningen skal dele af motorvejen spærres igen.

3. jan. 2025 kl. 17:06
Fyn
Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Unge sniffede lightergasubemandet bibliotek - nu har borger fået nok

LYT
Del
Link
kopieret!

Han kunne lugte det, med det samme han satte sig på biblioteket i Otterup.

Stanken sivede rundt i lokalet, og Per Hermansen var ikke i tvivl om, hvad det var, og hvor det kom fra.

Han kiggede over på fire unge mænd, der her mellem bøger og blade sad og sniffede lightergas tidligt torsdag aften.

Biblioteket i Otterup var som sædvanlig åben og ubemandet i tidsrummet. Så der var intet personale til at bevidne, hvad de unge fordrev tiden med.

Derfor skrev Per Hermansen et opslag i Facebookgruppen ’Det sker i Otterup’.

- Ved du, hvad dine børn laver, skrev han, mens han kunne høre den ene lightergas-dåse efter den anden blive åbnet.

Han skrev og forklarede videre, hvad han så på biblioteket. Her opholdt han sig i en times tid, inden han tog hjem med en tung hovedpine efter at have lugtet lightergas.

Men billedligt talt kom hovedpinen også af tanken om den situation, Otterup efterhånden er i, fortæller Per Hermansen.

- Der er et generelt problem med stoffer i byen, siger han.

- Det er noget, der skal gøres noget ved nu. Det er en samlet opgave, som både forældre og SSP skal løfte.

Lightergas er grænsen

SSP i Nordfyns Kommune er blevet gjort opmærksom på lightergas-episoden på biblioteket i Otterup torsdag aften. Det oplyser SSP-konsulent Per Jensen i en besked til TV 2 Fyn.

- Vi er bekendt med hændelsen og er i gang med forebyggende indsatser, skriver han.

Også på biblioteket i Otterup er man på sagen. Hans Trygve Birkeland er bibliotekar og driftskoordinator, og han har set overvågningsbillederne fra torsdag aften igennem. Her kan han ikke se, at de unge sniffer lightergas, men han fortæller, at man har fundet de tomme dåser i en skraldespand uden for biblioteket.

Tidligere har de unge af og til opholdt sig på biblioteket, men hen over julen har de været der nærmest dagligt, fortæller Hans Trygve Birkeland.

- En del borgere har henvendt sig om unge, der hænger ud på biblioteket om aftenen. Det har vi været klar over. De har dog aldrig opført sig uordentligt. Men lightergas er vores grænse, og derfor har vi taget fat i SSP, siger Hans Trygve Birkeland.

- Hvis vi smider dem ud af biblioteket, går de bare et andet sted hen og sniffer lightergas. Så det er vigtigt, at nogle voksne tager hånd om dem.

Flere problemer

At der endelig er et fokus på de unge, og hvad de laver om aftenen i Otterup, var, hvad Per Hermansen ville med sit opslag på Facebook. Alt for længe har ingen gjort noget ved et åbenlyst problem, mener han.

- Skal en af de unge dø, før der bliver gjort noget, spørger han.

I Facebookgruppen ’Det sker i Otterup’ er det ikke første gang, der bliver gjort opmærksom på problemet.

I december beskrev en ekspedient, hvordan teenagere er begyndt at købe to-tre dåser lightergas ad gangen, og i november lagde en kvinde billeder op af en tom dåse lightergas kastet ved skolens legeplads.

Selv har Per Hermansen også set, hvordan handel med stoffer foregår på åben gade i Otterup.

Han mener, at en af årsagerne til problemet er, at de unge ikke længere har nogen steder at tage hen i Otterup. Så ender de steder som biblioteket, når personalet er taget hjem, og hvor selvbetjeningsåbningstiderne gør, at man stadig kan komme ind. Derfor er han glad for, at kommunens SSP-arbejde nu går ind i sagen.

- Det var også på tide, siger han.

3. jan. 2025 kl. 16:10
Allan Lundgren/Ritzau Scanpix

Medisterpølse tilbagekaldt efter salmonella-fund

LYT
Del
Link
kopieret!

Coops luksusmedister tilbagekaldes efter fund af salmonella, skriver fødevarevirksomheden Hilton Foods Danmark i en pressemeddelelse.

Produktet er solgt i Kvickly, Brugsen, SuperBrugsen, Fakta Tyskland og FK Tvøroyi (Færøerne).

- Symptomerne på infektion med salmonella er diarre, mavesmerter, feber, hovedpine og eventuelt kvalme og opkast. Sygdommen kan vare fra få dage til flere uger, lyder det i pressemeddelelsen.

Hilton Foods Danmark oplyser, at produktet bør kasseres eller leveres tilbage til butikken, hvor det er købt.

Helt præcist er der tale om produktet "luksusmedister, 600 gram" med pakkedatoen: 26.12.2024 og sidste anvendelsesdato: 02.01.2025.

3. jan. 2025 kl. 15:21
Sophie Frederikke Gommesen

Motorvej spærret - brændende lastbil blokerer

LYT
Del
Link
kopieret!

Beredskabet har valgt at spærre Fynske Motorvej i vestgående retning ved motorvejskryds Odense, da en brændende lastbil holder i nødsporet. Det oplyser Vejdirektoratets trafikinfo.

Motorvejen vil formentlig være spærret til branden er slukket.

Biler som skal mod Odense og Middelfart kan køre via rampen til Svendborgmotorvejen og flette ind på Fynske Motorvej igen.

Opdatering 16.05: Motorvejen er igen åben for trafik.

3. jan. 2025 kl. 14:48
Sophie Frederikke Gommesen

Politi advarer: Makaber video af tragisk dødsulykke delt på nettet

LYT
Del
Link
kopieret!

Nytårsnat mistede den 24-årige Tobias Lund livet i en tragisk ulykke med fyrværkeri, der indtraf kort efter midnat på Nyborgvej 67 i Odense.

Siden er mennesker strømmet til med blomster, lys og beskeder til den afdøde. Men midt i sorgen over tabet kommer familien med et opråb efter en makaber video af ulykken er blevet delt på internettet. Et familiemedlem til den afdøde beder på Facebook om, at videoen ikke bliver delt.

TV 2 Fyn har set en video, der er optaget i sekunderne efter ulykken, på det sociale medie Reddit. Den er siden blevet fjernet igen.

På videoen, som er rystet, kan man høre skrig og se den 24-årige på få meters afstand af kameraet. På videoen kan man ikke se hvor voldsomme skaderne er, men det er tydeligt at han havde blod og sod i ansigtet.

Ulovligt at dele

At dele videoen er ikke blot makabert, men også strafbart, advarer Mads Boel fra Fyns Politi.

- Det er strafbart at dele den slags. Det er et brud på straffelovens paragraf 264d. Og udover at være ulovligt er det også etisk forkasteligt. Så det vil vi opfordre til at stoppe med øjeblikkeligt, siger han til TV 2 Fyn.

Lovparagraffen lyder, at man kan straffes med op til seks måneders fængsel, hvis man deler billeder eller videoer vedrørende en andens private forhold som kan forlanges unddraget en bredere offentlighed. Blandt andet når materialet vedrører en afdød person.

Fyns Politi har ikke selv set videoen endnu, men vil reagere, hvis det lykkes at finde frem til personer, som deler den.

Politiet er i gang med at efterforske sagen og undersøger blandt andet, om der var tale om ulovligt fyrværkeri.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her