Tre gange om ugen traver Emma Smith rundt på golfbanen i Odense Golfklub. Det har den pensionerede odenseaner gjort i ni år.
- Det er jo dejligt at komme ud i vejret. Jeg spiller både sommer og vinter, fortæller hun.
Emma Smith er også diabetiker. En sygdom, som hun har haft siden hun fyldte 50 år. De mange golfture har ikke kun forbedret Emma Smiths spil. Det har også gjort en forskel for hendes diabetes.
Spiller man dårligt, så går man jo endnu flere skridt, for så skal man ud at lede efter boldene
- Det har gavnet på den måde, at jeg ikke synes, at jeg skal tage så meget medicin. Og jeg holder mit sukkertal rigtig fint. Det siger min læge. Og det synes jeg faktisk også selv, griner Emma Smith.
Golf skal være for alle
I weekenden holdt golfklubber rundt om i landet Golfens Dag, som er en slags åbent hus. Det gjorde de også i Emma Smiths klub - Odense Golfklub.
Og det handler ikke kun om at hverve nye medlemmer. Det handler også om at tage et samfundsansvar.
- Diabetesudviklingen er tæt på katastrofal, siger næstformanden i Odense Golfklub, Mogens Hüttel, der også er pensioneret overlæge fra OUH.
I golfklubben vil man gerne gøre en forskel for diabetikere. I maj inviterer de derfor sukkersygepatienter til en tur på golfplænen for at se, hvad det kræver at spille golf.
- Vi har en grund til at formode, at en tabletbehandlet type 2-diabetiker kan komme ud af sin medicinske behandling, lyder det fra Mogens Hüttel.
Jo dårligere du spiller - jo mere motion får du
Ifølge Diabetesforeningen vejer 70 til 80 procent af alle diabetikere for meget. Her kan golfen gøre en forskel.
- På grund af sukkersygens påvirkning på kroppen er diabetikere ofte ikke for gode til at bevæge sig så meget, som der skal til. Der er golf jo godt. Tænk på, at på en almindelig 18 hullers golfrunde, der går du jo 10.000 til 12.000 skridt. Spiller man dårligt, så går man jo endnu flere skridt, for så skal man ud at lede efter boldene, siger Mogens Hüttel.
Diabetespatienter kan forebygge udviklingen af sygdommen med motion og forbedre livskvaliteten. Det kan Emma Smith skrive under på.
- Jeg synes, at jeg har fået et...ikke perfekt liv - men et godt liv, for hvad er et perfekt liv? Men golfen giver jo også en glæde, griner Emma Smith.
Beregninger fra revisonsfirmaet KPMG viser, at golfsporten kan give en potentiel årlig besparelse på mere end 280 millioner kroner til behandling, medicinering, pleje og tabt arbejdsfortjeneste ved type-2 diabetes.
Artiklen fortsætter under indslaget
Dansk Golf Union og Aarhus Universitet har lige nu gang i et forskningsprojekt om golf og diabetes. Projektet skal undersøge, om golf kan påvirke sygdomsforløbet hos personer med type 2-diabetes. Her er 30 diabetikere blevet sat til at spille golf og skal herefter sammenlignes med en kontrolgruppe på 30 diabetikere, der ikke dyrker motion.
Hvorfor er golf godt?