Få hjemløse i Odense:
- Ti års arbejde betaler sig
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Vive er kommet med nye tal over hjemløse, og Odense er fortsat blandt de bedste til at få folk væk fra gaden. Men der skal nye metoder til for at tage det næste skridt.
Selvom der stadig er 117 hjemløse, har Odense haft stor succes med at få hjemløse væk fra gaden.
Faktisk så stor en succes, at andre storbykommuner har meget at lære fra det fynske.
I Odense er kun fire procent af de hjemløse registret som gadesovere. Det er det laveste tal i hele landet.
De gode tal overrasker ikke Heinz Wolf, der er leder i en af Kirkens Korshær varmestuer i Odense.
- Vi har en systematisk tilgang til det. Det er ti år med Housing First, der stadig betaler sig på den rigtige gode måde, mener Heinz Wolf.
I Housing First-tilgangen giver man hjemløse bolig og bruger det som udgangspunkt for den hjælp, de ellers får.
Metoden er også blevet brugt i andre kommuner, der har oplevet stort fald i hjemløse blandt andet i Aarhus.
Næste skridt
De seneste tre målinger det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd Vive har lavet over hjemløse har vist, at antallet af hjemløse i Odense har ligget stabilt omkring de 120. Ifølge Heinz Wolf kan det blive meget svært at komme meget længere ned.
- Vi er nået så langt ned, at hvis vi skal længere, skal der nye initiativer til, siger Heinz Wolf.
Heinz Wolf mener, at nøglen til at få fat i de sidste 117 er en øget bostøtte.
- Så skal vi måske også kigge på, om der er nogen, der skal have et plejehjemstilbud, siger Heinz Wolf.
Ifølge Christoffer Lilleholt (V), der er rådmand i beskæftigelses- og socialforvaltningen, bliver det et langt sejt træk at komme længere ned.
- Jeg er enig med Heinz Wolf i, at der skal gøres mere, og det handler om, at vi alle trækker på samme hammel. Så vi både i kommunen, i civilsamfundet og i psykiatrien arbejder på samme måde med hjemmet som udgangspunkt, siger Christoffer Lilleholt.
På med arbejdshandskerne
Men han anerkender også, at det kan blive svært. De hjemløse, der fortsat er i Odense, er nemlig ifølge Christoffer Lilleholt, nogle af dem, der er sværest at arbejde med.
- Det er nogle af dem, der har et massivt misbrug, forskellige sygdomme og er i høj grad dobbeltdiagnosticerede. Derfor bliver det svært. Men jeg er ikke i tvivl om, at vi nok skal få den ned, hvis vi arbejder med det, siger rådmanden.
Heinz Wolf er enig i, at det vil kræve en insats at komme yderligere ned:
- Jeg tænker, vi skal have arbejdshandskerne på, og vi er slet ikke færdige endnu i Odense. Men vi er nået et godt stykke vej.
En af dem der har fået en bolig igennem Housing First er Søren Phønix Christiansen, der tidligere havde været hjemløs i ti år.