Den første tirsdag i måneden er der fællesspisning i Davinde Forsamlingshus lidt uden for Odense. Sådan har det været i over 25 år.
Traditionen tro bliver der sunget sange fra højskolesangbogen, middagen bliver lavet af frivillige i lokalsamfundet, og så er der kaffe og kage bagefter.
Den første tirsdag i marts var ikke meget anderledes. Der var mexicansk på menuen, og det var Carsten Kok og Co., som havde lavet den.
- Vi skiftes til at lave mad til hinanden, og den har gang var det min tur, fortæller Carsten Juhl fra Davinde. Han er ikke i tvivl om, hvad byens borgere får ud af det månedlige møde.
- Det styrker sammenholdet i byen, i det lille lokalsamfund, vi lever i. Det er ikke kun for voksne, men også for børn.
Normalt møder mellem 50 og 60 af landsbyens borgere op til fællesspisning. Nogle gang har antallet været helt oppe på 80.
- Der bor nok en 300-400 stykker, så det er 20 procent af byens borgere, der møder op. Så det er ret unikt, fortæller Ivan Underlin, der er formand for Davinde Beboerforening.
Fejrer fællesskabet
TV 2/Fyn og landets øvrige TV 2-regioner har skudt gang i en kampagne der hylder fællesskabet. En kampagne, der er støttet af Tuborgfondet og Lokale- og Anlægsfonden.
Projektet går ud på at fejre alt det, som vi har sammen, og at finde frem til det unikke sammenhold, der fortjener titlen som "Årets Fantastiske Fællesskab".
Frem til 1. april kan alle foreninger og fællesskaber melde sig til på TV2fyn.dk. Herefter vil regionale juryer nominere ti fællesskaber, der ved sms-afstemning skal dyste om at vinde 50.000 kroner.
Vinderne af den regionale konkurrence går så videre til den nationale, hvor der er 100.000 kroner på højkant.