Flere hundrede døde fisk samles op af Odense Å
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Indtil videre er 14 kasser fyldt med dødt kød samlet op fra Odense Å. Og antallet af døde fisk bliver kun større.
Fiskedøden, der er en følge af det tørre vejr, har allerede fyldt 14 kasser med død i åen i Munke Mose.
Og det er langt fra, ifølge Paul Erik Nielsen der skoventreprenør hos Skovsbo Skoventreprenør, det fulde antal der kan ventes at dukke op i resten af åen.
- Vi smider båden i vandet og sejler rundt. Det er hovedsageligt, der hvor vandet står stille, at der vil være noget opsamling. Døde fisk er én ting, men de døde rotter er det værste. De stinker helt forfærdeligt. Puha, lyder det fra Paul Erik Nielsen.
Og det er en usædvanlig opgave skoventreprenøren er kommet ud til.
- Normalt laver entreprenørerne aldrig rensninger som den, vi laver nu. De 16 år jeg har været å-mand har jeg aldrig set noget lignede. Det er som om, åen er vendt med bunden i vejret. Det er meget besynderligt. Og et kedeligt syn, forklarer Paul Erik Nielsen.
Når man stresser naturen, som den er blevet nu, får det nogle følger.
Katastrofe i Odense Å: Vandet flyder med døde dyr
Fisk og rotter flyder i Odense Å. Tørken er en alvorlig trussel, som dræber.
Tirsdag formiddag kom personale fra Vandcenter Syd på en usædvanlig opgave.
De skulle nemlig lukke op for vandgennemstrømningen i slusen ved Munke Mose af en særlig årsag.
Det stillestående vand ved slusen og Åfarten har de seneste dage været et decideret orgie af døde havørreder og rotter.
Knud Søndergaard, der er funktionsleder i landbrug og natur i by- og kulturforvaltningen i Odense Kommune, blev gjort opmærksom på problemet gennem en lang række borgerhenvendelser.
- Det skyldes det helt usædvanlige vejr, vi har haft i år. Det har ikke regnet særlig meget, så vandet i Odense Å er meget lavt og varmt. Så kan vi se, at der opstår iltsvind i de lavvandeopstemninger, der er i åen, siger han.
Kommunen er hjælpeløs
Iltsvind er en udfordring, som Odense Kommune ikke kan gøre særlig meget ved.
- Vi kan ikke gøre så meget konkret for at hjælpe fiskene. Det er de fremtidige små havørreder, som skulle produceres af de store fisk, som man kan se døde i vandet. Der er blevet lukket lidt op for sluserne i Munke Mose. Det betyder, at vi kan føre problemet lidt længere ned ad åen. I morgen formiddag vil vores entreprenører tage ud og samle døde fisk og rotter. Men situationen kan vi ikke ændre på, fortæller Knud Søndergaard.
På længere sigt kan massedøden få alvorlige konsekvenser for havørredernes bestand, idet alle de døde fisk ikke kommer til at yngle til vinter.
Men der er håb for fiskebestanden endnu.
- Heldigvis er der ørreder, der trækker op senere på året, hvor tilstanden i åen forhåbentlig er bedre. De kan så være mødre-fisk for de nye havørreder i Odense Å, siger Knud Søndergaard.
Anden årsag til rottedød
Det er ikke kun fisk, der ligger døde i åen. Rotterne er også en del af massedøden i Odense Å, men de ligge på vandet af en helt anden årsag.
- Vi ser ikke at de døde rotter har noget med de døde fik at gøre. De døde rotter mener vi, skyldes det skybrud vi havde her i weekenden, som gør at mange rotter er druknet, og er blevet skyllet ud i åen, siger Knud Søndergaard.
Den lave vandstand i Munke Mose, er usædvanlig. Derfor håber Knud Søndergaard på bedre tider.
- Vi håber, vi får en mere normal dansk sommer, hvor det kommer til at regne mere og en lavere temperatur. Så får vi en situation, hvor havørreder kan vandre op, så vi får mere gunstige forhold, og på den måde kan sikre havørred- og den øvrige fiskebestandig fremover.
Skulle man støde på en død rotte, må man ikke røre ved den, da den kan være bærer af livsfarlige sygdomme.
Det døde køds rejse
- Det er ikke så nemt at komme af med sådan nogle døde fisk og døde rotter. En almindelig forbrænding vil ikke tage dem. De skal til Daka. Daka kommer til min adresse i morgen og henter de døde dyr i store tønder, som vi har samlet dem i, fortæller Paul Erik Nielsen.
Og fangsten stopper ikke efter dagens besøg på Odense Å.
- Vejret siger, at temperaturen fortsætter ind i næste uge. Der er stadigvæk fisk i åen, men på et eller andet tidspunkt giver de også op, hvis ikke vi får noget vand undervejs, og så skal vi ud igen, siger Paul Erik Nielsen.
Tørken kræver ofre: - De dør i hobetal
Den ekstreme tørke går hårdt ud over de fynske vandløb. Det har konsekvenser for hundredevis af fisk, der dør af vandmangel, stress og varme.
En dag skulle de have vokset sig stærke og tilbagelagt vejen til det åbne hav.
Men på grund af tørken får de en helt anden skæbne.
Hundredevis af fisk ender deres dage i små vandpytter, der er det eneste levn fra et væld af fynske vandløb. Synderen er den ekstreme tørke, der har præget det danske vejr i det seneste stykke tid.
De mange tab af liv har konsekvenser, fortæller Chris Halling fra organisationen Vandpleje Fyn.
- Havørreden er blandt de fisk, der yngler i vandløbene, og de er blevet et trækplaster for turister her på Fyn. Der er mange, der kommer hertil for at fiske efter dem. Det gik ellers den rigtige vej med at få bestanden til at vokse, siger han og uddyber:
- Alle vandrefisk stammer fra vores vandløb, så det har store konsekvenser for biodiversiteten.
Sammen med de andre frivillige i Vandpleje Fyn inspicerer han ofte fynske vandløb og har set konsekvenserne med egne øjne.
"Har aldrig set noget lignende"
Chris Halling har optaget video og taget billeder på sine ture. Dem har han delt på Vandpleje Fyns facebookside.
- Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det startede med kun at være de mindre vandløb, der udtørrede, men nu har det bredt sig til større vandløb som Vindinge Å. Og det sker overalt på Fyn, fortæller han.
Vindinge Å er 30 kilometer lang og udspringer sydvest for Årslev, hvorfra den baner sig vej mod øst til sin udmunding ved Nyborg Fjord. I åen blev Chris Malling mødt af synet af døde ørreder.
- De nåede ikke at komme ud i hovedløbene. I stedet dør de af stress, varme og vandmangel. De er slet ikke vant til de forhold, uddyber han.
Ifølge Chris Malling findes der ingen umiddelbar løsning på problemet. I stedet må man lade naturen gå sin gang, da det vil kræve for meget vand at fylde vandløbene igen. I stedet mener han, at man bør se på det langsigtede perspektiv.
- Man skal tage et kig på reetablering af de eng- og moseområder, som er inddraget til landbrug. Engang var de naturens naturlige vanddepoter, som kunne bruges i situationer som denne, siger han.
De høje temperaturer ser ikke ud til at stoppe foreløbig. Mandag kunne TV 2 Vejret fortælle, at vi tværtimod skal forberede os på tropenætter og temperaturer, der runder 30 grader allerede ved frokosttid.