Flere uheld på Fynske Motorvej: Fire biler i harmonikasammenstød

Fire biler er stødt sammen på Fynske Motorvej i Odense. På Vestfyn har en bilist tabt det ene hjul.

Der er sket et par uheld på Fynske Motorvej i myldretrafikken fredag eftermiddag ved 16-tiden.

Ved afkørsel 51 i det sydlige Odense har fire biler været involveret i et harmonikasammenstød. Det oplyser vagtchef Lars Thede fra Fyns Politi.

Ifølge Vejdirektoratet er der vragdele i alle spor, og de fire implicerede biler holder i nødsporet, så de andre bilister på motorvejen skal passe ekstra på.

Ifølge Lars Thede er der ikke kommet nogen personer til skade i forbindelse med harmonikasammenstødet, og der har ikke været sendt en ambulance til stedet. 

Tabte det ene hjul

Klokken 15.53 skete et andet uheld på Fynske Motorvej. Mellem rastepladsen Ålsbo og afkørsel 56 ved Ejby er en bil havareret. Det oplyser Vejdirektoratet.

Ifølge Lars Thede fra Fyns Politi har bilen mistet et hjul og holder i midterrabatten.

Heller ikke i dette uheld er der sket personskader. Der er sendt en ambulance til stedet, men ikke med udrykning.

Det er ikke kun på Fynske Motorvej, at trafikken har drillet. Et dyr, der var blevet kørt ned, resulterede i kø på Svendborgmotorvejen tidligere fredag eftermiddag. Køen blev dog hurtigt afviklet igen. 

Oversigt

    Oversigt