Forvirret OB-lejr håber på annullering af rødt kort
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
OB's Armin Gigovic fik et noget omdiskuteret rødt kort, som cheftræner Andreas Alm håber bliver annulleret.
OB fik midtbanespilleren Armin Gigovic udvist for en noget usædvanlig forseelse i slutningen af holdets 3-1-sejr over Lyngby.
Svenskeren var rullet ud af banen med en skade, men løb kort efter tilbage på græsset uden dommerens tilladelse. Det udløste en advarsel, og da Gigovic allerede havde én af slagsen, blev det gule kort vekslet til et rødt.
I OB-lejren er man dog uforstående og forvirret overfor, at den slags skal give et gult kort - og i dette tilfælde rødt og karantæne - og cheftræner Andreas Alm håber, at dommen bliver omstødt.
- Forhåbentlig kan vi få anket dommen, så han er med i næste kamp, siger Alm.
- Jeg skal lige snakke med dommeren om det. Jeg synes, den var hård. Som dommer kan man godt kommunikere til spilleren om, at hvis man løber på banen i sådan en situation, så får man gult kort.
Hovedpersonen selv er også forvirret over, hvad det egentlig var, han gjorde forkert, da han løb tilbage på banen efter at have ømmet sig over sin skade.
- Jeg bliver ramt, så jeg lagde mig ned og vidste ikke, at jeg var udenfor banen, fordi jeg var i smerter og havde lukkede øjne.
- Dommeren sagde intet til mig om, at jeg skulle blive, hvor jeg var, så da smerten forsvandt, rejste jeg mig op og løb på banen, fortæller Gigovic.
- Det er jo dumt, når man tænker over det bagefter, men jeg kendte ikke til reglerne.
Selvom OB'erne er skuffede over udvisningen, er holdet trods alt tilfreds med at have fortsat den gode stime i Superligaen, hvor holdet nu blot har tabt en af de seneste ni ligakampe.
- Vi startede kampen som vi ville. Vi fulgte vores plan og truede dem i bagrummet. Vi fortjente sejren, mener Gigovic.
- Vi kunne presse dem højt og spille på kontraangreb, og det var Lyngbys svaghed. Generelt var vi i kontrol med solidt arbejde i det defensive.
Næste udfordring for fynboerne er mandag 31. oktober, hvor man skal til Herning for at møde FC Midtjylland.
/ritzau/