Fuld eller ærlig: Heavymetalfan vil ikke tage imod gratis Tinderbox-billetter
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Det er de færreste mennesker, der ikke siger ja til gratis festivalbilletter lige med det samme. Ikke desto mindre skete det for en meget ærlig koncertgæst på Kansas City i Odense onsdag aften.
Onsdag aften var det anden aften i konkurrencen Tinderbox Band Battle 2019. Denne gang stod det på fem bands i en lidt hårdere genre, end dagen forinden hvor Karenina vandt den eftertragtede præmie - at få lov til at spille på Tinderbox 2019.
Musikkens metal-genre var stærkt repræsenteret, og publikum og musikere såvel som journalister på arbejde, fik stærkt brug for ørepropperne i løbet af aftenens arrangement.
En anden ting, som publikum også ivrigt benyttede sig af var de kolde drikkevarer i baren.
Det kom særligt til udtryk, da aftenens Tinderbox partoutbilletter skulle foræres væk til en heldig gæst blandt publikum. Journalist Malte Jørstad efterfulgt af kameramand bevægede sig rundt i publikum, og ledte efter en koncertgæst med mange tattoveringer.
Det lykkedes at udpege Nicolai Eugen Lucas som den heldige vinder af to gratis Tinderbox billetter. Han var den første som journalisten kunne finde med en enkelt tattovering.
- Skal du på Tinderbox, spurgte Malte Jørstad den heldige gæst.
- Kun hvis Crown the Beast kommer, svarede Nicolai Eugen Lucas.
Men eftersom han kun havde en tattovering, mente han altså ikke, at han selv kvalificerede sig til at vinde billetterne.
- Du vil altså ikke have billetterne, sagde Malte Jørstad.
- Jeg vil hellere vinde dem ærligt, sagde Nicolai Eugen Lucas.
Det tager lidt tid inden Malte Jørstad bliver overbevist om, at Nicolai Eugen Lucas altså helt oprigtigt mener, at billetterne skal sendes videre.
Men det lykkedes til sidst, og det så ud som om, at Nicolai Eugen Lucas var helt tilfreds.