4. okt. 2023 kl. 6:00
Jonathan Malat

Fundet i skraldespand: I årevis har butikskæde samlet butikstyve i forbryderalbum

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del
Link
kopieret!

61 forskellige personer, der mistænkes for tyveri i butikken Bahne i Odense, optræder med billeder fra overvågningen i en mappe mærket "forbryderalbum".

En kvinde med lyst hår og sort jakke træder ind af døren i livsstilsbutikken Bahne i Odense den 26. oktober 2016 klokken 11.29. I samme sekund knipser et overvågningskamera billeder af hende. Billederne bliver senere printet ud og sat i butikkens "forbryderalbum". 

I teksten kan man læse, at kvinden har forsøgt at stjæle en Stine Goya-skjorte, at hun har "kedeligt hår - lyst og fladt" og at hun er blevet bortvist fra butikken.

En andet eksempel er et billede af en mand, der i albummet omtales "Elefantmanden", fordi han mistænkes for at have stjålet fire elefant-figurer i butikken.

"Han er narkoman og ikke velkommen i butikken. Ring til vagten, hvis I ser ham igen," står der i beskrivelsen.

I flere år har butikken Bahne registreret formodede butikstyve i et ringbind, de selv har døbt "forbryderalbum". TV 2 Fyn er kommet i besiddelse af ringbindet, efter den blev fundet af en såkaldt skralder, der var på jagt efter indretningsfund i en åben container ved Bahne-butikken i efteråret 2022.

Ringbindet omfatter billeder af i alt 61 personer, som alle er mistænkt for at have begået tyverier i Bahne.

I flere tilfælde er det lykkedes butikken at finde frem til navne og profiler på sociale medier på de pågældende personer. Alt materialet stammer fra perioden 2016 til 2019.

Jonathan Malat

Ulovligt og forkert

Ifølge advokat og GDPR-ekspert Thomas Grønbek Andersen er mappen på flere måder i strid med loven. 

- At opbevare sådan en mappe, hvor flere af billederne var over fem år gamle, da de blev smidt ud, er klart i strid med Databeskyttelsesloven og databeskyttelsesforordningen, konstaterer han.

- Man kan have ret til at opbevare oplysningerne med henblik på en politianmeldelse, men så snart politiet afslutter efterforskningen, skal materialet også bortskaffes forsvarligt. En butik må også opbevare materiale på baggrund af en mistanke, men så snart man har konstateret, at der ikke er stjålet noget, så skal data bortskaffes, forklarer Thomas Grønbek Andersen.

Jonathan Malat

Ifølge advokaten er det mest graverende i sagen, den måde mappen er blevet bortskaffet på.

- Det er alt for lemfældigt at komme af med det ved at smide det i en container uden låg og lås, vurderer advokaten.

Når det kommer til spørgsmålet om, hvordan den slags ting straffes, bliver det formentligt ikke specielt dyrt for virksomheden, siger Thomas Grønbek Andersen:

- Det bliver sandsynligvis straffet med en bøde, og vi snakker ikke en bøde i millionklassen.

Men bøden forudsætter, at Datatilsynet overhovedet tager sagen med videre.

- Det sker desværre ret sjældent, at en GDPR-sag ender med en bøde.

Starling Air Ærø

"Utroligt kede af det"

TV 2 Fyn har foreholdt mappens indhold og stedet hvor den blev fundet for Bahnes administrerende direktør Benjamin Røpke. Han tager sagen meget alvorligt:

"Vi er utrolig kede af hændelsen. Jeg vil gerne præcisere, at det på ingen måde er vores politik at lave den slags album/registrering. Den lemfældige bortskaffelse af disse informationer er heller ikke i overensstemmelse med vores retningslinjer, skriver han i en mail.

Ud over at indberette datalækket til Datatilsynet har Bahne sat gang i et internt opklaringsarbejde om, hvordan mappen endte i containeren. Det mysterium mener Benjamin Røpke at have opklaret.

"Vi mener nu at have opklaret, at det er sket i forbindelse med flytning af et butikslejemål fra bymidten til Rosengårdscenteret, hvor vi i den forbindelse har foretaget en større oprydning."

"Vi har talt med den lokale butikschef, som har været butikschef i fire år uden at bruge albummet. Butikschefen oplyser, at hun på grund af omfanget af oprydningen desværre ikke har været opmærksom på materialets indhold. Det vil sige, det er en beklagelig menneskelig fejl, som vi hele tiden arbejder på at undgå," skriver han til TV 2 Fyn.

Butikskæden har nu afholdt et internt telefonmøde med samtlige af kædens butikschefer for at sikre, at der ikke gemmer sig lignende sager i andre af kædens forretninger.

Bahne har i alt 22 butikker landet over.

Desuden oplyser Benjamin Røpke, at sagen har givet anledning til at gentage procedurer for bortskaffelse af fysiske dokumenter indeholdende almindelige eller personfølsomme data.

Disse retningslinjer indførte Bahne i 2018 i forbindelse med GDPR-reglernes indførelse, altså mens indsamlingen af billeder i butikken i Odense har fundet sted. 

Jonathan Malat

Antal af butikstyverier på himmelflugt

Siden fjerde kvartal af 2021 har antallet af anmeldte butikstyverier i Danmark været på himmelflugt, afslører data fra Danmarks Statistik. Her blev der anmeldt 3.747 butikstyverier. I andet kvartal af 2023 har antallet været næsten dobbelt så højt med i alt 6.134 butikstyverier.

Ifølge fagchef for betalinger og detailhandelssikkerhed ved Dansk Erhverv, Henrik Lundgaard Sedenmark, er tallet for butikstyverier i virkeligheden meget højere, da der bliver begået flere, end der bliver anmeldt.

Det er første gang, han hører om en butik, som har lavet et fysisk forbryderalbum på den måde som Bahne i Odense har gjort det. Dog mener han, at der er brug ændret lovgivning, så butikker kan opbevare og dele data om kendte butikstyve.

- Der er rigtig mange gengangere, som igen og igen stjæler fra butikkerne. I 2018 lovliggjorde man at dele billeder mellem butikkerne, men i praksis er det stadig ikke muligt, da lovgivningen omkring det simpelthen er for kompliceret, siger han.

Dog er der også kommet en mulighed for at opbevare den slags data internt i et lukket system, som nogle butikker benytter sig af. 

- Jeg kunne godt tænke mig, at der blev lavet mere forebyggende arbejde fra politikere, kommuner og politi. Det tror jeg, er langt mere effektivt, end at efterforske, når først forbrydelsen er sket, siger han.

Jonathan Malat

Tocifret millionbeløb årligt

Bahnes administrerende direktør Benjamin Røpke forklarer, at det, siden GDPR-lovgivningen kom til i 2018, er blevet markant sværere at håndtere og forebygge tyveri og svindel.

"Vi oplever, at organiserede kriminelle udnytter denne svaghed og uretmæssigt stjæler for et tocifret millionbeløb årligt i vores butikker. Dertil oplever vi en voksende frustration hos vores personale over, at politiet ikke har ressourcer til at håndtere de butikstyve, som det lykkes at fange," skriver han.

Dog ænser han også et håb i form af et nyt værktøj, som kæden har taget i brug.

"I foråret begyndte vi at anvende Crimestat, som er udviklet af detailbranchen i samarbejde med Dansk Erhverv. Crimestat har nu cirka 4.600 butikker som en del af sit system og indgår i et godt samarbejde med politiet om forebyggelse af kriminalitet mod detailhandlen. Vores butikschefer føler, at dette værktøj hjælper dem," forklarer Benjamin Røpke.

I systemet Crimestat blev der registreret 16 procent flere tyverier i 2022 end i 2021, og det ser ud til, at tendensen fortsætter ind i 2023, oplyser Dansk Erhverv.

26. dec. 2024 kl. 13:01
Tophistorie
Fyn
Ida Alstrup

Støjbergs Syrien-forslag frister ikke - Jafar vil hellere være fattig i Danmark end rig i Syrien

LYT
Del
Link
kopieret!

31.000 syriske flygtninge skal vende tilbage til hjemlandet.

Det fortæller partiformand for Danmarksdemokraterne, Inger Støjberg, i Jyllands-Posten torsdag. Og hun har sågar en klar plan for, hvordan hun skal få hovedparten af de 45.000 syrere i Danmark til at rejse tilbage.

Jafar Hassan, der kom til Danmark i 2015, har dog ingen planer om at takke ja til dette tilbud.

Tak for tilbuddet, men nej tak

Som det ser ud nu, giver den danske stat en repatrieringsydelse på lidt over 150.000 kroner til syrere, der vender hjem.

Dette beløb vil Inger Støjberg fordoble, så ydelsen kommer til at hedde 310.834 kroner per voksen syrer.

Hun forklarer til Jyllands-Posten, at man for de penge vil have mulighed for at skabe sig en indtægt og et hjem dernede.

Men hvis Inger Støjberg bankede på Jafar Hassans dør med en check på 300.000 kroner, så ville svaret være kort og klart.

- Jeg ville sige tak for tilbuddet, men pænt nej tak, fortæller han til TV 2 Fyn.

Han forklarer dog videre, at han tror, mange vil takke ja til tilbuddet.

- Du kommer langt i Syrien for 300.000 kroner, men jeg vil hellere være fattig i Danmark end rig i Syrien, siger Jafar Hassan.

Han uddyber, at mange syrere blot har ventet på, at Bashar al-Assad blev væltet, og at flygtninge nu vil vende tilbage i større grad.

Jeg rejser tilbage, hvis …

Jafar Hassan har siden 2015 bygget et liv op i Danmark, og bor i Ullerslev. Han ser det ikke som en mulighed at rejse permanent tilbage til Syrien.

- Jeg har afsluttet 9. klasse, 10. klasse og er i gang med en pædagoguddannelse, så jeg har næsten alt her, fortæller han.

Dog findes der også noget, der trækker ham tilbage til hjemlandet.

- Min mor, far og tre søskende bor stadig i Syrien, og dem vil jeg meget gerne se noget mere, siger han.

Derfor ser han, at der kun findes ét tilbud, der kunne få ham til at rejse tilbage til Syrien.

- Jeg skulle have mulighed for at bo begge steder og kunne rejse frit mellem landende, forklarer han afrundende.

Jafar Hassan er bevidst om, at han kan bidrage i Syrien, men står det til ham, kan han også bidrage i Danmark med sin uddannelse.

Et land han hellere vil være i.

26. dec. 2024 kl. 8:33
Tophistorie
Fyn
Svante Lyngsie

Følg juletrafikken her - video viser meget tæt trafik på Storebæltsbroen

LYT
Del
Link
kopieret!

Mange rejser torsdag hjem fra julebesøg og -frokoster, og derfor ventes der tæt trafik og kødannelser flere steder.

Særligt fra Kolding mod København ventes der 2. juledag mange trafikanter på vejene. Det siger Lasse Andersen, der er vagthavende i Vejdirektoratet.

- Vi forventer at se et juletrafikpres ude på vejene, og det er mellem klokken 11 og 15, at der vil være det største pres.

- Det er hovedsageligt på den fynske motorvej E20 og så hen over Vestmotorvejen, altså fra Koldingområdet mod København, at vi forventer flest trafikanter, siger han.

Du kan følge den trafikale situation direkte herunder.

Juletrafikken topper 2. juledag

Følg opdateringerne herunder

25. dec. 2024 kl. 12:00
Tophistorie
Fyn
TV 2, Robert Wengler/Ritzau Scanpix, Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kan du forudse, hvad der sker i 2025? Tip en 13'er og vind kæmpe gavekurv

LYT
Del
Link
kopieret!

Vinder Viktor Axelsen Denmark Open, bliver det nye supersygehus udskudt endnu en gang, og vender forsiden tilbage på tv2fyn.dk?

Hvis du kan spå om året 2025, kan du vinde en gavekurv til en værdi af 500 kroner.

Du skal have kigget i spåkuglen og indtastet dine svar, inden kongens første nytårstale begynder den 31. december.

Vinderen findes, når året 2025 går på hæld.

Regler og betingelser:

Husk at udfyld både mail og telefonnummer, så vi kan komme i kontakt med vinderen. Ved deltagelse accepterer du samtidig, at vi må kontakte dig. Vinderen vil blive kontaktet direkte og skal være indstillet på, at præmieoverrækkelsen filmes til web og tv. Flest korrekte svar vinder. Er der lige mange korrekte svar, findes vinderen ved lodtrækning. Seneste besvarelse gælder.

Din besked er sendt 👍
Beklager! Noget gik galt 😞
26. dec. 2024 kl. 13:57

Rekordmange dage med strømpris under nul kroner i 2024

LYT
Del
Link
kopieret!

Danske elkunder har kunnet glæde sig over et rekordhøjt antal dage, hvor strømprisen har været under nul kroner.

Det viser en opgørelse lavet af energiselskabet NRGi og forsikringsselskabet Gjensidige. I Østdanmark har der været 275 timer, hvilket er 19 procent flere end de 231 timer i 2023.

- Der har været et stort fokus på de tidligere års meget svingende elpriser, særligt når prisen er høj. Men vi ser nu også flere perioder med lave eller negative elpriser, siger Bo Halm Andersen, der er byggesagkyndig og energikonsulent hos NRGi, i en pressemeddelelse.

Det er særligt kunder med en variabel elaftale, der har fordel af de negative elpriser.

26. dec. 2024 kl. 11:58
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Flere er blevet julemillionærer - her er den fynske vinderkupon købt

LYT
Del
Link
kopieret!

1. juledag blev 29 danskere en million kroner rigere, da Danske Spils nye “juletradition” Det Store Jule Lotto løb af stablen.

Vinderne kommer fra alle egne af det ganske land, og på Fyn udløste en enkelt kupon en milliongevinst. Danske Spil oplyser, at kuponen er købt i Føtex på Møntergade i Svendborg, og at gevinsten var på en million kroner.

Det Store Jule Lotto fungerer præcis som alle andre trækninger i Lotto, men trækkes ekstraordinært den 25. december. Den helt store forskel er, at der trækkes 25 ekstra julemillionærer – og at trækningen ikke finder sted på en lørdag.

26. dec. 2024 kl. 10:40
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Her er forældrene mest tilfredse med folkeskolen

LYT
Del
Link
kopieret!

Umiddelbart kan det være svært at forestille sig, hvad Langeland-, Lemvig- og Thisted Kommune har til fælles. Men det er de tre kommuner i Danmark, hvor forældrene er mest tilfredse med folkeskolen.

Ifølge CEPOS, som står bag analysen, er der dog sket en ændring i den måde, hvorpå forældre vurderer folkeskolen. For i år lægger forældrene i højere grad vægt på børnenes trivsel og ikke længere kun på faglige resultater.

- Forældrenes øgede fokus på trivsel i forhold til for få år siden viser, at vi som samfund har taget en kraftig og hurtig drejning mod en mere helhedsorienteret tilgang til uddannelse, siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.

Negativt pres på folkeskolen

Ifølge Andreas Rasch-Christensen, forskningschef ved VIA UC, er det øgede fokus på trivsel ikke kun en positiv ting for folkeskolen. Det kan nemlig være med til at skabe et uretfærdigt pres, som folkeskolen ikke kan løse alene.

- Trivsel er ikke stationær, og det påvirkes af mange andre forhold end skolen. Som barn indgår man i mange typer fællesskaber, så det er ikke en opgave, skolen kan løse alene.

Trivselsmålinger blandt elever viser ifølge Andreas Rasch-Christensen, at over 86 procent af alle elever i folkeskolen er glade for at gå i skole. Det er positivt, men der er en skæv tendens, hvor det primært er børn fra socialt velfungerende familier, som scorer højt.

Tilbage til Langeland, Lemvig og Thisted – for her er forældrene, målt på en skala fra et til fem, i gennemsnit 4,1 tilfredse med folkeskolen. Otte kommuner ligger med en tilfredshed over 4,0, mens tre kommuner ligger under 3,5.

26. dec. 2024 kl. 9:47

Antallet af juleindbrud er næsten fordoblet

LYT
Del
Link
kopieret!

Indbrudstyvene har haft travl på Fyn, der er hårdere ramt af juleindbrud end i andre regioner.

Juleaften noterede Fyns Politi 24 anmeldelser om indbrud, og bare et døgn senere er det tal oppe på 40. Det fortæller vagtchef hos Fyns Politi, Bjarne Tykgaard, til TV 2 Fyn.

2. juledag forventes at være dagen med mest juletrafik, og derfor er der også mange, som vender snuden hjemad. Det kan få antallet af anmeldelser til at stige yderligere, fortæller vagtchefen:

- Det er desværre nok realistisk, at der er folk, som vender hjem til et hus, der har været indbrud i, fortæller han.

Onsdag lød det fra vicepolitiinspektør ved Fyns Politi Anders Therkelsen, at intet er for småt til, at man ringer 114.

26. dec. 2024 kl. 9:07
Presse-fotos.dk

Politiet giver opdatering efter bil kørte i havnen

LYT
Del
Link
kopieret!

Tidlig torsdag morgen endte en bil i vandet i Svendborg Havn. Politiet blev tilkaldt og fik sendt dykkere ned til bilen for at undersøge sagen nærmere.

- Der var ikke nogen i bilen, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Bjarne Tykgaard til TV 2 Fyn.

Vagtchefen kan ikke fortælle, hvordan bilen er havnet i havnen, og at man stadig efterforsker sagen.

Politiet har været i kontakt med bilens ejermand, men vagtchefen ønsker ikke at fortælle, hvorvidt bilejeren selv har været involveret i episoden.

Bilens ejer har dog fået til opgave at få bilen hevet op af havnen, fortæller Bjarne Tykgaard.

26. dec. 2024 kl. 8:10
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Bil er kørt i havnen - dykkere på vej til stedet

LYT
Del
Link
kopieret!

Dykkere skal torsdag på arbejde i Svendborg Havn, hvor en bil endte i vandet torsdag morgen.

Det oplyser Henrik Strauss, som er vagtchef ved Fyns Politi til Ritzau.

- Vi er lige ved at undersøge sagen, siger Strauss.

Han fortæller, at anmeldelsen indløb hos politiet klokken 05.07 torsdag morgen.

- En bil er kørt i havnen. Det ligger fast. Da den første patrulje lander, kan de se, at lyset på bilen slukker, mens de står der.

- Lige nu er vi ved at undersøge, hvad forholdet indebærer - herunder at få nogle dykkere til at undersøge, om der er nogen i bilen.

- Og så er der en del vidner, som vi lige skal have talt med, siger Henrik Strauss.

26. dec. 2024 kl. 7:00

Dan Jørgensen vil stramme regler for AirBnB efter turistpres på populære rejsemål

LYT
Del
Link
kopieret!

Det er nemt og bekvemt, og mange bruger muligheden for at leje ferieboliger via AirBnB og andre tjenester, når de skal på ferie i europæiske storbyer.

Men nu kan der komme opstramning på området for korttidsleje af boliger, det varsler den nyslåede fynske energi- og boligkommissær, Dan Jørgensen.

- Jeg tror det kommer til at betyde mindre, ikke markant mindre, men mindre, specielt i nogle af de byer, hvor det nok er gået lidt amok, siger Dan Jørgensen.

I flere sydeuropæiske byer som Barcelona, Rome og Athen har indbyggerne protesteret over det store antal turister, som de mener belaster byen og øger presset på boligmarkedet.

I starten af december satte fynboen sig i stolen i Bruxelles som ny fynsk EU-kommissær for energi- og boligområdet, hvor energi er langt den største del af hans portefølje.

Det er første gang, at en EU-kommissær har fået ansvar for boligområdet. En af de opgaver, som Dan Jørgensen vil kaste sig over, er kortidsudlejning af boliger. I flere europæiske turistbyer betyder udlejningstrykket, at lokale borgere protesterer, fordi det presser boligpriserne.

Beskatning kan regulere tjenester

I et stort interview med TV 2 Fyn, fortæller Dan Jørgensen, at han vil sikre sig, at udlejningstjenesterne bliver reguleret, så de blandt andet får pligt til at indberette, hvor meget de omsætter og udlejer for, så firmaerne bag kan beskattes.

- Det er store multinationale firmaer, og der har vi altså nogle redskaber vi kan bruge. Det er at sige, at det skal være lovpligtigt at indlevere data, så man ved hvor mange penge de tjener. Hvis ikke ved det, så kan man heller ikke beskatte, og lige nøjagtig beskatning er en af de måder, man kan regulere det på.

Den nye EU-kommissær erkender dog også, at en regulering af området er en balancegang, da nogle boligejere også bruger udlejning som en måde at få råd til at bo i deres bolig.

- Vi skal have tungen lige i munden, for det er på den ene godt at flere har mulighed for at komme ud og opleve andre lande, og så er det også godt for dem, der faktisk kan udbyde deres hjem, som kan være det, der gør, at de overhovedet har råd til at bo, hvor de bor. Men vi bliver også nødt til at have for øje, at det nogle steder er blevet til spekulation, hvor store virksomheder og firmaer, går ind og opkøber boliger til at leje ud via AirBnB eller en anden platform, så almindelige mennesker ikke længere har råd til at bo i byer, hvor de måske har boet i generationer, siger Dan Jørgensen.

Ambitionen for Dan Jørgensen er at sikre, at hvis nogle lande eller regioner ikke vil have korttidsudlejning, så skal EU-reglerne ikke stå i vejen for, at landene kan bruge skrappere midler til at regulere området.

Vil bruge EU-midler til socialt boligbyggeri

Selvom boligpolitik bliver reguleret medlemslandene, så har Dan Jørgensen også andre planer på boligområdet. Den fynske kommissær vil også åbne døren for, at EU kan hjælpe med boligmangel, som er et stort problem i flere EU-lande.

- Vi er i gang med at grave ud, hvad vi kan gøre i EU. Og der er allerede nogle gode muligheder. For eksempel har vi nogle EU-midler, som vi nogle gange har givet til infrastrukturprojekter, men vi kan også vurdere, at det i nogle lande måske var bedre at hjælpe med at bygge socialt boligbyggeri med de penge, siger Dan Jørgensen.

Udover boliger er Dan Jørgensen også kommissær for energi. Her er den helt store opgave at sikre, at Europa bliver uafhængig af russisk gas og sikre klimavenlig og billig energi til EUs knap 500 millioner indbyggere.

Dan Jørgensen er ny EU-kommissær for energi og boliger
26. dec. 2024 kl. 6:00

Vejrtendens fortsætter 2. juledag

LYT
Del
Link
kopieret!

Juledagene har budt på meget lidt julevejr. Faktisk nok snarere det omvendte med temperaturer, der minder meget lidt om vinter.

Den tendens fortsætter anden juledag.

I løbet af dagen sniger temperaturen sig op på syv til otte grader over Fyn. Samtidig er der ikke særlig meget vind, der rører sig over landet. Til gengæld vil dagen byde på lidt finregn og i det hele taget bliver det en fugtig dag.

- Jeg vil påstå, at det stadig er fint vejr til at komme ud at gå en tur, siger meteorolog ved TV 2 Vejret Jacob Mouritzen.

25. dec. 2024 kl. 18:47
Fyn

Den travleste dag venter: Her er de bedste råd

LYT
Del
Link
kopieret!

Julens travleste dag på vejene venter, når mange danskere skal tværs over landet - enten på vej hjem fra jul eller på vej til julefrokost.

- Anden juledag er den travle dag i julen. Den travleste faktisk. Det vil være mellem klokken 11 og klokken 15, man forventer den største trafik på vejene. Det vil gå fra Jyllandsområdet over mod Fyn og videre over mod hovedstaden, fortæller Peter Bruun-Mogensen, der er vagthavende ved Vejdirektoratets Trafikcenter.

I Vejdirektoratets Trafikcenter har Peter Bruun-Mogensen og kollegerne mange års erfaring med at forudse travlheden i trafikken.

Kom tidligt af sted

Oftest holder deres prognoserne, og derfor har den vagthavende også et godt råd, hvis du absolut skal ud at køre anden juledag.

- En rigtig god ide vil være at køre lidt før eller efter, hvis man har mulighed for det. Stå tidligt op, få lidt morgenmad og sætte sig ud i bilen og kom af sted. Så fordeler trafikken sig lidt bedre. Det er til gavn for alle, siger Peter Bruun-Mogensen.

Også på skinnerne forventer man en travl dag. DSB opfordrer derfor til, at man bestiller pladsbillet, inden man tager af sted.

25. dec. 2024 kl. 16:45
Kasper Alfredo Knudsen

Politi kommer med særlig opfordring til ét område efter usædvanligt mange indbrud

LYT
Del
Link
kopieret!

Julen er altid forbundet med indbrud. I år har der været exceptionelt mange på Fyn.

- Fyn ligger desværre højt i år, og det er vi selvfølgelig ærgerlige over. Det ser vi med stor alvor på, fortæller vicepolitiinspektør ved Fyns Politi Anders Therkelsen.

Det får også politiet til at komme med særlig opfordring til Faaborg-området.

I døgnet den 24. december er der i alt anmeldt 24 indbrud. Det tal forventes at stige i takt med, at fynboerne kommer hjem fra jul.

Indbruddene er spredt rundt på hele øen, men særligt Faaborg har været hårdt ramt. Her er indtil nu anmeldt ti indbrud, der alle er sket i området omkring Falkenbjerg og Svendborgvej.

- Vi er stadig ude på stedet og er ved at lave indledende undersøgelser, hvor vi prøver at sikre de spor, der måtte være. Når patruljerne er færdige med det, kigger vi allerede i eftermiddag videre på sagerne og prøver at få et samlet overblik, fortæller Anders Therkelsen.

Blandt andet skal vicepolitiinspektøren og hans kolleger arbejde videre med forhøringer, videoovervågning og sammenligne juleindbruddene med tidligere indbrud for at finde lignende sager, der stemmer overens med enten valg af tyvekoster, fremgangsmåde eller geografi.

Intet er for småt til 114

Anders Therkelsen understreger, at faaborgensere ikke skal frygte indbrud mere end andre. Han har dog en besked specielt til fynboer i det sydfynske.

- Jeg vil gerne opfordre til, at man særligt i Faaborg-området ringer 114, hvis man har nogle oplysninger eller har set noget mistænkeligt de seneste døgn. Intet er for småt, siger han.

Derudover anbefaler han, at man følger de traditionelle gode råd mod indbrud - også selvom juleindbruddene traditionelt set topper den 24. og 25. december.

- Lad det se beboeligt ud, man skal sørge for, at der ikke er gemmesteder for indbrudstyvene, og så skal man være gode naboer og holde øje med hinanden, siger Anders Therkelsen.

Fyns Politi registrerede i samme periode sidste år 18 indbrud.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her