GASA-grund: Sådan kommer Odenses nye bydel til at se ud
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Odense får snart en helt ny bydel. Et byggeprojekt, der dækker over et areal, der er over dobbelt så stort som omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade.
Gartnerbyen. Det er navnet på den nye bydel i Bolbro, som entrepenør-firmaet H. Skjøde Knudsen A/S vil skabe. Og det ca. 135.000 m2 store byggeprojekt skal ende ud i boliger for alle, både unge, børnefamilier og ældre. Både almene og private boliger.
- Vi synes, at det er et rigtig spændende projekt, og vi glæder os rigtig meget til det her. Vi ser mange muligheder i området, og det bliver sådan et lidt blandet kvarter. Det bliver ikke rent betonbyggeri, hvis det er det, man tænker. Det bliver spændende arkitektur, siger Lars Friis Christensen, direktør for H. Skjøde Knudsen A/S.
Det er planen, at der foruden de ca. 1.000 nye boliger skal bygges et lokalcenter på 3.000 m2, og så skal der også etableres en park. Byggeriet skal foregå over to etaper, men H. Skjøde Knudsen A/S vil starte med at bygge lokalcenteret og ungdomsboliger.
Siden 1964 har GASA Group, der sælger blomster og planter, ejet grunden, hvor den nye bydel nu skal ligge. Det er endnu ikke lykkedes GASA Group at finde en ny placering i Odense, men de er glade for, at de snart skal flytte.
- Vi har gerne ville flytte de sidste ti år, så vi er bare lykkelige for, at det nu endelig sker. Samtidig betyder det jo meget for os, at vi har fundet en god ejer, som vi ved kan bidrage med noget godt til Odense, siger Niels Søren Rasmussen, der er administrerende direktør for GASA Group.
Før byggeprojektet kan gå i gang, skal skal By- og Kulturudvalget først lige vedtage, at området må omlægges fra erhverv til beboelse. Den proces starter tirsdag, men ifølge by- og kulturrådmand Jane Jegind (V) bliver det ikke et problem at finde politisk opbakning til projektet:
- Jeg har kun fået positive tilbagemeldinger på, at det er en rigtig god nyhed på mange parametre. Vi skaber en helt ny bydel med nogle rigtig gode bosætningsmuligheder, samtidig med at en virksomhed, vi gerne vil holde på, får nogle optimale vilkår. Så jeg har svært ved at få armene ned af bare begejstring.
Hvis der er politisk opbakning til projektet, er det realistisk, at arbejdet med Gartnerbyen kan begynde i slutningen af 2017, og at de første kan flytte ind i de nye boliger i 2018. Det er forventningen, at bydelen vil stå helt færdig i 2025 eller 2026.