Giftig skorpion fundet på Fyn
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
En giftig skorpion er fundet i et villakvarter i Næsby ved Odense.
Skorpionen blev fundet af en villaejer i Næsby. Skorpionen gemte sig i en parasol, der havde ligget i et skur hele vinteren. Ejeren af parasollen ringede til Terrariet, og her bad de ham sende et billede af skorpionen.
- Vi får tit henvendelser om skorpioner, og så viser det sig at være rovbiller. Men da vi så billedet, var vi med det samme klar over, at det var en skorpion, fortæller dyrepasser Jonas Caspersen fra Terrariet i Vissenbjerg.
Husejeren indfangede skorpionen og kørte den til Terrariet i Vissenbjerg. Her blev den onsdag identificeret som en almindelig gul skorpion.
Almindelig gul skorpion har et stort udbredelsesområde, der strækker sig fra det sydlige Europa til det nordlige Afrika og Mellemøsten.
- I det nordlige Afrika kan denne type skorpion have en dødelig gift, hvis et menneske bliver stukket. Hos den samme art i Europa er giften mildere, men bliver man stukket, er det ekstremt pinefuldt, fortæller dyrepasser Jonas Caspersen fra Terrariet i Vissenbjerg.
Det er endnu usikkert om skorpionen er af europæisk eller nordafrikansk afstamning.
- I hvert fald er der ingen forklaring på, hvordan, den har fundet vej til et skur i Næsby, fortæller dyrepasser Jonas Caspersen.
Skorpionen har nu fået husly i Terrariet i Vissenbjerg, hvor den bliver fodret med insekter.