25. maj. 2020 kl. 20:33
Anders Høgh. Redigering og foto: Louise Koustrup

Gik til politiet for at anmelde voldtægt:
  • Hvorfor skreg du ikke?

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del
Link
kopieret!

Da Isabella går til politiet for at anmelde en voldtægt, bliver hun blandt andet spurgt til sit tøjvalg. - Det virkede som om, de tvivlede på, hvad der i virkeligheden var sket, siger hun.

For fem år siden blev den dengang 15-årige Isabella udsat for en voldtægt i sit eget hjem. Gerningsmanden var hendes daværende kærestes bedste ven, og voldtægten skete i rummet ved siden af hendes forældres værelse.

Efter tre år, hvor hun mest forsøgte at glemme den voldsomme episode, besluttede Isabella sig for at gå til politiet og anmelde voldtægten.

Men istedet for at føle sig lettet over at få meldt voldtægten, følte hun sig ikke taget seriøst.

Utilfredsheden deler Isabella med andre ofre for voldtægt. En tilfredshedsundersøgelse foretaget af Rigspolitiet viser, at hele 47 procent af borgere udsat for voldtægt er utilfredse med den behandling, de har fået ved politiet.

- Han spurgte, hvad jeg havde på, og det virkede som om, han tvivlede på, hvad der i virkeligheden var sket, forklarer Isabella om den første samtale ved Fyns Politi.

Læs også: Politidirektør ærgrer sig over rapport:
  • Vi har åbenbart et problem
Gå tilbage Del
22. maj. 2020 kl. 20:45

Politidirektør ærgrer sig over rapport:
  • Vi har åbenbart et problem

Kim Matthai Leland/Rigspolitiet

En lunken tilfredshedsundersøgelse ærgrer politidirektør i Fyns Politi.

“Hvis det ikke er noget, der kommer i bedring, så er vi er nødt til at træffe beslutninger om det på Christiansborg.”

— Preben Bang Henriksen, formand, Folketingets Retsudvalg, Venstre

- Det ærgrer jeg mig faktisk over.

Sådan lyder reaktionen fra Arne Gram, politidirektør i Fyns Politi, efter en ny tilfredshedsundersøgelse blandt ofre for kriminalitet, som Rigspolitiet har foretaget.

Den viser, at 59 procent af de adspurgte på Fyn er tilfredse med politiets håndtering af deres sag.

- Gennem den seneste tid er der ellers gjort en hel del for at stramme op på vores kontakt til borgerne, siger Arne Gram.

Med tilfredshed blandt 59 procent af de adspurgte ligger Fyns Politi lavere end samtlige jyske politikredse.

Til gengæld klarer Fyns Politi sig bedre end fire ud af fem sjællandske politikredse.

Alligevel giver resultatet anledning til selvransagelse, lyder det fra politidirektøren.

- Vi vil læse den her rapport med stor entusiasme og præcision for at finde ud af, hvad vi kan gøre bedre, siger Arne Gram.

Volds- og voldtægtsofre er utilfredse

Det er særligt ofre for vold og voldtægt, der erklærer sig utilfredse med deres møde med politiet.

Ifølge undersøgelsen er 47 procent af de adspurgte voldtægtsofre utilfredse med politiets håndtering af deres sag.

Kun 37 procent er tilfredse, mens 16 procent svarer "hverken/eller".

I voldssager erklærer 34 procent sig som utilfredse.

Brug musen til at se niveauet af tilfredshed i de forskellige politikredse. 

- Nu skal man huske, at undersøgelsen rækker lidt tilbage, siger Arne Gram.

- Det er gamle tal, der er tale om, men der er ingen tvivl om, at tilfredsheden med politiet generelt er stor. Så vi har åbenbart et problem med en særlig kundegruppe, og det må vi gøre noget ved.

Han mener dog ikke, at tallene tyder på, at politiet generelt har svært ved at håndtere sager, hvor ofrene er i en særligt sårbar position.

- Vi har gjort utroligt meget ud af, at vores kollegaer prøver at lave det møde så godt som overhovedet muligt, så det tror jeg ikke. Men vi har jo et problem, hvis det bliver opfattet sådan. Navnligt hvis det bliver opfattet sådan af dem, der sidder med nogle af de kriminalitetstyper, der er er allermest indignerende, siger han.

I en pressemeddelelse sagde rigspolitichef Thorkil Fogde tirsdag, at rigspolitiet ser på rapporten med en "vis bekymring".

- Det er bestemt ikke godt nok

Formanden for Folketingets Retsudvalg, Preben Bang Henriksen (V), kalder det "problematisk," at især volds- og voldtægtsofre er utilfredse.

- Det er bestemt ikke godt nok. Det er folk, der er i en vanskelig situation. Det er ikke folk, der har lyst til at gå til politiet. De er i en problematisk og måske også traumatisk situation, og så har man ikke brug for, at politiet ikke lytter eller på anden måde ikke udviser den forståelse, der skal til, siger han.

Ifølge Preben Bang Henriksen bliver politikerne på Christiansborg nødt til at reagere, hvis ikke tilfredsheden øges.

- Jeg er tilfreds med at se, at rigspolitichefen tager det her alvorligt, men jeg må også sige, at hvis det ikke er noget, der kommer i bedring, så er vi er nødt til at træffe beslutninger om det på Christiansborg, siger han.

Ifølge politidirektør Arne Gram vil rapporten blive taget op, når Fyns Politi har kredsrådsmøde med de ti fynske borgmestre 9. juni.

Traumet kom fra politiet

I dag er Isabella 20 år. Hun dimitterer fra HF til sommer og bor det meste af tiden hos sin kæreste i Odense.

Hun fortrængte længe hvordan kærestens ven havde voldtaget hende, efter hun flere gange havde sagt nej til sex. Men aftenen sidder stadig i hende, ligesom den efterfølgende oplevelse med Fyns Politi ikke er til at glemme, siger hun.

Efter episoden begyndte hun at tale med en psykolog, men i lang tid var det slet ikke voldtægten, der fyldte.

Anders Høgh
Isabella stod flere gange foran politigården i Odense, før hun havde modet til at gå ind. Derfor er hun ked af den oplevelse, hun fik ud af det, siger hun.

- Nogle gange er det faktisk mere selve traumet fra den oplevelse, jeg havde med politiet, der fylder, forklarer Isabella.

Rigspolitiets undersøgelse viser, at 47 procent af de adspurgte voldtægtsofre har været utilfredse med Fyns Politis håndtering af deres sag, mens kun 37 procent har været tilfredse og 16 procent svarer hverken eller.

Hos Fyns Politi er man kede af resultatet af undersøgelsen.

- Det ærger jeg mig over, og det er jeg faktisk rigtig ked af. Jeg er glad for undersøgelsen men ked af resulatet, og den korte konklusion er, at det må vi kunne gøre bedre, siger politidirektør i Fyns Politi, Arne Gram.

- Hvorfor skreg du ikke?

Voldtægt

  • Oftest kender den voldtægtsramte og gerningsmanden hinanden.
  • De fleste ofre og de fleste gerningsmænd er unge mennesker.
  • Der er ofte alkohol involveret.
  • Der bliver sjældent brugt meget vold. Oftest er der tale om fastholdelse eller udnyttelse af personer, der ikke selv er i stand til at sige nej (f.eks. hvis man er gået kold til en fest).

Kilde: Center for voldtægtsofre

Det tog mange forsøg for Isabella, før hun samlede mod til at gå til politiet med anmeldelsen.

Da hun endelig gjorde det, blev hun mødt af en, efter hendes opfattelse, skeptisk og tvivlende politimand, der gentagne gange spurgte hende ind til, hvilket tøj, hun havde haft på og hvorfor, hun ikke havde skreget, nu når forældrene sov ved siden af.

- Den var lidt hård for mig, den der med, at han et par gange spurgte, hvorfor jeg ikke skreg. Det lød som om, han mente, at jeg muligvis havde lagt op til noget, fortæller Isabella om oplevelsen.

Isabella forklarer, at hun under voldtægten sagde nej og forsøgte at fjerne gerningsmandens hænder, men til sidst gav hun efter. Hun råbte ikke og følte sig nærmest lammet under hele episoden.

Læs også: Fynboerne er ok tilfreds med politiet:
  • Mere synligt politi, siger politiker
Gå tilbage Del
21. maj. 2020 kl. 17:16
Fyn

Fynboerne er ok tilfreds med politiet:
  • Mere synligt politi, siger politiker

Kim Matthai Leland/Rigspolitiet

I ny undersøgelse ligger Fyns Politi pænt i forhold til andelen af borgere, som, efter at være blevet udsat for kriminalitet, føler sig tilfredse med politiets håndtering af deres sag.

Odense-politikeren Pernille Bendixen ser gerne et mere synligt politi på de fynske gader og stræder.

Det siger hun efter en ny undersøgelse med Rigspolitiet som afsender. Undersøgelsen viser, at fire ud af ti borgere ikke er tilfredse med den behandling, de har fået hos politiet.

I undersøgelsen ligger Fyns Politi dog pænt i forhold til andelen af borgere, som, efter at være blevet udsat for kriminalitet, føler sig tilfredse med politiets håndtering af deres sag.

Middel tilfredshed på Fyn

59 procent af de adspurgte svarer, at de er tilfredse med håndteringen og i forhold til landets 11 andre politikredse, er der kun tre politikredse, hvor tilfredsheden er markant højere end på Fyn.

Bornholms Politi, Midt- og Vestjyllands Politi og Nordjyllands Politi kan notere 77, 72 og 66 procents tilfredshed.

I den anden ende af skalaen må Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi erkende, at kun 54 procent af de adspurgte borgere er tilfredse med håndtering af deres sag.

6.318 borgere kriminalitetsramte borgere er blevet spurgt, og Fyns Politi rammer stort set landsgennemsnittet, som er på 60 procents tilfredshed med politiets håndtering af deres sag.

Omvendt angiver 20 prcent, at de er utilfredse. Andelen af utilfredse borgere er højest blandt borgere udsat for vold og voldtægt med henholdsvis 34 procent og 47 procent.

Pernille Bendixen (DF), medlem af Folketingets Retsudvalg.

De mest tilfredse kriminalitetsramte borgere er indbrudsofre. Her ligger tilfredsheden på 70 procent.

Ofre føler sig ikke hørt

Netop utilfredsheden blandt volds- og voldtægtsofre bekymrer Pernille Bendixen (DF).

Hun sidder i øjeblikket i Folketingets Retsudvalg, som vikar for sygemeldte Alex Ahrendtsen, og kaldet det "alarmerende", at den højeste andel af de utilfredse borgere findes i de to grupper.

- Jeg hæfter mig ved, at ofre for vold og voldtægt ikke føler sig hørt. Det er alarmerende, hvis de, der henvender sig til politiet, føler, at de ikke bliver taget seriøst, siger Pernille Bendixen.

- Jeg ved ikke, hvad der går galt, men det kræver en dybere undersøgelse af, hvad der går galt. Er det i selve politiuddannelse, spørger hun.

I en pressemeddelse om rapporten siger rigspolitichef Thorkild Fogde blandt andet, at "... undersøgelsen understreger, at vi hele tiden, også når vi er presset af andre opgaver, skal blive ved med at have vores fokus både på opklaring af sagen og på måden vi møder ofrene".

Men det med at politiet er presset af andre opgaver, køber Pernille Bendixen ikke:

- Det er ingen undskyldning, at de har meget andet at lave. Det er fair nok, men de sager, der er kommet ind, har de jo været til stede i. Og der er borgere, som er blevet behandlet dårligt.

Pernille Bendixen vil tage undersøgelsen op med justitsminister Nick Hækkerup (S) og stille opfølgende spørgsmål.

- Jeg vil gerne have en forklaring på, hvad der går galt. Og så må finde ud af, hvad vi gør ved det.

Synlighed og ikke mindst nærhed

Pernille Bendixen har et bud på, hvor det kan gå galt og ønsker, at man kigger på politiets synlighed og ikke mindst nærhed i forhold til borgerne.

- Jeg tror godt, man kan øge tilliden med et mere synligt politi. For eksempel at de kører frem og tilbage i deres biler eller motorcykler. Det vil virke tillidsvækkende at se dem mere på vejene, foreslår hun.

- Og så savner jeg de lokale politibetjente. Dem kunne man snakke med. Det giver et andet forhold til politiet, siger hun og tilføjer:

- Har du mødt betjenten før, vil du være mere tryg og tillidsfuld. Der er stor forskel på at ringe ind til en eller anden omstilling i forhold til, at man kender ham, fordi man har mødt ham som ung.

Nærhed og synlighed er en del af de forhandlinger om en ny politireform, som var i gang da coronaepedimien ramte og lukkede Danmark ned.

Af praktiske årsager har der været enighed om at sætte forhandlingerne på pause indtil man igen kan mødes fysisk. Der er endnu ikke sat dato på, hvornår man kan forvente et forlig om politiet.

Ifølge Center for Voldtægtsofre resulterer oplevelsen af voldtægt ofte i, at man bliver så bange, at krop og hjerne instinktivt reagerer ved at blive lamslået.

Føler sig endelig hørt

TV 2/Fyn har spurgt Fyns Politi, om de skal være bedre til at håndtere lignende situationer.

- Mine kollegaer sidder i en vanskelig situation, hvor de på den ene side skal være den effektive politimand, der går efter at få afdækket den materielle sandhed og på den ande side skal tage hensyn til et stakkels offer, der er kommet ind. Det kan være svært at håndtere, svarer Arne Gram.

Han er ked af, at Fyns Politi ikke får et flottere resultat i undersøgelsen.

- Normalt, når tilliden måles, ligger vi på cirka 80 procent. Det håber jeg, vi kan løfte. Vi kan i hvert fald forsikre, at vi tager det alvorligt i Fyns Politi, siger han.

Louise Koustrup
Det har været svært for Isabella at komme sig helt over voldtægten. En stor del i årsagen ligger i den behandling, hun fik hos politiet.

Tilbage står Isabella. Hendes sag kom aldrig for retten, men gerningsmanden blev afhørt, og det gav Isabella lidt ro i maven. Hun frygter stadig at støde på ham i byen, men hun føler sig endelig hørt af politiet.

- At vide, at han snakkede med dem, gør mig glad. Jeg frygtede allermest, at han ikke kunne huske det. Han benægtede det, men kunne godt huske, at han havde været i mit hus. Og jeg ved, at det er sket, så jeg tolker det sådan, at han godt kan huske det, siger Isabella.

Isabella er et opdigtet navn, men TV 2/Fyn er bekendte med hendes rigtige navn og identitet. 

27. dec. 2024 kl. 12:21
Tophistorie
Fyn
Morten Albek

Ove vil begraves med sin kone og søn på skrotplads

LYT
Del
Link
kopieret!

Ove Jensen svinger stålhammeren ned mod den gamle motor. Et stykke af et kraftigt tandhjul flyver af og trimler hen ad jorden, da hammerens bulede hoved med en "tchsjung" smadrer ind i metallet.

- Ah...

Ove Jensen retter sig op og trækker vejret dybt. Med den venstre håndryg tørrer han en tåre bort fra sin næsetip.

Det er efterår og kun få grader varmt, så den 88-årige produkthandler, der er indehaver af firmaet Måre Produkthandel, er klædt i flere lag arbejdstøj. Bukser, sweatre og jakke har tjent ham længe og bærer præg af daglig kontakt med diverse smøreolier fra de maskiner, han stykke for stykke får delt i metaller, han siden kan sælge.

- Jeg er jo ikke 25 år længere. Jeg er 88. Jo, jo - der er er stykke op til 100 endnu, gnægger han og sætter sig på sin trehjulede elscooter.

Køretøjet sikrer, at han kan bevæge sig rundt overalt på det 11.000 kvadratmeter store område. Benene er ikke, hvad de var for blot få år siden. Alligevel er han lige netop på benene hele tiden.

- Jeg arbejder tre timer om formiddagen og tre timer om eftermiddagen. Så laver jeg selv min aftensmad, og det tager to-tre timer, og så er dagen jo næsten gået. Om aftenen sætter jeg mig nogle gange og spiller på min harmonika, Så har det været en god dag, slår Ove Jensen fast.

Skal begraves ved kone og søn

Han bor alene i et lille hus der ligger i den ene ende af skrotpladsen. Sådan har det været i et par år, siden hustruen Bodil gik bort. Hun er dog ikke langt borte, for i den anden ende af pladsen, i et hjørne hvor Ove også har en lille hytte og en grillplads, er hustruens urne sat ned. Det samme er en urne med sønnen Jens-Ove.

- Når jeg dør, skal jeg også ned ved hende. Så er det op til børnene at passe stedet. Det går jeg da ud fra, at de gør. Det kan være de bruger det til sommerhus eller noget, smiler Ove Jensen uden dog at antyde at han er hverken mæt af dage eller træt af sit fysisk hårde arbejde.

- Jeg begyndte vel at arbejde, da jeg var omkring seks år gammel. Det var med at samle kartofler ved Borris, hvor jeg kommer fra. Det gælder om at holde sig i gang. Ja, ja, jeg kan da godt blive så skidt en gang, at jeg må flytte herfra, men det håber jeg ikke. Jeg vil blive boende på landet, slår han fast.

Ove Jensen træder efter en kort pause ned fra sin elscooter og griber metalhammerens lange skaft. Med et kraftigt sving rammer han tandhjulet fra før og et nyt stykke brækker af. Stump for stump nærmer han sig en lille stak, han senere kan sælge. Sådan som han har gjort det lige siden han i 1969 åbnede sin produkthandel.

27. dec. 2024 kl. 8:37
Tophistorie
Natacha Djervad

Tre juledage overstået - flere havde indbrud end sidste år

LYT
Del
Link
kopieret!

Julen er ovre og de fleste er vendt hjem til egen bolig igen. Det betyder også, at flere har opdaget, at der har været ubudne gæster i hjemmet, mens de har været væk. Ifølge Fyns Politi er der anmeldt lige under 50 indbrud på Fyn fra den 23. december til og med den 26. Det fortælle vagtchef Kenneth Taanquist.

Sidste år var tallet sidst i 20’erne, lyder det.

Alligevel understreger han, at det på trods af en stigning fra sidste år lader til at være godt naboskab og lys i hjemmet, der holder tyvene ude.

-  Det er vores indtryk at folk har været gode til at hjælpe hinanden, huske at lade lidt lys være tændt. Og det hjælper altså på det, siger Kenneth Taanquist.

27. dec. 2024 kl. 16:12

Store byttedag - forretning forventer mere end 10.000 kunder

LYT
Del
Link
kopieret!

I Magasin i Odense har de travlt med at hjælpe kunder, der skal have byttet eller returneret en julegave.

Fredag er den helt store bytte dag og Dansk Erhverv forventer at danskere bytter gaver for over halv milliard.

Alligevel fortæller Sofie Andreassen, Store Manager i Magasin Odense, at deres kunder er blevet mere bevidste om deres forbrug og julegaveindkøb.

- Folk efterspørger mere og mere noget der holder, og af god kvalitet - og de vil gerne betale lidt mere for det, fordi de gerne vil væk fra den her brug-og-smid-væk kultur. Så man i stedet får nogen gode ting som modtageren kan have i mange år.

Magasin Odense forventer at få 10.000-12.000 kunder igennem butikken i løbet af fredagen.

27. dec. 2024 kl. 15:12
Fyn
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

På denne ø er sygefraværet stukket helt af

LYT
Del
Link
kopieret!

Sygefraværet blandt kommunalt ansatte på Langeland er dobbelt så højt som det gennemsnitlige sygefravær for samtlige funktionærer på det danske arbejdsmarked.

Faktisk har kommunalt ansatte på Langeland det højeste sygefravær blandt kommunalt ansatte i hele landet.

Det skriver Dansk Erhverv i en ny analyse, som viser at forskellene på sygefraværet i landets kommuner er meget forskelligt. Til sammenligning er Nordfyns Kommune en af de kommuner, hvor de ansatte har lavest fravær. Her er fraværet 14,7 arbejdsdage om året, mens det på Langeland er 20,9 arbejdsdage om året.

Tallene er fra arbejdsåret 2023.

Svarer til 2800 fuldtidsjobs

Den gennemsnitlige dansker i arbejde har 10,2 sygedage om året, men i kommunerne er gennemsnittet 16,1 sygedage om året.

Ifølge Dansk Erhverv vil det svare til at man ansatte 2800 yderligere fuldtidsansatte, hvis man i kommunerne kan lykkes med at nedbringe sygefraværet til samme niveau som det man har i Nordfyns Kommune.

- En vigtig nøgle til at forbedre den kommunale service er at få nedbragt sygefraværet, fremgår det af analysen.

Fyn og Sjælland klarer sig dårligst i statistikken, mens man i Jylland generelt har et lavere sygefravær. Blandt de 25 kommuner med den laveste sygefravær er 20 jyske, én er på Fyn og fire er på Sjælland.

27. dec. 2024 kl. 14:15
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Prognoser spår elendigt fyrværkeri-vejr

LYT
Del
Link
kopieret!

På fyrværkeri og raketter står der hvilken afstand, tilskuere skal have til dem.

Men når det blæser med mere end fem meter per sekund, skal denne afstand fordobles, skriver TV 2 Vejret.

Det samme gælder afstanden til letantændelige materialer, for eksempel bygninger med stråtag. Her skal afstanden være 400 meter i vindretningen, når det blæser.

Prognoserne viser lige nu en middelvind på op til 16 meter per sekund nytårsnat, som svarer til kulingstyrke.

Derudover kan vådt fyrværkeri fyre anderledes af end forventet. Det er derfor særligt farligt at fyre af, hvis det kommer til at stå ude i regnen.

De fem udvidede fyrværkeriråd

  1. Brug altid beskyttelsesbriller. Også selvom du kun er tilskuer.

  2. Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri. Fyrværkeri opfører sig ikke altid efter hensigten, og der er ingen kvalitetskontrol på fyrværkeri, der ikke er godkendt.

  3. Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden. Følg altid brugsanvisningen om sikkerhedsafstand.

  4. Hold sikkerhedsafstanden, og læn dig ikke ind over fyrværkeriet.

  5. Gå aldrig tilbage til en fuser. Fusere er utilregnelige og skal fjernes med skovl og spand.

27. dec. 2024 kl. 13:16

Børn og unge fylder i ulykker med fyrværkeri

LYT
Del
Link
kopieret!

Lige under halvdelen af alle de tilskadekomne ved nytåret 2023/2024 var under 18 år, og en stor del var ikke gamle nok til selv at kunne købe fyrværkeri. Det skriver Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Børn under 15 år, der ikke selv kan købe fyrværkeri - heller ikke knaldperler eller stjernekastere - udgør næsten hver fjerde tilskadekomne ud af de 192, der blev ofre for fyrværkeriskader i nytåret 2023/2024. Det viser tallene fra Ulykkes Analyse Gruppen fra Odense Universitetshospital (OUH). Den opgør hvert år fyrværkeriskader fra alle danske sygehuse i nytårsdøgnene den 31. december til 1. januar.

27. dec. 2024 kl. 11:27
Natacha Djervad

Ville anmelde overfald - endte selv med sigtelse og bortvisning

LYT
Del
Link
kopieret!

Det gik ikke helt som ventet, da en ung mand ville anmelde et overfald, han mente var begået på beværtningen Butchers i Odense.

Hos Fyns Politi fik man nemlig indhentet overvågningsmaterialet fra stedet for at gennemgå dette, men det faldt ikke ud til anmelders fordel.

Overvågningsbillederne viste nemlig at den unge mand selv begyndte at indlede sig i slagsmål, idet han med knyttet hånd slog en gæst med en knytnæve i hovedet.

Det førte til, at den 22-årige selv blev sigtet for overtrædelse af Restaurationsloven og fik forbud mod at komme som gæst på Butchers. Det skriver Fyns Politi i døgnrapporten.  

27. dec. 2024 kl. 10:30

Brobizz advarer om svindel-mails

LYT
Del
Link
kopieret!

Selskabet Brobizz advarer lige nu sine kunder om falske e-mails og sms’er, hvor der er såkaldt phishing i omløb. Det skriver selskabet på sin hjemmeside.

Når hackere forsøger at lokke fortrolige oplysninger ud af dig, kaldes det for phishing. Hackerne vil foregive at være en virksomhed eller lignende, som du er fortrolig ved, og derigennem forsøge at få dig til at give dem fortrolige oplysninger – som de derefter kan misbruge.

Derfor anbefaler Brobizz at man grundigt kontrollerer, hvem der er afsender.

På hjemmeside skriver selskabet, at de udelukkende sender SMS’er til kunder, der har været i kontakt med deres kundeservice. Derudover bruger de kun følgende mailadresser:

  1. noreply@brobizz.com

  2. noreply@info.brobizz.com

  3. postmaster@brobizz.com

  4. kundeservice@brobizz.com

27. dec. 2024 kl. 9:17

Nu bliver bybusser i Nyborg gratis for særlig aldersgruppe

LYT
Del
Link
kopieret!

Kan gratis busdrift få de unge til at køre med? Det vil tiden vise i Nyborg Kommune, hvor unge under 16 år snart kan køre gratis med bussen i Nyborg – og det har de unge selv ønsket og være med til at bestemme. Sådan lyder det i opslag på kommunens Facebook-side.

De gratis bybusser er vedtaget af byrådet som en del af budgetaftalen for 2025. Det er lokalruterne 680, 681, 682, 709, 711, 712, 713, 714, 715 og bybus 1 og 2 der fra 1. januar gøres gratis for børn og unge under 16 år.

De regionale ruter (rute 161-162, 195, 800A, 900A, 920-921) og uddannelsesruterne (809, 819, 830, 831, 833, 865) er ikke omfattet af tilbuddet.

27. dec. 2024 kl. 6:45

Danskere ventes at bytte gaver for over halv milliard

LYT
Del
Link
kopieret!

Butikkerne skal regne med, at danskerne kommer til at flokkes dertil for at bytte julegaver, de ikke er helt tilfredse med. I hvert fald hvis man skal tro en prognose fra Dansk Erhverv, der spår, at julegaver for 600 millioner kroner byttes oven på julen i år.

- Vi forventer, at hver fjerde dansker skal ud og bytte i hvert fald en gave, siger Bo Dalsgaard, der er fagchef for forbrugeraftaler og forbrugerklagesystemer hos Dansk Erhverv.

Prognosen baserer sig på to befolkningsundersøgelser, som analyseinstituttet Norstat har lavet for organisationen.

Sidste år endte det med at være omkring 25 procent af danskerne, som fik julegaver, der byttede mindst en af dem.

27. dec. 2024 kl. 6:00

Chris kæmper mod p-selskab efter afgift på egen p-plads: - Hvor er den sunde fornuft?

LYT
Del
Link
kopieret!

Det kan ske for selv den bedste.

Betaling af p-billetten smutter, og i forruden sidder den gule lap med en p-afgift, når du vender tilbage til bilen. Øv.

Men Chris Jensen fra Odense fik forleden en p-afgift for at holde på sin egen p-plads.

Han betaler hver måned for sin egen p-plads, men pludselig sad der en afgift i forruden. Nu kan han ikke få den annulleret, og det frustrerer ham.

Chris Jensens problem er dog, at afgiften sådan set er god nok. Han skal nemlig have et parkeringskort liggende synligt i forruden, når hans bil står på den p-plads, han betaler for. Det har han også til daglig, men denne dag var den gledet ud til siden og altså ikke synligt. Det kostede en afgift på 875 kroner.

- Det er jo som sådan helt i orden. Men jeg skriver så til dem, at jeg har betalt, og jeg har tilladelsen – men det er de ligeglade med, siger Chris Jensen. Han hver måned betaler 450 kroner for sin parkeringsplads.

På Apcoas hjemmeside fremgår det tydeligt, at er ens licens ikke synlig ved kontrol, så koster det en afgift.

Screendump

Den del medgiver Chris Jensen - han erkender den fejl. Alligevel henvender han sig til Europark, som er ejet af Apcoa, for at få afgiften annulleret.

- Jeg henvender mig til dem og siger noget må være gået galt. Det er min bil, min plads, jeg har kortet, og jeg har betalt for det. Jeg forstår ikke, at der ikke er nogen sund fornuft, der siger: det kan vi godt se, siger Chris Jensen.

Han mener, at det er alt for rigidt et system, når man ikke kan få rettet noget som her, hvor der tydeligt er tale om en fejl, og at der ikke bliver kigget på, at han hver måned betaler for en p-plads, og at afgiften er udstedt til ham, der betaler for pladsen.

- Når de svarer en tilbage er det helt umenneskeligt og ren jura. Jeg gør en indsigelse, fordi jeg er uenig. Der får jeg så bare et brev tilbage, hvor der står, at hvis ikke jeg betaler, må sagen tages videre.

Kan du ikke bare betale afgiften?

- Jo det kunne jeg nemt. Men på et tidspunkt må man også lige stille sig op og sige, hvornår er nok, nok. Det har jeg så valgt at gøre nu, siger Chris Jensen.

TV 2 Fyn har rakt ud til parkeringsselskabet Apcoa, som administrerer den parkeringsplads Chris Jensen betaler for hver måned.

Apcoa har ikke ønsket at stille op til interview. Apcoa er heller ikke vendt tilbage med svar på TV 2 Fyns spørgsmål, som er sendt via e-mail.

27. dec. 2024 kl. 5:00

Fredagsvejret bliver stille, gråt og mildt

LYT
Del
Link
kopieret!

Det bliver en skyet, diset og stedvist tåget dag, hvor der i perioder vil falde lidt regn eller finregn hist og her.

Temperaturen vil befinde sig et sted mellem seks og otte grader, og det vil føles lige så mildt, som det ser ud, at bevæge sig udenfor. Vind vil der nemlig ikke være meget af.

Og det bliver generelt gråt, stille og mildt vejr de kommende dage, indtil vi når søndag. Her forventes en koldfront med regn at bevæge sig ned over landet nordfra.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her