Hackerangreb på Odense Kommune
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Et hackerangreb ramte onsdag morgen Odense Kommune. Skaden var begrænset, fordi beredskabet fungerede helt efter bogen, siger kommunen.
En ansat i Odense Kommune åbnede i dag en vedhæftet fil, som indeholdt en virus.
Virussen var en såkaldt bit-locker, som krypterer filer. Heldigvis var Odense Kommunes beredskab klar, og alle servere blev lukket ned inden for en halv time.
Kommunen er nu ved at udrede situationen, men servicechef Jørgen Brolykke Rasmussen fortæller, at beredskabet fungerer.
Undersøger omfanget
Det fulde omfang af angrebet undersøges stadig af Odense Kommunes it-sikkerhedsafdeling. Men de foreløbige undersøgelser tyder ikke på, at hackerne er kommet i besiddelse af personfølsomme oplysninger.
- Det er der ikke noget, der tyder på, men vi tager det alvorligt og tjekker ekstra for at udelukke det. Som det ser ud nu, er der kun tale om, at nogle ikke-personfølsomme filer er blevet krypteret, siger Jørgen Brolykke Rasmussen, stabschef for Forretningsservice.
Umiddelbart vil angrebet ikke betyde, at der skal indføres nye sikkerhedssystemer.
- Vi kigger selvfølgelig vores procedurer igennem én gang til, når sådan noget her sker. Umiddelbart har vi sikret, at vores sikkerhedsleverandør har fået den skadelige kode, så den fremover vil blive fanget, siger Jørgen Brolykke Rasmussen, stabschef for Forretningsservice.
Menneskeligt fejl
Der er tale om en menneskelig fejl, skriver Odense Kommune i en pressemeddelelse.
- Det er bare én ud af i alt ca. 7.000 medarbejdere med it-adgang, der skal blive snydt, for at det kan gå galt, så derfor er det meget svært helt at undgå denne type situationer. Men selvfølgelig giver situationen anledning til, at vi gennemgår vores sikkerhed en gang til, siger Jørgen Brolykke Rasmussen.