Samtaler med kræften og familiens hund hjalp Sille gennem et hårdt forløb

Sille mærkede en knude på halsen i starten af august 2018. Den sad et underligt sted, tænkte hun, og den gjorde lidt ondt, når hun trykkede på den. Det var nok bare en begyndende influenza. Kræft gør i hvert fald ikke ondt og kan ikke ses, det vidste hun.

Men et par uger efter dukkede to knuder mere op på venstre side af halsen, og kort efter begyndte hele halsen at hæve voldsomt op. Vagtlægen sagde, at der højst sandsynligt var noget galt. Hun vidste godt, hvad der var galt. Men hun turde ikke sige det højt for sig selv eller andre. En konsultation hos egen læge og en viderestilling til Odense Universitetshospital gav hende den besked, som så mange går og frygter, men som Sille var forberedt på.

Du har kræft.

21-årige Sille Kjærgaard Beck fik konstateret lymfekræft i august 2018. Undervejs holdt hun sig positiv ved at have samtaler med kræften, som hun gjorde til en person i sit hoved.

På hendes stuebord ligger en bog med Silles ansigt på forsiden og titlen "Hej kræft. Mit navn er Sille". Den har hun samlet alle sine små snakke med kræften i, i håbet om at kunne hjælpe andre gennem samme forløb.

Rundt om halsen hænger en tot hår fra hendes hund Samson. Sammen holdt samtalerne med kræften og Samson hende i live.

Her er hendes historie.

I dagene mellem undersøgelsen på OUH og diagnosen fandt Sille et papir og en blyant frem. På papiret skrev hun:

Godt nok havde hun ikke fået sin diagnose endnu. Men hun skrev. Og mens hun skrev, forestillede hun sig, hvordan hun hilste på kræften. 

Hej kræft. Jeg hedder Sille.

Det er ikke sikkert, at vi har mødt hinanden, og hvis vi ikke har så vær sød at blive væk.

Men hvis vi har så lad være med at sprede dig, og så ses vi jo snart.

Og lad os så prøve at se om vi kan være venner og få det bedste ud af den tid, vi har sammen. 

Jeg kommer til at slå dig ihjel, men lad os prøve at være venner.

Det var ikke hos lægen, at Sille fik overrakt den frygtelige besked, derimod læste hun selv diagnosen i sin journal. Tre dage efter undersøgelsen sad hun alene hjemme og loggede for sjov ind på journalen for at se, om der var tikket noget ind.

Hendes hjerte sprang et slag over. Panikken bredte sig i hendes krop.

- Der står altså det her på min journal. Hvad betyder det? spurgte hun panisk sine forældre i telefonen.

Ordene hun læste, var Hodgkin lymfom.

Men hun forstod det ikke. Selvom der stod diagnose foran Hodgkin kymfom, så kunne hun ikke tro, at det var hendes sygdom. Var det mon bare det, de undersøgte hende for?  

Hun lukkede computeren i og satte sig i sofaen for at se en serie, stadig lidt forvirret. Det var først, da hendes mor kom hjem og græd i armene på hende, at virkeligheden gik op for Sille og ramte hende som en mur.

- Sille, du har kræft, sagde hendes mor ud gennem tårerne.

Og så græd de sammen.

Noget af det hårdeste var at sige til sine bedsteforældre, at deres barnebarn havde fået kræft. 

I midten af september fik Sille sin første kemobehandling.

Hun skulle i alt igennem to operationer, otte kemobehandlinger og femten strålinger. Den første behandling forløb smertefrit, men allerede et par dage efter den første omgang kemoterapi, blev hun indlagt med en infektion.

Endnu engang fandt hun et stykke papir frem og begyndte at skrible tankerne ned. I mellemtiden forestillede hun sig, hvordan kræften havde fået fødder. Fødder, som langsomt gik hende i møde.

Hej kræft. Så skulle vi alligevel mødes.

Jeg krydsede mine fingre og prøvede at finde en firkløver. Jeg vendte hesteskoen den rigtige vej.

Jeg gik endda i kirke og snakkede med Gud.

Men intet virkede, for ind i min krop ville du. Du fik din vilje og satte dig i min hals.

Jeg er så utrolig bange for dig.

Fødderne på kræften var ved også langsomt ved at få ben, og Sille var bange for resten af den. Hun havde svært ved at forestille sig, hvordan hun skulle blive venner med kræften nogensinde.

Kemobehandlingerne fandt sted om fredagen, og bivirkningerne kom om søndagen. Sådan var det hver gang. 

Kvalme, svimmelhed, forandrede smagsløg, hovedpine, for lavt blodtryk og for høj puls.

Og når alt det forsvandt kom de store mavekramper, brystsmerterne og uroen i kroppen efter at have ligget stille i så mange dage.

Brystsmerterne var hun meget bange for, og hun ringede til afdeling X på OUH, som hun var knyttet til.

Håret havde hun tabt og var nu helt skaldet. Nu var hun ikke længere kun syg for sig selv - hun var syg for øjnene af hele verden.

Hun åbnede Facebook og begyndte at skrive. Hun følte, at alle kiggede på hende, og mest af alt havde hun lyst til at sige: Vil du ikke godt lade være med at kigge? Ja, jeg har kræft, men jeg skal nok komme videre. Så det bad hun alle sine venner om i et opslag.

Selvom bivirkningerne var hårde for Sille, var døden ikke en del af samtalerne med kræften. Da lægen fortalte Sille om sygdommen, forklarede han, at der var 95-98 procent chance for, at hun ville blive rask. 

- Det var ikke en dødsdom for mig, det var en udfordring, jeg skulle klare. Det havde ikke været sværere, end hvis jeg skulle til reeksamen tre eller fire gange, husker Sille.

Men der var også mørke dage, hvor Sille ikke havde lyst til at blive ved med at kæmpe mod kræften, der efterhånden var ved at få en krop.  

Kammeraten Sion, som sad ved siden af hende, da hun spurgte ind til selvmord, kiggede på Sille. Så rejste han sig op og satte musik på og bød hende op til dans. I hendes stue stod de to bare og dansede. For det kunne Sille godt lide.

Men det var hårdt, og hun husker, hvordan hun meget af tiden sad og græd. Også selvom, at der var 95-98 procents chance for at overleve kræften.

Som sygdommen skred frem, og Sille fik gennemført sine behandlinger, blev hun mere komfortabel med at komme på hospitalet. Hun havde prøvet at være indlagt før, men det var anderledes at være kræftpatient.

Anden indlæggelse kom i starten af december. Hendes immunforsvar var meget lavt, hvilket gjorde slimhinderne så tørre, at der kom en rift i hendes tarm. Men mens hun lå med 40 i feber og havde det dårligere end nogensinde, hørte hun lyden af hospitalets personale synge julesange på gangen. Det var magisk. 

Men mens hun blev mere glad for at komme på OUH, begyndte sygdommen også at være hårdere ved hende, og hun begyndte at tale mere og mere med kræften. Hun kunne godt tale med venner og veninder om alt det, hun gik igennem, men de forstod det ikke rigtig. Det var nemmere at snakke med den, der havde gjort hende syg. 

Kræften havde efterhånden fået ben at gå på.

Hej kræft.

Jeg kan ikke mærke dig. Du sidder der bare.

FUCK AF. SKRID AD HELVEDES TIL.

Undskyld mit sprog.

Hvis jeg er heldig, er du ude af mit liv om et halvt år, og så bliver du altså væk. 
Du skal ikke engang komme i nærheden af mig eller nogen, jeg kender.

Men af og til takkede hun også kræften. Blandt andet for sin ven Sion, som var ham, der bød hende op til dans, dengang hun havde det allerværst. 

De mødte hinanden tre uger før Silles diagnose, og alligevel blev han der som en støtte for hende gennem hele forløbet. Når hun fortalte kræften om ham, kaldte hun Sion sin skytsengel, der passede på hende.

Men kræften talte de ikke om. Den talte hun ikke med andre en kræften selv om.

Sille er enebarn, og det var hårdt for hende at se sine forældre være påvirket af kræften.

Hun kunne se til venstre, hvor hendes mor havde lukket sig inde. I starten havde hun grædt meget, men nu delte hun ingen af sine følelser med Sille, hun forholdt sig praktisk til sygdommen og ville bare have sin datter igennem det.

Til højre så hun sin far, der lå i fosterstilling på gulvet og græd. De 95-98 procent chance der var for, at hun ville overleve kræften, så han som 2-5 procent risiko for, at hun ville dø. Hele tiden så han døden.

Så Sille forsøgte at være stærk på deres vegne. 

Sille og hendes morfar havde altid delt troen på Gud. Hun bad aftenbøn hver eneste aften og også gennem sygdommen, blev Gud en tryghed.

Dagen før den første operation, hvor knuderne på halsen skulle fjernes, gik hun i kirke med sin mor og morfar.

- Hey, sagde hun til Gud. 

- Pas på mine forældre. Og hvis min kammerat ikke vil være der, så sig til ham, at det er okay, at han smutter nu. 

Men jo længere i forløbet hun kom, og jo flere bivirkninger, hun fik, des mere begyndte hun at miste troen. 

Hun var vred, da hun igen fandt papir og blyant frem for at sige noget til kræften. Kræften, der i takt med påvirkningen på Silles krop, selv havde udviklet både mave og skuldre.

Hej kræft.
Pludselig føler jeg, at det hele er lige meget. Gud har ikke hørt mine ord. 
Han har givet mig cancer. 
Jeg skal nok klare den, men hvorfor mig? 

Juleaftensdag den 24. december mødte Sille ind til ottende og sidste kemobehandling sammen med sin mor og far. Sille satte sig til rette i stolen, som hun så mange gange havde siddet i, mens hendes forældre fandt både flag og små julegaver frem.

Til kemobehandlingerne fik Sille sprøjtet fire stoffer ind gennem et drop, og det sidste stof tog 15 minutter om at løbe igennem. 

Bip. Bip. Bip. 

Maskinen gik langsomt i gang, mens Silles øjne stille og roligt fyldtes med tårer. Men det var glædestårer. Nu skulle hun aldrig have kemo igen.

Bip.

Det sidste bip betød det hele.

Men knap to måneder efter Silles sidste behandling ramte tragedien alligevel familien.

Familiens hund Samson fik en underlig byld i munden, som viste sig at være en ondartet tumor. To måneder efter Silles diagnose fik også hendes elskede hund kræft. Dyrlægen gav ham en til tre måneder at leve i. 

Sille var vred på kræften. Samson var den eneste bror, hun havde, det eneste andet "barn", som hendes forældre havde. Hun bad ham om at blive, til hun var færdigbehandlet. Selvom hun godt vidste, at det var skørt, for der ville jo gå over tre måneder.

Men Samson blev der. Han blev igennem Silles opture og nedture, indtil den lille krop 8. marts 2019 ikke kunne mere.

Den dag fik Sille troen på Gud tilbage igen. Hun kiggede ned på de lukkede øjne på Samson og var ikke i tvivl om, at han havde overtaget hendes kræft. 

Sille fandt papir og blyant frem igen. Hun var ekstra vred på kræften den 8. marts, som nu havde fået to arme. Men hun var ikke i humør til at være i armene på kræften. Hun ville så langt væk som muligt.

Hej kræft.
Du er uretfærdig og egoistisk, og du har slået min bedste ven ihjel.
Nu kæmper jeg for to. 
Jeg har overtaget Samsons styrke. 
Det her er Samsons fortjeneste.  

Så klippede hun en tot af Samsons hår af. Den tot bærer hun hver dag i en halshæde.

Sille var i perioden fra september 2018 til januar 2019 igennem to operationer, otte kemobehandlinger, femten strålinger og tre længerevarende indlæggelser. 

9. maj 2019 blev hun erklæret rask.

I dag knap fem måneder senere sidder hun i sin lejlighed i Odense og tænker tilbage på sin tid som syg. Det er underligt for hende at tale om kræften i datid.

Hun er stadig bange for, at det kommer igen, og af ren vane mærker hun på hals og bryst. Selvom Hodgkin lymfom ikke normalt er en sygdom, der kommer igen, er hun blevet strålet i brystfeltet, og risikoen for brystkræft er højere end for andre.

Hun griner, da hun siger, at det hun frygter mest er at tabe håret igen. Nu er det jo lige begyndt at vokse.

Sille havde sin sidste samtale med kræften den 9. maj. Hvor kræften var en hel person. Ikke en, der kunne svare, men en hel person, som hun både havde hadet og elsket, haft som fjende først, senere ven.

Hej kræft.

Nu står vi på den anden side. Nu er vi blevet adskilt.

Mange vil nok se os som fjender, og det var vi også i en periode.

Mange tror, at du kun er livsfarlig, mange tror, at du kun er ude på at slå ihjel.

Nogen tror, at du kun har ondt i dig, og nogen tror, at der intet godt findes ved dig.

Jeg er ikke enig med dem.

Du har gode sider, og du kan sagtens finde ud af at hjælpe.

hvis du havde forventet at forblive min fjende gennem hele forløbet, så tager du fejl. Jeg er ikke typen, der holder fast i det dårlige.

Derfor blev vi to venner.

Samtalen læste hun højt til en fest, hun holdt i slutningen af maj, så alle hendes pårørende kunne høre, hvordan hun snakkede med kræften. Med sine samtaler havde Sille ikke behov for psykologhjælp gennem forløbet. Når hun var nede, skældte hun kræften ud, og når hun havde det bedst, takkede hun den. 

Da hun havde haft sin sidste snak med kræften, besluttede hun sig for at dele sine samtaler. Igennem forløbet havde hun delt så meget med kræftpersonen, som hun ikke vidste, hvordan hun ellers skulle komme ud med. 

Hun tager den bog, der har ligget på stuebordet siden august, op i hænderne. På forsiden er et billede af Sille med en paryk i hånden, og på den står der: Hej kræft. Mit navn er Sille - en ung kvindes kamp mod cancer. 

Igennem hele forløbet har kræften været en person. Hun vidste godt, at kræften ikke kunne svare hende, men hun gav den skylden for alt. Både det gode og det dårlige. Nu har hun ikke snakket med kræften i fem måneder.

Journalist: Julie Lapp

Fotograf: Henrik Bisgaard/private billeder

Grafik: Julie Lapp