Jeanette undrer sig - hvorfor er papkiste ikke billigere end almindelig kiste?

Der er ingen penge at spare på bæredygtige papkister. Men det er der en særlig årsag til, forklarer bedemand.

Det er dyrt at leve, men også dyrt at dø. 

TV 2 Fyn fortalte mandag, at en bedemand fra Odense tilbyder en papkiste som et bæredygtigt alternativ til den traditionelle kiste af træ. 

Men selvom pap bruger færre resurser, er det bæredygtige valg altså ikke billigere.

Papkisten koster i underkanten af 7.000 kroner, og det er samme pris som en traditionel kiste af træ. Årsagen til de ens priser ligger i, at det kræver mere arbejde at håndtere en papkiste. Den ligger nemlig i en almindelig trækiste under højtideligheden, forklarer bedemand Michael Sparvath fra Odense Begravelsesforretning og Bøilerehauge Begravelse. 

- I princippet er det kun papkisten, den afdøde ligger i og bliver kremeret i. Men man har stadig en ydre kiste, som vi skal værne om og rengøre. Den får også ind i mellem nogle skræmmer, der gør vi skal male den, så den er pæn, siger han.

- Nu har vi gjort, som mor ønskede

Jeanette Nielsen fra Slagelse har kontaktet TV 2 Fyn, da hun er en af mange, der har undret sig over netop prisen på papkisterne, som hun mener er for dyre:

- Jeg synes, det er for dyrt, og især når man tænker på, det er pap, siger hun.

For 3 år siden var Jeanette Nielsen med til at arrangere en bisættelse, og papkisten fravalgt, fordi den var dyrere end en almindelig kiste. For hende har netop prisen betydning, fordi det hurtigt kan blive en dyr affære at afholde en bisættelse – især når man tilføjer alle andre omkostninger:

- Vi har brugt tæt på 50.000 kroner ved de sidste bisættelser. Dog var der penge i boet til det, men jeg kender også nogen, som slet ikke havde råd til en sten til deres nyfødte søn. Det er sgu hjerteskærende, siger Jeanette Nielsen.

Kan blive billigere på sigt

Det er dog ikke altid prisen, der er det vigtigste, når efterladte udvælger kister. Det fortæller Helle Skovmand, der er bedemand i samme forretning som Michael Sparvath. Den afdøde kan nemlig have haft specielle ønsker – og dem bliver der taget højde for:

- Når vi sidder til samtalen, tror jeg ikke, det er prisen, der er det vigtigste. Det er mere, hvad afdøde har haft af ønsker og udtryk. Har mor sagt, at hun gerne vil herfra i en papkiste, så kan vi sige, at nu har vi gjort, som mor ønskede. Og det kunne vi ikke for bare 3 år siden, siger hun.

Prisen på næsten 7.000 kroner er besluttet dels af producenten og dels af forretningens ledelse. Michael Sparvath lover intet, men vil heller ikke udelukke, at papkisten måske kan blive billigere at vælge i fremtiden, hvis flere vælger det.

- Det kan godt være på længere sigt, hvis der kommer meget omsætning på det, at man kan lave et produktionsapparat, der gør, at det kan blive billigere, siger han.

Ifølge Michael Sparvath så er det en fjerdedel af hans klienter, der vælger en kiste af pap.

Oversigt

    Oversigt