Kansas City igen løbet tør for penge:
- Vi er nødt til at lukke kassen nu
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Et politisk flertal er klar til at lukke spillestedet Kansas City, og dermed står 300 musikere snart uden øvelokaler.
Politikernes tålmodighed med spillestedet Kansas City i Odense er sluppet op.
En dagsorden til næste møde i By- og Kulturudvalget viser, at spillestedet endnu en gang har brug for millioner af kroner for at kunne fortsætte driften.
- Vi skal lukke for pengene nu. Det er på tide, at slå en streg i sandet, og komme videre med nogle nye øvelokaler et andet sted, siger by- og kulturrådmand Søren Windell (K).
- Det ville være uansvarligt at yde yderligere tilskud til foreningen, mener Araz Khan, der er Venstres medlem af By- og Kulturudvalget.
Forkert alder på medlemmerne
Problemerne for Kansas City startede i maj, da det kom frem, at foreningens indberetninger til Odense Kommune over medlemmerne og medlemmernes alder var forkerte.
Kansas City havde oplyst, at 80-90 procent af medlemmerne var under 30 år, men virkeligheden var, at det nærmere var 10-20 procent, der var under 30 år.
Da medlemmer under 30 år udløser mere i tilskud fra folkeoplysningsmidlerne, havde Kansas City fået udbetalt 1,5 millioner kroner for meget i støtte.
- Det slår jo bunden ud af økonomien i foreningen, og det er også der, vi finder ud af, at der er noget galt. Hvor længe har det her stået på? Hvem har vidst hvad? Har bestyrelsen været opmærksom på det? Har de levet op til det ansvar de har som bestyrelse, lyder spørgsmålene fra rådmanden.
Reddet af rød blok
Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og De Radikale besluttede dog at redde Kansas City fra en lukning ved at yde 1,5 millioner kroner i ekstraordinært tilskud.
- Det er uansvarlig omgang med skattepenge. Det er helt uansvarligt, siger Araz Khan.
Og Søren Windell er enig.
- Det er jo en skandale, at vi får nogle budgetter fra foreningen, der ikke holder vand. Vi var flere der påpegede det dengang, men der var et rødt flertal, der valgte at spilde halvanden million kroner, og jeg håber ikke, at de er parate til at spilde flere penge, siger rådmanden.
Håbede på redning
Socialdemokraten Claus Skjoldborg Larsen mener dog fortsat, at det var rigtigt i juni at bevilge halvanden million kroner.
- Vi havde et håb om, at vi kunne redde musikgrundlaget i Odense, og al den kultur der var. Det viser sig, at det har vi ikke kunne. Det var det værd, og på det tidspunkt vidste vi ikke, hvad vi ved nu, siger Claus Skjoldborg Larsen, der også er medlem af By- og Kulturudvalget.
Af dagsordenen til By- og Kulturudvalgets møde fremgår det, at Kansas City har et akut likviditetsbehov. Og den videre drift afhænger af, at foreningen tilføres yderligere 0,9 millioner kroner.
Derudover har foreningen brug for et årligt tilskud på 2,2 millioner kroner for at opnå en levedygtig drift.
S støtter lukning
Og denne gang er Socialdemokratiet ikke parat til at redde det skandaleramte spillested.
- Vi kan ikke være med til at finansiere det længere. Vi lukker Kansas City, siger Claus Skjoldborg Larsen.
Med udmeldingerne fra Venstre, Konservative og Socialdemokratiet, tyder alt på, at Kansas City lukker i løbet af kort tid.
Dermed mister Odenses musikere deres øvelokaler, og Odense vil ikke længere have, det der er blevet kaldt en rugekasse for fremtidens musikalske stjerner.
- Vi skal helt sikkert have et nyt sted, hvor de unge kan spille musik. Det skylder vi kulturen og alle os mennesker, der går op i det her, siger Claus Skjoldborg Larsen.
Venstre er heller ikke parat til at lade amatørmusikerne i stikken.
- Lad os i stedet se på, hvordan vi kan få noget op og stå, der er mere bæredygtigt, mere mangfoldigt og som opfanger helt andre målgrupper end Kansas City har været i stand til, siger Araz Khan.
Advokatundersøgelse på vej
TV 2 Fyn har forgæves forsøgt at få en kommentar fra ledelsen i Kansas City.
Men de ønsker ikke at udtale sig, før de har gennemlæst dagsordenen for mødet i By- og Kulturudvalget i næste uge.
Som TV 2 Fyn omtalte for to uger siden, har By- og Kulturforvaltningen også sat gang i en advokatundersøgelse, der skal klarlægge, hvordan fejlen med de forkerte medlems oplysninger til kommunen kunne ske.
Den vil først blive behandlet på et senere tidspunkt.