Kollegaer tager afstand fra behandling af navngiven skoleleder
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Skolelederforeningen i Odense tager nu kraftigt afstand fra, at man som politiker behandler en sag om en navngiven leder i medierne. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra foreningen under overskriften "Når skolen rammer forsiden".
- Vi har på det offentlige arbejdsmarked tradition for, at sager om arbejdstagere behandles sagligt og fortroligt. Det indbefatter, at sager belyses objektivt fra arbejdsgivers og arbejdstagers side. Skolelederforeningen har tillid til, at Børn- og Ungeforvaltningen håndterer sager med ledere ordentligt, siger formand Simon Hempel-Jørgensen og tilføjer.
- Det er klart, at det er vi ikke vant til (at politikerne går ud offentligt og ønsker en skoleleder midlertidigt afsat red.). Vi er vant til, at vi som ledere bestræber os på at være ordentlige i forhold til dem, vi er ledere for. Det har vi selvfølgelig også en forventning om, at vores politikere er.
Samtidig peger formanden på, at der er brug for at politikere sætter en overordnet retning for organisationen og har tillid til, at lederne løser de opgaver, de bliver pålagt.
- Det er aldrig godt for en organisation, at der bliver skabt usikkerhed om, hvorvidt der er opbakning til det arbejde, vi laver, siger Simon Hempel-Jørgensen