Kollegie får 73 millioner af fond:
- Jeg har en altandør, der er pivhamrende utæt
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
En millionstor donation skal gøre 4. Maj Kollegiet mere moderne, men der skal stadig være fokus på fællesskabfølelsen.
Det 70 år gamle 4. Maj Kollegiet på Østerbæksvej i Odense skal moderniseres.
Kollegiet har fået ikke færre end 73 millioner kroner af A.P. Møller Fonden.
Det glæder blandt andre den 25-årige farmaci-studerende Charlotte Voigt Sonnichsen. Hun sætter nemlig stor pris på kollegiet, hvor fællesskab ikke bare er et nøgleord, men omdrejningspunktet.
- For at det skal kunne blive ved med at give mening også for kommende studerende, så kræver det, at vi bliver ved med at have nogle rammer, der passer til tiden og ikke står og forfalder om ørerne på os.
De mange millioner skal optimere kollegiet, og dermed føre det ind i nutiden. Og stedets store fællesrum festsalen skal have en ordentlig omgang, fortæller kollegiets bestyrelsesformand Jess Heilbo.
Han kalder festsalen for "larmeren".
- Nogle af midlerne skal bruges til noget akustisk regulering, fordi der godt kan være rigtig meget kul på, når de unge bruger salen.
Ellers står totalrenovering som overskrift for planen.
- Det vil sige tag, det er facader og miljøsanering af rør i kælderen, fortæller Jess Heilbo og tilføjer:
- Og så skal vi have energioptimeret.
Kollegiet blev bygget i 1952 efter datidens normer, og er dermed milevidt fra nutidens krav til isolering.
- Der skal laves isolering af tagrum, og der skal laves noget luftskifte på værelserne, således at vi også forbedrer indeklimaet.
- Så den får den helt store tur, siger bestyrelsesformanden.
Fællesskabet fastholdes
Til gengæld fastholdes kollegiets opbygning som et såkaldt "gang-kollegie", det vil sige mindre værelser og fællesfaciliteter som køkken og bad.
Jess Heilbo oplyser, at det er bestyrelsens opfattelse, at kollegianerne er glade for den fællesskabsfølelse det giver, at lave mad sammen. Og at man snakker sammen i køkkenerne.
- De kommer jo fra forskellige studieretninger, så der er noget at snakke om, siger han.
Det kan Charlotte Voigt Sonnichsen bekræfte. Med de kommende forbedringer og forandringer vil hun nemlig fortsat kunne tage sine oplevelser fra sit studie på SDU med ud i køkkenet.
- Det fællesskab, der er her, kan dermed blive holdt i live, siger hun.
Altandør er pivhamrende utæt
Charlotte Voigt Sonnichsen har boet på kollegiet i fire år og bor faktisk på det værelse, som hendes mor boede på i 1980'erne.
Det er hun glad for, men hun er nok mere glad for den forestående renovering.
- Jeg har en altandør, der er pivhamrende utæt, og vi har noget med vandet, der ikke altid fungerer optimalt. Og er der generelt lidt slidt over det hele.
Hun valgte aktivt 4. Maj Kollegiet netop på grund af fællesskabet.
- Vi deler bad og toilet og køkken 11 mennesker, og det giver et helt unikt sammenhold, fortæller hun og tilføjer:
- Når man, som jeg, flytter til en ny by og skal læse og det hele, så er det en kæmpe tryghed at flytte ind sammen med ti andre mennesker.
- Der er nogen, der er nye studerende, og der er nogen, der er gamle studerende, som hjælper hinanden med at falde på plads i den her tilværelse. Det havde man ikke fået på samme måde, tror jeg, hvis man havde boet på et mere up to date-kollegie, hvor man har eget bad, eget toilet og eget køkken.
Charlotte Voigt Sonnichsen og hendes med-kollegianerne må dog se frem mod et afbræk i 4. Maj Kollegiets fælleskab. Når renoveringen går i gang om senest et år, så skal de nemlig genhuses.
Håbet er at komme i gang med renoveringen til august og færdiggøre projektet på ét år.
I efteråret genåbnede Næsby Skole efter den i august 2021 i al hast var lukket fordi bygningen fra 1965 var i så dårlig stand, at det ikke var forsvarligt at undervise i lokalerne.