Kommune er "kommet i tvivl" - kryber til korset efter heftig Tinderbox-debat
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Et af de helt store spørgsmål, der har floreret siden weekenden, har været, om den ultrapopulære festival Tinderbox har været afholdt ulovligt, og om den kan fortsætte i fremtiden.
Tirsdag var lektor på Juridisk Institut på Syddansk Universitet Jøren Ullits ude henvise til en manglende lovhjemmel, og nu tager Odense Kommune bladet fra munden.
I et skriftligt svar til TV 2 Fyn skriver By- og Kulturforvaltningen, at der gennem en årrække har været afholdt koncerter og andre arrangementer i Tusindårsskoven, og at forvaltningen vurderede, at “det var muligt at afholde Tinderbox uden at være i konflikt med gældende plangrundlag”.
Lægger sig fladt ned
Den eksisterende lokalplan er fra 1992, og i den står, at der “kun opføres mindre bebyggelse, som er nødvendig for områdets drift som friareal og græsningsareal for kreaturer”.
Men selvom koncerter ikke er nævnt i planen, er kommunen kommet i tvivl, erkender den:
- Selvom Planklagenævnets afgørelse om Dyrskuepladsen ikke kan overføres direkte på plangrundlaget for Tusindårsskoven og Tinderbox, er forvaltningen dog kommet i tvivl om, hvorvidt det eksisterende plangrundlag er et tilstrækkeligt sikkert grundlag for fortsat afholdelse af arrangementer i Tusindårsskoven, skriver forvaltningen.
By- og Kulturudvalget går nu i gang med at udarbejde en ny lokalplan, der skal “modernisere og dermed fremtidssikre området i forhold til afholdelse af arrangementer”.
- Denne lokalplan forventes at kunne fremlægges til endelig politisk behandling for byrådet i foråret 2025.
Borgmester Peter Rahbæk Juel og rådmand Søren Windell har inviteret foreningen Dyrskuepladsens Naboer til et såkaldt dialogmøde om emnet torsdag eftermiddag.