Odense Kommunes plan om at være klimaneutral senest i år 2030 er slet ikke så ambitiøs, som den burde være - og så er den for usikker.
Sådan lyder kritikken fra Morten Lisbjerg fra Klimabevægelsen i Danmark.
Den fynske klimaaktivist er især kritisk over for en ændring af klimaplanen, som i givet fald vil øge kommunens fokus på CO2-fangst i forholdt til tidligere planer.
Konkret ønsker Odense Kommune at lade CO2-fangst dække 68 procent af målopfyldelsen i forhold til klimaneutralitet i 2030. Andre CO2-reduktioner træder dermed i baggrund med 32 procent.
CO2-fangst går ud på at adskille CO2 fra den røg, der kommer op af skorstenen på for eksempel et varmeværk.
Klimarådmand: Vi opretholder høje ambitioner
- Jeg synes reelt set, at det er uansvarligt og dybt problematisk med de her 68 procent i kompensation og så kun 32 procent reduktioner. Det er totalt imod, hvad videnskaben siger er nødvendigt. Det er ikke at tage klimakrisen alvorligt, siger Morten Lisberg.
I Odense Kommune afvises kritikken af den socialdemokratiske rådmand i Klima- og Miljøforvaltningen, Tim Vermund
- Det er ikke udtryk for et lavere ambitionsniveau. Vi opretholder også høje ambitioner på andre områder, som for eksempel transport. Det øgede fokus på CO2-fangst hænger sammen med, at vi har fået nye tal, som viser en øget udledning på varmeområdet, og det giver en højere procentvis andel i den samlede målopfyldelse, siger Tim Vermund.
Klimaaktivist: Teknologien er ikke klar
Denne forklaring får ikke klimaaktivist Morten Lisberg til at blive mindre bekymret. Han mener, at den store satsning på CO2-fangst er forbundet med for stor usikkerhed.
- Det er forkert at satse på teknologi, der endnu ikke er klar, lyder kritikken. Samtidig trækker det fokus væk fra andre nødvendige CO2-reduktioner her og nu.
Men er du sikker på det, for man hører da om store virksomheder, der siger, at de snart er klar til at lave CO2-fangst?
Jo, men der er væsentlig forskel på at have etableret det og vist, at det virker i den skala, man forventer, og så at man er klar til at lave, siger Morten Lisberg.
Rådmand Tim Vermund er sikker på, at CO2-fangst vil kunne hjælpe Odense Kommune til at blive klimaneutral senest i 2030.
- Det er det, vi baserer os på, for vi kan jo ikke bare lukke for varme- og elproduktion i morgen, så bliver det meget mørkt og meget koldt. Derfor har vi brug for at få det på plads. Det er der, vi har det største potentiale og derfor der, vi lægger de største indsatser, siger Tim Vermund.
Men er du ikke bange for, at det ikke lykkes at skaffe den teknologi, der skal til?
- Nej, jeg er ikke nervøs for, at det ikke skulle kunne lade sig gøre. Det er kendt teknologi, det skal bare op i skala. Man skal have fanget CO2´en, man skal have pumpet den ned i undergrunden, eller bruge den som brændstof eller noget andet nyttigt. På den her måde kan vi skabe en situation, hvor vi kan producere både el og varme på en CO2-neutral måde, og det er rigtig vigtigt, siger Tim Vermund.
Ekspert: Realistisk, men rammerne skal være på plads
På Danmarks Tekniske Universitet bakker lektor og ekspert i CO2-fangst Philip Fosbøl op om Odense Kommunes ambitioner.
- Det her projekt handler om op imod en halv million ton CO2 om året, og det er faktisk et realistisk mål i forhold til 2030. Havde det nu været fem millioner ton, så havde det været helt urealistisk, siger Philip Fosbøl.
Dog vil det ifølge DTU-forskeren være helt afgørende, at Odense Kommune sørger for at få en række nødvendige rammebetingelser på plads.
- De tekniske rammer skal være på plads. Det vil sige, at man skal både fange CO2´en, man skal transportere den, og den skal lagres i undergrunden. De tre ting skal lykkes samtidig. Men derudover afhænger det hele af de politiske rammer, der også skal være på plads. Det betyder først og fremmest, at der skal være noget økonomi i projektet, der kan få tingene sat i værk allerede nu, forklarer Philip Fosbøl.
Den ændrede klimaplan for Odense Kommune - med mere CO2-fangst - ventes at blive vedtaget af Odense Byråd i overmorgen.
En af de virksomhedder, der planlægger at bruge CO2-fangst, er Fjernvarme Fyn, der året igennem har været igang med at undersøge mulighederne for netop dette.