Letbanenaboer om genhusning:
- Jeg har ikke sovet hjemme siden maj
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Et forslag om genhusning af støjramte naboer til letbanen bliver taget godt imod rundt om i Odense. Men der er brug for mere end genhusning, hvis det skal være holdbart.
Lotte Krog Iversen er ikke i tvivl. En genhusning vil betyde at det, der minder om en normal hverdag, vil komme igen.
Hun er nabo til letbanen og bor på Vestre Stationsvej, hvor et tog passerer hvert syvende minut fra tidlig morgen til ud på natten.
- Jeg har et lille byhus, men kan ikke være der. Jeg savner at kunne være der, men selv i dagtimerne bliver jeg påvirket af toget, når det passerer, siger hun og fortsætter.
- Jeg har bedt om at blive genhuset siden maj, og jeg har ikke sovet hjemme siden 25. maj. Jeg går hjem og vasker tøj og ordner min have, og det er det. Genhusning vil være en vej tilbage til en mere normal tilværelse.
Som TV 2 Fyn tidligere har fortalt, oplever mange naboer til letbanen, at deres søvn forstyrres og ødelægges af det rumlende tog.
Det gælder også for Lotte Krog Iversen, der fornyligt havde Venstres Christoffer Lilleholt og by- og kulturrådmanden Søren Windell (K) overnattende, efter en samling af borgere kaldet "Nabogruppen" havde inviteret politikerne til at opleve støjen selv.
Efter overnatningen var særligt rådmanden klar i sin udmelding: Letbanenaboerne skal genhuses.
Derfor glæder det Lotte Krog Iversen, at der ser ud til at ske noget nu.
- Jeg synes, det er positivt, at der ses på løsninger for os, og så kan man sige, det er ikke optimalt, men det er noget, der kan tages i anvendelse nu og her.
Bør tage ansvar
Siden letbanen i Odense begyndte i drift tilbage i maj, er der ikke blevet mere stille langs ruten. Dels larmer toget, og dels er naboerne også begyndt at råbe op.
Det fik tirsdag Søren Windell til at sige, at han vil stille forslaget om genhusning i Økonomiudvalget for at komme de berørte naboer til undsætning, hvis ikke Odense Letbane løser støjproblemerne snart.
- Det er dem, hvor grænseværdien for støj overskrider allermest, som jeg taler om. Dem skylder vi altså at tage hånd om, så de føler sig trygge og får deres søvn, indtil vi får en afklaring, siger han.
Her kan løsningen være at bo på hotel eller leje en lejlighed et andet sted midlertidigt. Der skal tages en dialog med borgerne om deres ønsker, uddyber han.
Forslaget fremsættes onsdag i Økonomiudvalget.
Ikke den optimale løsning
Selvom nyheden om mulig genhusning giver grund til optimisme hos Lotte Krog Iversen, er det langt fra en løsning, der fungerer permanent, siger hun.
- Det vil være første skridt. Men det næste vil være at man (letbanen, red.) stopper med at køre i ydertimerne. Hvornår det kan ske, det ved jeg ikke.
Også hjemme hos Michael Schødts, der bor i Carl Nielsens Kvarter, giver forslaget mening. Men han er mere bekymret for, at det kun bliver et lille, midlertidigt plaster på såret.
- Der er rigtig mange, der ikke er home safe i det her, og på den korte bane vil det selvfølgelig hjælpe nogle, men jeg er sikker på, at det her bliver en langvarig kamp, siger han.
Og den pointe støtter Tanja Hviid også. Hun bor op ad letbanen i Hjallese med sin familie og er ligeledes medlem af Nabogruppen.
- Vi tænker, at forslaget giver Odense Letbane mulighed for at udbedre støjen og vibrationer, mens vi får ro et andet sted end i vores hus. Vi har efterhånden brug for ro, men er da kede af, at vi ikke kan få ro i eget hjem, da det er der, vi er trygge, og hvor det er vores børns base. siger hun.
Tanja Hviid håber derfor ligesom Michael Schødts, at der kommer en endnu bedre løsning.
- Løsningen er på ingen måder nok, vi ønsker at komme støjen til livs, og at letbanen ikke kører mellem 22-06.
Odense Letbane vil ikke kommentere forslaget om genhusning før onsdagens møde i Økonomiudvalget, hvor selskabet skal give en orientering om støj ifølge TV 2 Fyns oplysninger.
Det er Konservatives Søren Windell, der har foreslået at Odense Letbane sørger for genhusning af de generede borgere.