Det var med løftede pegefingre og en direkte tale til dem, der ikke er vaccineret mod covid-19, at statsminister Mette Frederiksen mandag aften tonede frem på skærmen.
Smitten med corona stiger nemlig kraftigt, og restriktioner er igen på vej.
Men flere skal vaccineres, hvis vi skal have stoppet smitten. Og det budskab var der flere, der fangede.
Det kan man blandt andet mærke på Athenevænget i det sydvestlige Odense, som er Fyns største vaccinationssted.
- På Athenevænget blev der booket dobbelt så mange vaccinationstider som i går. Der skete noget i løbet af natten og i dag, siger Sanne Thil Eriksen, der er ansvarlig for vaccinationscentrene i Odense.
Om mandagen havde omkring 500 personer booket tid til en vaccination, mens der tirsdag har været cirka 1.000 vaccinebookinger.
- Det er både folk, der har bestilt tid til første, andet og tredje vaccinestik, så det er en meget blandet flok, fortæller Sanne Thil Eriksen.
Her kan du set for hele Region Syddanmark:
Antal bookinger, Region Syddanmark | ||
---|---|---|
Vaccinetype | Mandag 7. november | Tirsdag 7. november |
Moderna COVID-19 - 1. vaccine | 72 | 406 |
Moderna COVID-19 - 2. vaccine | 88 | 503 |
Moderna COVID-19 vaccine | 505 | 1744 |
Pfizer-BioNtech COVID-19 - 1. vaccine | 377 | 1678 |
Pfizer-BioNtech COVID-19 - 2. vaccine | 489 | 1969 |
Pfizer-BioNtech COVID-19 vaccine | 966 | 2324 |
I alt | 2497 | 8624 |
På landsplan har der også været markant flere, som har booket en vaccinetid. Mandag blev der foretaget 37.105 vaccinebookinger, og det er cirka 3,5 gange så mange som dagen før, hvor 10.285 havde bestilt en tid til vaccination. Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.
Stadig masser af ledige tider
De kommende dage er der også flere end normalt, som har bestilt en tid til et stik med nålen. Men det kunne sagtens være flere.
- Det er ikke helt så voldsomt som mandag. Der er stadig flere end der plejer, men det er ikke overvældende, siger Sanne Thil Eriksen og understreger:
- Der er masser af ledige tider.
Udover Athenevænget er der i Odense også mulighed for at blive vaccineret i Vollsmose, hvor man ikke behøver at bestille tid. Tirsdag middag havde cirka 40 personer været forbi for at få et stik med coronavaccinen.
Vollsmose er det sogn på Fyn, der har den laveste opbakning til vaccinerne. Kun 65 procent af dem, der er inviteret til vaccinen, er færdigvaccineret. 32 procent har ikke bestilt en tid til vaccinen, mens tre procent af begyndt på vaccinationsprogrammet.
Vollsmose er lige nu også det sogn, der er hårdest ramt af smitten på Fyn. Sognet har et incidenstal på 383,2, mens positivprocenten er på 5,5. Desuden er 38 personer blevet konstateret smittet med corona de seneste syv dage.
Kommune | 9/11 | 08/11 | Nye færdigvaccinerede | Procent |
---|---|---|---|---|
Odense | 157744 | 157719 | 25 | 76,5 |
Nordfyns | 22884 | 22879 | 5 | 77,0 |
Svendborg | 46213 | 46202 | 11 | 78,1 |
Kerteminde | 18911 | 18911 | 0 | 78,8 |
Langeland | 9917 | 9917 | 0 | 80,4 |
Nyborg | 25245 | 25238 | 7 | 78,7 |
Assens | 32117 | 32116 | 1 | 78,5 |
Middelfart | 30985 | 30981 | 4 | 78,3 |
Faaborg-Midtfyn | 40349 | 40349 | 0 | 77,8 |
Ærø | 4968 | 4968 | 0 | 82,5 |
Hele Fyn | 389333 | 389280 | 53 |